Mødedato: 11.10.2007, kl. 13:00

Høring om kommuneplanstrategi

Høring om kommuneplanstrategi

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 11. oktober 2007

 

 

8.      Høring om kommuneplanstrategi                      BIU 190/2007

Økonomiudvalget har besluttet at sende et forslag til Kommuneplanstrategi 2007 til høring i fagudvalgene.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget,

1.                  at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender vedlagte udkast til høringssvar til Økonomi­udvalget om, at udvalget ikke har bemærkninger til Kommuneplanstrategi 2007.

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 11. oktober 2007

Indstillingen blev godkendt med et par tilføjelser til teksten i høringssvaret.

 

 

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har udarbejdet et forslag til Kommuneplanstrategi 2007. For­slag­et har været forelagt Økonomiudvalget på mødet den 2. oktober 2007, hvor det blev besluttet at sende forslaget til høring i fagudvalgene med en frist til den 1. november 2007.

Kommuneplanstrategien lægger rammerne for, hvordan kommunen vil håndtere udfor­dringerne for byens udvikling. Det drejer sig bl.a. om befolkningstilvækst, byens mang­foldighed og trafik samt at byens udvikling skal ske på et bæredygtigt grundlag.

Kommuneplanstrategien er blevet udarbejdet i bredt samarbejde mellem alle forvalt­ninger, herunder Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

 

Løsning

På Økonomiudvalgets møde den 28. november 2006 blev det godkendt, at kommune-planstrategien skulle behandle emnerne: Byen for alle, Et mere dynamisk København og Byen ned til vandet. Endeligt, at bæredygtighed skulle behandles på tværs af alle emner. I det foreliggende forslag til Kommuneplanstrategi er emnet bæredygtighed dog blevet behandlet som et særligt emne. Med det forestående klimatopmøde i 2009 og de væ­sent­­lige miljøudfordringer København står overfor, er det valgt at indlede kommune-planstrategien med et særligt kapitel om byens bæredygtighed. Kommuneplanstrategien fremgår af bilag 2

Grundlaget for kommuneplanstrategien findes i faktapublikationen Planredegørelsen 2007, der fremgår af bilag 3. I løbet af foråret 2007 har Københavns Kommune inviteret byens borgere og interessenter til dialogmøder for at drøfte indholdet i kommuneplan­strategien.

Med kommuneplanstrategi 2007 vedtages det, hvad der prioriteres af emner i den kommende Kommuneplan 2009. Efter vedtagelsen af kommuneplanstrategien igangsættes revisionen af kommuneplanen. Økonomiforvaltningen forventer at fremlægge et forslag til kommuneplan 2009 ved udgangen af 2008.

 

De centrale udfordringer for Københavns udvikling er:

·        i 2025 vil der være 30-40 % mere biltrafik i København, hvis der ikke gøres noget - CO2 udslippet vil ligeledes stige og den lokale miljøbelastning forværres.

·        i 2025 vil der være 45.000 flere københavnere - svarende til at Roskilde by flytter til København. Den boligpolitiske udfordring er fortsat at sikre flere - også billige boliger til velfærdssamfundets kernemedarbejdere og sikre, at byens kvarterer udvikler sig til blandede levende bykvarterer.

·        i 2025 vil København være sakket agterud ifht. Nordeuropas hovedstæder, hvis der ikke sættes ind nu. København er vækstmotor for hele landet, men kan ikke måle sig med Oslo, Stockholm og Amsterdam målt på BNP vækst og befolkningsvækst. Universitet og vækstmiljøer er vigtige for byens udvikling.

·        i 2025 er byudviklingen langs Øresundskysten skudt i gang. Der er behov for allerede nu at sikre, at byudviklingen og infrastrukturplanlægningen sker på et bæredygtigt grundlag.

 

Under de fire emner vedtages bl.a. følgende mål og initiativer:

·         Den bæredygtige by

-          En strategi for tætte, levende byområder. En tæt by der understøtter brugen af den kollektive transport mellem hjem og arbejde kan være med til at reducere CO2 udslippet med op til 100.000 tons over de næste 30 år regionalt set. Landsplandirektivet for Hovedstaden betyder, at alle store arbejdspladser skal placeres tæt på stationerne. Dette skal bruges til at forny og forbedre stationsområderne, så de bliver attraktive byrum  og bedre knudepunkter for byens borgere.

-          København skal være verdens miljøhovedstad i 2009. Kommuneplan 2009 skal indeholde et koncept for en ny tjekliste, der skal sikre at alle nye byudviklingsprojekter miljøvurderes ifht. en samlet miljøscore. Og der skal udpeges nye lavenergiområder.

-          Vi skal sikre mindre biltrafik og bedre transport. Derfor skal parkeringsnormerne revideres, således at de bidrager til at begrænse biltrafikken i byen. Byens vejnetsplan skal revideres, således at cykler kan prioriteres på nogle vejstrækninger, busser på andre.

·         Byen for alle

-          Der skal sikres boliger i alle prisklasser. Derfor skal der arbejdes for 5000 billige boliger til velfærdssamfundets kernemedarbejdere og for at sikre flere arealer til boligbyggeri. Der skal arbejdes for at nytænke københavnerboligen.

-          Udpegning af nye bykvarterer til områdefornyelse og en fortsat ghettoindsats. København har fortsat problemer med koncentration af socialt svage borgere i udsatte områder. En by med blandede bykvarterer er en forudsætning for at sikre byens sammenhængskraft.

-          Blandende bykvarterer. Boliger, erhverv, handel og fritidstilbud skal blandes og gøres tættere for at sikre, at byen får levende bykvarterer.

Byen ned til vandet

-          En langsigtet byudviklingsstrategi for Øresundskysten – fra Nordhavn til Amager. Øresundskysten er et af Københavns største byudviklings-potentialer. Der er behov for en strategi, som kan sikre en bæredygtig udvikling, der forener blåt, grønt og sikrer en levende by.

-          Lettere adgang til vandet. København har et stort uudnyttet potentiale langs vandet. For at give byens borgere en bedre adgang til vandet skal de trafikale barrierer overvindes og tilgængeligheden sikres.

·         Den dynamiske by

-          Rammer for nye campusområder. Det er afgørende for Københavns konkurrencedygtighed at kunne tiltrække internationale studerende og forskere. Universitetets fraflytning fra indre by til campusområder i brokvartererne er et spændende potentiale for nye vidensmiljøer og byliv.

-          Byens erhvervsområder skal gennemgås for at vurdere, hvilke der skal fastholdes som rene erhvervsområder og hvilke der skal skabes mere fleksible rammer for.

 

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vurderer, at udkastet til Kommune­plan­stra­tegi beskriver de udfordringer, der er for København i forhold til Beskæf­tigelses- og Integrations­udvalgets ansvarsområder. Der findes derfor ikke anledning til bemærk­ning­er. Udkast til høringssvar udarbejdet på denne baggrund.

 

Økonomi

Ingen konsekvenser.

 

Videre proces

Efter kommuneplanstrategiens behandling på Økonomiudvalg og i Borgerrepræsenta­tionen, skal den sendes i offentlig høring. Efter den offentlige høring skal der i Økono­mi­udvalg og Borgerrepræsentationen tages stilling til, hvorvidt der er indkommet bemærk­ninger, der giver anledning til ændringer i kommuneplanstrategi 2007.

 

Økonomiforvaltningen planlægger at afholde et til flere debatmøder, hvor byens borgere inviteres til at diskutere indholdet i Kommuneplanstrategien. Tilrettelæggelsen af debat­møderne vil trække på de gode erfaringer med årets tidligere debatarrangementer for kommuneplanstrategien, højhuse, Metropolzone, Nordhavn etc..

 

Bilag

1.      Forslag til høringssvar fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

2.      Kommuneplanstrategi 2007

3.      Planredegørelse 2007

 

 

Morten Binder                  
                                     /Kaj Ove Christiansen

 

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 11. oktober 2007


 

Til top