Mødedato: 11.11.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Drøftelse om fremtidens arbejdsmarked med oplæg af Stina Vrang Elias, Tænketanken DEA

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har inviteret administrerende direktør i Tænketanken DEA, Stina Vrang Elias, til at holde et kort oplæg om digitaliseringen på arbejdsmarkedet for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på baggrund af et kort oplæg om fremtidens arbejdsmarked af Stina Vrang Elias, administrerende direktør i Tænketanken DEA, har en indledende drøftelse af digitaliseringen af arbejdsmarkedet/fremtidens arbejdsmarked.

Problemstilling

Baggrunden for drøftelsen om digitalisering af arbejdsmarkedet er, at det bliver sværere og sværere at klare sig uden grundlæggende digitale færdigheder på det danske arbejdsmarked, da stort set alle job forudsætter basale digitale kompetencer. Undersøgelser peger på, at virksomheder i Danmark efterspørger ansatte med et digitalt mindset, og at mange virksomheder har behov for at opkvalificere deres ansatte med digitale kompetencer. Set i lyset af at arbejdsmarkedet i stigende grad bliver digitalt, er det en udfordring, at mange ledige ikke har de nødvendige digitale kompetencer.

Løsning

Stina Vrang Elias, adm. direktør i Tænketanken DEA deltager i Beskæftigelses- og Integrationsborgmesterens ekspertgruppe for løft af lediges digitale kompetencer, som mødes tre gange i løbet af 2. halvår 2019 (Orientering sendt til udvalget 16. august 2019). Ekspertgruppen bidrager med at skabe viden om, hvordan vi bedst muligt klæder ledige københavnere på med digitale kompetencer. Resultatet af ekspertgruppens arbejde vil blive forelagt udvalget.

Tænketanken DEA har udgivet flere rapporter om digitalisering af arbejdsmarkedet. Bl.a. Fremtidens arbejdsmarked (2019) og Digitalisering i byggeri og administration - jobs og kompetencer (2019). Stina Vrang Elias’ oplæg forventes at tage udgangspunkt i Tænketankens rapporter.

Med afsæt i Stina Vrang Elias' oplæg har Beskæftigelses- og Integrationsudvalget mulighed for at tage en indledende drøftelse af digitaliseringen af arbejdsmarkedet/fremtidens arbejdsmarked.

Herudover var Beskæftigelses- og Integrationsudvalget d. 5.-11. oktober på studietur til San Francisco og Silicon Valley med 'fremtidens arbejdsmarked' som hovedtema. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har mulighed for eventuelt at inddrage den opnåede viden fra studieturen i den efterfølgende drøftelse. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil få forelagt en samlet afrapportering fra studieturen til San Francisco og Silicon Valley senest december 2019.

Endelig bad Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i forbindelse med Lars Frelle-Petersens oplæg om digitalisering af arbejdsmarkedet (BIU-møde d. 16. september) om at få flere oplæg om emnet præsenteret, bl.a. af Per G. Olsen, FH. En alternativ mulighed kunne være Kim Simonsen, formand for HK/Danmark. Forvaltningen vender tilbage med et program med oplæg, på et kommende BIU-møde. Der vil i forbindelse med disse oplæg være mulighed for yderligere temaopdelte drøftelser af emnet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets input vil indgå i forvaltningens videre arbejde.

 

Tanja Franck / Marianne Becker Andersen 

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

 

Til top