Lønniveau for sagsbehandlere i de lokale centre (fællesindstilling BIF og SOF)
Lønniveau for sagsbehandlere i de lokale centre (fællesindstilling BIF og SOF)
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 11. maj 2006
4. Lønniveau for sagsbehandlere i de lokale centre (fællesindstilling BIF og SOF)
BIU 68/2006
INDSTILLING
Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
at Socialudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager Socialforvaltningens redegørelse til efterretning
at Socialudvalget drøfter en finansiel dækning, hvis det besluttes at give et lønløft til sagsbehandlerne i de lokale centre. Socialforvaltningen har fremsat ønskeforslag til budget 2007 om en rammeudvidelse på 6,2 mio. kr., som forvaltningen skønner det vil koste årligt for at gennemsnitslønnen for alle sagsbehandlere matcher omegnskommunernes. Forslaget fra Dansk Socialrådgiverforening til lønforbedring vil alene for socialrådgiverne medføre merudgifter på 6,7 mio. kr. HK Kommunal har ikke p.t. fremsat specifikke krav, men en lønforbedring tilsvarende socialrådgiverne vil skønsmæssigt udgøre 4 mio. kr. årligt.
at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter en finansiel dækning, hvis det besluttes at give et lønløft til sagsbehandlerne i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Vedrørende en eventuel rammeudvidelse af budgettet afventes behandlingen af budget 2007. Det skønnes, at koste 3 mio. kr. årligt, hvis sagsbehandlernes gennemsnitsløn skal matche omegnskommunerne. Forslaget fra Dansk Socialrådgiverforening til lønforbedring vil alene for socialrådgiverne medføre merudgifter på 3,3 mio. kr. HK Kommunal har ikke p.t. fremsat specifikke krav, men en lønforbedring tilsvarende socialrådgiverne vil skønsmæssigt udgøre 2 mio. kr. årligt.
at Socialudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager til efterretning, at Socialforvaltningen, såfremt der vedtages en finansiel dækning, forhandler en aftale på plads med de faglige organisationer indenfor den økonomiske ramme og som bedst tilgodeser behovet for fastholdelse og rekruttering af sagsbehandlere. (SOF har aftale med BIF om at varetage de overordnede lønforhandlinger for begge forvaltninger).
og
at forhandlingerne påbegyndes i 2006 med henblik på en aftale med virkning fra den 1. januar 2007.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 6. april 2006
Drøftet og udsat.
Udvalget bad om et notat vedrørende andre muligheder, f.eks. bedre arbejdsmiljø, for fastholdelse af medarbejdere indenfor samme ramme.
RESUME
Dansk Socialrådgiverforening (DS) henvendte sig i august 2005 til
daværende Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester
Baggrunden for forslaget er at forbedre mulighederne for at fastholde
og rekruttere socialrådgiverne i lokalcentrene.
DS' opfattelse er, at signalværdien ved et generelt lønløft i
ovennævnte størrelsesorden sammen med de andre initiativer Københavns Kommune
har taget vil have en positiv effekt på arbejdsmiljøet i lokalcentrene.
Socialistisk Folkeparti fremsatte på FAU-møde d. 12. oktober 2005
forslag om at forvaltningen udarbejdede en række analyser af lønniveauet for
sagsbehandlerne i de lokale centre i København og sammenlignede med de
omkringliggende kommuner. Forslaget blev tiltrådt. Sagen blev igen behandlet på
FAU-møde d. 7. december 2005, hvor følgende blev vedtaget:
Socialdemokraterne stillede
følgende ændringsforslag:
"At det indarbejdes i budget 2007, at lønniveauet for
medarbejderne på lokalcentrenes svarer til andre kommuners."
Socialistisk Folkeparti stillede følgende forslag:
"at sagen, inklusiv Socialdemokraternes ændringsforslag,
sendes i høring i Socialrådgiverforeningen og HK".
Sagsbehandlerne i lokalcentrene omfatter 457
socialrådgivere/socialformidlere og 233 kommunalt uddannede pr. august 2005. Socialrådgivere/socialformidlere
fordeler sig mellem Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og
Integrationsforvaltningen med hhv. 303 og 154. De kommunalt uddannede fordeler
sig i de nye forvaltninger med 133 i Socialforvaltningen, 77 i Beskæftigelses-
og Integrationsforvaltningen og 33 i Børne- og Ungeforvaltningen.
Et generelt lønløft til socialrådgiverne vil efter al sandsynlighed
medføre et lønpres fra de kommunalt uddannede. Hverken DS eller HK Kommunal
ønsker, at finansieringen sker med de overenskomstmidler, der tilføres pr. 1.
januar 2006 og 2007. Det drejer sig om 1,25 % af lønsummen hvert år eller i alt
ca. 2,5 mio. kr. pr. år. Heraf 1,6 mio. kr. til Socialforvaltningen og 0,9 mio.
kr. til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
Det vil derfor kræve en ekstrabevilling, hvis forslaget skal
gennemføres. I budgetforslag 2007 har Socialforvaltningen medtaget en udvidelse
på 6,2 mio. kr. på ønskelisten. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens
budget 2007 er endnu ikke behandlet, men en lønforbedring tilsvarende
Socialforvaltningen vil kræve en rammeudvidelse på 3 mio. kr.
Forvaltningen har nu modtaget høringssvar fra DS og HK. DS mener, at
det er svært for København at fastholde og tiltrække socialrådgiverne på grund
af for lav løn. Efter DS' opfattelse medfører det, dels at der ansættes andre
faggrupper, bl.a. akademikere, dels et øget arbejdspres på grund af
stillingsledighed og konstant oplæring.
HK Kommunal peger på en forbedring af arbejdsmiljøet, som en væsentlig
faktor for rekruttering og fastholdelse. Desuden mener de, at personalet på
lokalcentrene bør øges i antal med henvisning til de senere års besparelser og
øgede lovkrav. Sidstnævnte har betydet, at medarbejderen har mindre tid til den
enkelte sag og at mulighederne for kompetenceudvikling og efteruddannelse er
reduceret.
Det skal hertil oplyses, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i
2005 fik 2,75 mio. kr. til efteruddannelse af sagsbehandlere i de lokale
centre. Fra 2006 styrkes borgerservicen yderligere i de lokale centre ved at
der bevilges hhv. 10 mio. kr. til Socialforvaltningen og 11 mio. kr. til
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen til formålet.
HK foreslår, at der ansættes flere elever med fokus på det sociale
område. Endvidere ønsker de øget fokus på arbejdspladsens miljømæssige forhold
med henblik på at fastholde de gode medarbejdere.
Lønniveauet for sagsbehandlerne i lokalcentrene i Københavns Kommune
ligger på gennemsnitligt 24.153 kr. om måneden, hvilket er på niveau med de
større byer Odense, Århus og Aalborg. I omegnskommunerne er den gennemsnitlige
løn på 24.569 kr. Det er især socialrådgivernes lønniveau i København, som ligger
lavere, mens de øvrige sagsbehandlere ligger på niveau med de omkringliggende
kommuner.
Der er to hovedårsager til forskellene:
-
Aldersfordelingen
-
Lønpolitikken
Aldersfordelingen er efter forvaltningens opfattelse en væsentlig
forklaring på lønforskellene. I de mellemstore kommuner er gennemsnitsalderen
(medianen) 45-49 år, i de store kommuner 40-44 år, mens den i Københavns
Kommune er 35-39 år.
Det er derfor forventeligt, at lønnen er højere i omegnskommunerne end
i København, hvor socialrådgiverne er yngre. På trods af, at
anciennitetsbestemt løn er afløst af mere individuel løn, har aldersfordelingen
fortsat stor betydning for lønniveauet. Alle ansatte bevarede deres lønniveau
ved overgangen til Ny løn og mange kommuner belønner fortsat erfarent personale
med højere løn.
En anden væsentlig forklaring på lønforskellen er lønpolitikken. Mange
kommuner har valgt at forhøje grundlønnen med mellem 4.-16.000 kr. årligt for
at rekruttere og fastholde socialrådgiverne. Grundlønnen aftales normalt i
overenskomsterne mellem arbejdsmarkedets parter – KL og
personaleorganisationerne. Alligevel har flere kommuner valgt at forhøje
grundlønnen lokalt.
SAGSBESKRIVELSE
Dansk Socialrådgiverforening henvendte sig i 2005 til Københavns
Kommune med forslag om at lønnen hæves for samtlige ansatte socialrådgivere i
de lokale centre. Baggrunden var at forbedre mulighederne for at fastholde og
tiltrække socialrådgivere i kommunen.
DS' forslag indebærer en grundlønsforbedring til trin 34 for alle
socialrådgivere med to års erfaring. Forslaget vil medføre en samlet årlig
merudgift på 10,0 mio. kr. Udgiften fordeler sig med 6,7 mio. kr. i
Socialforvaltningen og 3,3 mio. kr. i Beskæftigelses- og
Integrationsforvaltningen. Der er indgået aftale om, at de overordnede
lønforhandlinger for begge forvaltninger varetages af Socialforvaltningen.
Udover udgiften til socialrådgiverne kan der forventes yderligere udgifter til
de øvrige sagsbehandlere i de lokale centre.
Socialistisk Folkeparti fremsatte på FAU-mødet d. 12. oktober 2005 forslag
om en undersøgelse af lønniveauet for sagsbehandlerne i de lokale centre
sammenlignet med omegnskommunerne. Forslaget blev tiltrådt. Forvaltningens analyser
viser, at Københavns Kommune på socialrådgiverområdet ligger under lønniveauet
i forhold til omkringliggende kommuner. Omvendt befinder København sig på
niveau med de største kommuner i Danmark. I Aalborg, Odense, Århus og København
ses det samme mønster i forhold til øvrige kommuner. Dels er der et lidt lavere
lønniveau og dels er socialrådgiverne gennemsnitligt yngre i de største
kommuner.
Set over hele sagsbehandlergruppen i de lokale centre, dvs.
socialrådgivere, socialformidlere og kommunalt uddannede, er lønniveauet forholdsvis
tæt på de omkringliggende kommuner, som det ses i tabel 1. Gennemsnitslønnen
dækker over den månedlige nettoløn, dvs. grundløn og faste tillæg.
Tabel 1. Gennemsnitsløn i København og
13 omegnskommuner.
Kategori |
Københavns
Kommune |
Omegnskommuner |
Afvigelse
i % |
Socialrådgivere/-formidlere |
24.045 |
25.103 |
4,40 |
Kontorpersonale |
24.206 |
24.532 |
1,35 |
Total |
24.153 |
24.569 |
1,72 |
Samlet er konklusionen på analyserne, at lønniveauet for
socialrådgivere i Københavns Kommune er under gennemsnittet i de
omkringliggende kommuner. Forklaringen skyldes primært to forhold. For det
første at gennemsnitsalderen i Københavns Kommune, som i de 3 øvrige store
kommuner, er lavere. Dette medfører naturligt en lavere gennemsnitsløn trods
udviklingen mod mere individuelle lønformer. Det andet forhold er forskelle i
lønpolitik i kommunerne. Mange kommuner har for at fastholde og tiltrække
socialrådgivere valgt at forhøje grundlønnen udover niveauet aftalt i
overenskomsterne.
Det skal påpeges, at både problemer med og skift af lønsystemerne, har
gjort det vanskeligt at få dataudtræk, som er sammenlignelige med øvrige
kommuner. Desuden skævvrides billedet af gennemsnitslønninger ved at
klassificeringen af stillinger mellem Københavns Kommune og andre kommuner ikke
stemmer overens. I de kommuner, der sammenlignes med, indgår mellemledere som
en del af socialrådgivergruppen, mens de i Københavns Kommune indgår i gruppen
af kontorpersonale.
Sagen blev genbehandlet på FAU-møde d. 7. december 2005, hvor følgende
blev vedtaget:
Socialdemokraterne stillede
følgende ændringsforslag:
"At det indarbejdes i budget 2007, at lønniveauet for
medarbejderne på lokalcentrenes svarer til andre kommuners."
Socialistisk Folkeparti stillede følgende forslag:
"at sagen,
inklusiv Socialdemokraternes ændringsforslag, sendes i høring i Socialrådgiver-foreningen
og HK".
Kommentarer til organisationernes
høringssvar
Socialforvaltningen har modtaget svar på høringerne fra Dansk
Socialrådgiverforening og HK Kommunal. Begge er vedlagt i bilag. De modtagne
svar gennemgås nedenfor med forvaltningens kommentarer.
1. Dansk Socialrådgiverforening (DS) mener, at lønniveauet i København "bør afspejle behovet for socialfagligt personale" og de foreslår at ansatte med to års erfaring, som minimum skal sikres en grundløn på trin 34.
Ad.1. Socialforvaltningen mener ikke, at der er dokumentation for at erfarent personale på socialrådgiverområdet i Københavns Kommune ikke aflønnes på linje med andre kommuner. Det er imidlertid heller ikke forvaltningens opfattelse, at lønindplacering alene skal afhænge af
erfaring. DS' ønske om en garantiløn efter 2 års erfaring svarende til minimum grundløn 34, er således et oplæg til videre drøftelser af lønniveauet i Københavns Kommune.
Forvaltningen har beregnet de økonomiske konsekvenser ved at alle socialrådgivere og socialformidlere med 2 års erfaring indplaceres på trin 34. Udgifterne for Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil årligt udgøre hhv. 6,7 mio. kr. og 3,3 mio. kr.
2. DS mener, at den lavere gennemsnitsalder blandt kommunes socialrådgivere kan forklares ved dårlig rekrutterings- og fastholdelsespolitik bl.a. pga. en lav løn. DS stiller sig desuden tvivlende overfor om forskellen i gennemsnitsløn mellem Københavns Kommune og omegnskommunerne primært kan forklares ved den lavere gennemsnitsalder. HK mener dog ikke som DS, at en grundlønsforbedring i den størrelsesorden vil ændre på mulighederne for fastholdelse og rekruttering.
Ad. 2. Som beskrevet i notatet til FAU d. 7. december 2005, er den lavere gennemsnitsalder for socialrådgivere i Københavns Kommune den vigtigste forklaring på at gennemsnitslønnen er lavere end flere kommuner på Sjælland. Tendensen er, at de største kommuner i Danmark har de yngste socialrådgivere. Sammenligninger med lønniveauet i Aalborg, Århus, Odense og Esbjerg viser, at gennemsnitslønningerne for socialrådgiverne er meget på linje.
Udover at gennemsnitsalderen udgør en væsentlig forklaring, har forvaltningen også påpeget, at opgørelsen af omegnskommunerne omfatter mellemledere, der i Københavns Kommune optræder under kategorien kontorpersonale. Inddrages kommunens mellemledere i opgørelsen mere end halveres forskellen i gennemsnitslønnen fra 4,4 % til 1,72 %.
I forhold til spørgsmålet om fastholdelse af medarbejdere har forvaltningen undersøgt afgangsfrekvensen blandt socialrådgiverne. I alle landets kommuner var afgangsfrekvensen i gennemsnit 23,5 % i perioden august 2004 til august 2005 ekskl. Københavns Kommune.
I samme periode i Københavns Kommune var afgangsfrekvensen på 24,2 %. Opdeles afgangene i aldersgruppen over/under 40 år viser der sig en stor forskel i afgangsfrekvensen. Personalet over 40 år har en frekvens på 18,4 %, mens den for personalet under 40 år er på 30 %. Da kommunens socialrådgivere generelt er relativt unge medfører det samlet set en stor afgangsfrekvens og det kan ikke umiddelbart påvises, at København ikke kan fastholde erfarent personale.
3. DS mener ikke, at en forskel på 5 års anciennitet alt overvejende forklarer forskellen i gennemsnitslønnen på ca. 1.000 kr. månedligt mellem socialrådgivere i Københavns Kommune og omegnskommunerne.
Ad. 3. Nedenstående tabel 2 viser en oversigt over fordelingen af socialrådgivere efter erfaring og hvordan gennemsnitslønnen påvirkes heraf.
Tabel 2. Socialrådgivernes
gennemsnitsløn efter erfaringsår
Erfaringsår |
%-fordeling af socialrådgivere efter erfaring |
Gennemsnitsløn i kr./mdl. |
0-1 |
15 % |
22.983 |
1-2 |
9 % |
23.552 |
2-3 |
12 % |
23.338 |
3-4 |
10 % |
23.697 |
4-5 |
7 % |
23.668 |
5-6 |
8 % |
24.286 |
6-7 |
6 % |
24.814 |
|
4 % |
24.464 |
8-9 |
3 % |
24.533 |
9-10 |
2 % |
24.902 |
over 10 år |
24 % |
25.338 |
I alt |
100 % |
24.116 |
Grundlag:
December 2005 i Københavns Kommune.
Obs.
De små fald i gennemsnitslønnen imellem enkelte erfaringsår skyldes
påvirkningen af, at enkelte medarbejdere oppebærer en hhv. høj løn trods kort
anciennitet eller en lav løn trods lang anciennitet. Dette ændrer ikke ved det
generelle billede, som viser at der med erfaringen sker en jævn lønudvikling.
Generelt har en meget stor andel af socialrådgiverne kortere erfaring, f.eks. har 53 % under fem års erfaring. Tabel 1. viser desuden en tydelig sammenhæng mellem erfaring og lønudvikling.
Udviklingen i gennemsnitslønnen for socialrådgivere med hhv. 0 og 5 års erfaring er på 1.304 kr. mdl. Gennemsnitslønnen, set med intervaller på 5 års erfaring, dvs. fra 0 til 5 års erfaring, fra 1 til 6 år, osv., stiger mellem 830-1.304 kr. mdl. Udviklingen i lønnen efter 5 års erfaring er gennemsnitligt på 1.136 kr. mdl. (Der er kun set på 5-års-intervaller til og med 10 års erfaring).
Samlet kan således konkluderes, at lønudviklingen i vid udstrækning hænger sammen erfaringen. Selvom der et par steder er et fald i gennemsnitslønnen mellem to erfaringsår er tendensen klar. Københavns Kommunes mange yngre socialrådgivere er således med til at trække gennemsnitslønnen ned.
4. Efter DS' opfattelse har Københavns Kommune vanskeligt ved at rekruttere socialrådgivere til ledige stillinger og ansætter i stedet AC'ere (DJØF'ere og magistre) til disse stillinger.
Ad. 4. Forvaltningen kan ikke finde dokumentation for at centrene generelt ansætter AC'ere i ledige socialrådgiverstillinger.
Datagrundlaget fra august 2005 viser, at der på de 15 lokalcentre i alt var 43,3 fuldtidsstillinger. Undtaget herfra er ansatte i centrenes teknisk/administrative teams, der ikke varetager sagsbehandlingsopgaver.
De 43,3 stillinger svarer til gennemsnitligt 2,9 stilling pr. center. I de fleste centre er der typisk ansat 1-3 AC'ere i de brugerrettede teams til at varetage juridiske og økonomiske opgaver. Flere centre har dog slet ingen, mens et par centre pga. særlige problemstillinger har ansat AC'ere i sagsbehandlerstillinger. Generelt er socialrådgiverstillingerne i de lokale centre således ikke besat med akademikere, men der er tegn på, at det er blevet sværere at rekruttere socialrådgivere.
5. Ifølge DS er gennemsnitslønnen i Københavns Kommune blandt de 6 laveste på Sjælland, hvis der renses for stedtillægssatser.
Ad. 5 Forvaltningen har via Det Kommunale Kartels hjemmeside hentet oplysninger om lønningerne for socialrådgivere i de sjællandske kommuner og sammenholdt dem med København og øvrige store kommuner. Kommunerne er samlet under de respektive amter, hvor de geografisk er beliggende. Opgørelsen ses i tabel 3.
Tabel 3. Gennemsnitsløn for socialrådgivere/socialformidlere
Kommuner tilhørende: |
Gns. antal socialrådgivere /socialformidlere pr.
kommune |
Spredning i antal socialrådgivere i kommunerne |
Gennemsnitsløn |
Frederiksborg amt |
25 |
8-100 |
26.453 |
Roskilde amt |
25 |
7-78 |
25.524 |
Storstrøms amt |
14 |
6-52 |
25.087 |
Vestsjællands amt |
16 |
6-45 |
25.071 |
Københavns amt |
43 |
7-94 |
25.059 |
Københavns Kommune |
364 |
- |
24.116 |
Århus Kommune |
635 |
- |
24.308 |
Aalborg Kommune |
391 |
- |
24.089 |
Odense Kommune |
390 |
- |
23.992 |
Note:
Bemærk, at der er en lille forskel i gennemsnitslønnen i København her i
forhold til tabel 1. For
at
kunne sammenligne med de øvrige kommuner er disse data fra november 2005, mens
tallene i tabel 1
er
fra august 2005.
Det fremgår at København med 24.116 kr. har den laveste gennemsnitsløn sammenlignet med de sjællandske kommuner inddelt i amtsligt tilhørsforhold. Inddrages de øvrige store kommuner fremgår det klart, at de er mere på linje med Københavns Kommunes lønniveau. Som tidligere nævnt skyldes det i vid udstrækning, at der eksisterer en sammenhæng mellem størrelsen på kommunen og gennemsnits-alderen/erfaringen.
Desuden er der, som tidligere nævnt, forskel på hvilke personalegrupper, der indgår i Københavns Kommune og de kommuner der sammenlignes med. Bl.a. indgår mellemledere i omegnskommunernes gruppe af socialrådgivere, mens de i København indgår i gruppen af kontorpersonale og altså ikke figurerer ovenfor. I dette tilfælde er det med til at trække gennemsnitslønnen ned i København.
6. Socialforvaltningen sammenlignede i det tidligere materiale Københavns Kommune med 4 omegnskommuner. DS ønsker en bredere sammenligning.
ad. 6. Socialforvaltningen sammenlignede i materialet gennemsnitslønnen for sagsbehandlere i Københavns Kommune med 4 omegnskommuner. Sagsbehandlere defineres her som socialrådgivere, socialformidlere og overassistenter. I nedenstående er sammenlignings-grundlaget udvidet med 5 andre sjællandske kommuner, således at der nu i alt indgår 9 kommuner.
Tabel 4. Gennemsnitsløn i København og andre kommuner
på Sjælland
Kommune |
Stillinger/ Gennemsnitsløn |
Socialrådgivere/ socialformidlere |
Over- assistenter |
Stillinger
i alt/ Gennemsnitsløn |
København |
Antal still. |
457 |
233 |
690 |
Ny gns. mdl. løn kr. |
24.045 |
24.546 |
24.214 |
|
Frederiksberg |
Antal still. |
100 |
24 |
124 |
Ny gns. mdl. løn kr. |
24.629 |
23.634 |
24.439 |
|
Hvidovre |
Antal still. |
79 |
- |
79 |
Ny gns. mdl. løn kr. |
24.376 |
- |
24.375 |
|
Rødovre |
Antal still. |
55 |
21 |
76 |
Ny gns. mdl. løn kr. |
24.985 |
23.554 |
24.588 |
|
Ballerup |
Antal still. |
95 |
- |
95 |
Ny gns. mdl. løn kr. |
25.758 |
- |
25.758 |
|
Gladsaxe |
Antal still. |
74 |
62 |
136 |
Ny gns. mdl. løn kr. |
25.543 |
23.801 |
24.748 |
|
Albertslund |
Antal still. |
37 |
14 |
51 |
Ny gns. mdl. løn kr. |
23.897 |
24.270 |
23.666 |
|
Lyngby-Taarbæk |
Antal still. |
35 |
7 |
42 |
Ny gns. mdl. løn kr. |
24.093 |
23.531 |
23.995 |
|
Roskilde |
Antal still. |
64 |
- |
64 |
Ny gns. mdl. løn kr. |
25.401 |
- |
25.401 |
|
Korsør |
Antal still. |
23 |
20 |
43 |
Ny gns. mdl. løn kr. |
24.005 |
23.135 |
23.599 |
I forhold til sammenligningen med de 4 omegnskommuner viser det udvidede grundlag et mere spraglet billede. Oprindeligt lå gennemsnitslønnen lavest i Københavns Kommune for socialrådgiverne, mens overassistenterne trak lidt op.
7. DS er utilfredse med at eventuelle lønforbedringer tidligst kommer i 2007 og påpeger, at flere møder med forvaltningen i løbet af 2005 omkring lønforholdene, er blevet aflyst.
Ad. 7 Forvaltningen har været nødt til at aflyse møder pga. langtidssygdom og da det blev klart, at videre forhandlinger krævede en tillægsbevilling har forvaltningen afventet den politiske behandling.
8. HK Kommunal peger på, at der har været nedskæringer i antallet af sagsbehandlere i de lokale centre. Op til 25 % af stillingerne er efter HKs opfattelse skåret væk gennem de seneste år med et dårligere arbejdsmiljø til følge pga. arbejdspres. Den udvikling har efter deres opfattelse gjort det sværere at fastholde og tiltrække de bedst kvalificerede medarbejdere.
Ad. 8 Lokalforvaltningen har som de fleste andre områder i Københavns Kommune været pålagt omstillingsbidrag gennem flere af de seneste år. Lokalforvaltningen har dog været friholdt for bidrag i 2002 og 2003. I perioden fra 2000 – 2005 er de 23 lokale centre pålagt omstillingsbidrag svarende til i alt 41 budgetterede stillinger, inklusiv både brugerrettede og administrative funktioner.
Lokalcentrene har i øvrigt vide muligheder for selv at disponere over, hvordan de udmeldte midler anvendes. Herunder anvendelsen af øvrig drift midler til løn og vice versa.
I modsætning til de senere års besparelser blev der i 2005 givet en engangsbevilling på 2,75 mio. kr. til sagsbehandlerne i de lokale centre. Fra 2006 og fremover bevilges 21 mio. kr. årligt til styrkelse af borgerservicen i de lokale centre hhv. 10 mio. kr. til Socialforvaltningen og 11 mio. kr. til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. I Socialforvaltningen er det hensigten, at midlerne i 2006 anvendes til kompetenceudvikling og fra 2007 dels til kompetenceudvikling og dels til ansættelse af ekstra personale. Det fokus på det sociale område, som HK efterspørger, er således allerede sat i gang med de ekstra bevillinger til sagsbehandlingen på centrene.
HK foreslår, at der ansættes flere elever med fokus på det sociale område. Antallet af elever i de lokale centre i København har ligget på mellem 9-14 i perioden fra 2001 til 2005.
Miljøvurdering
Det er vurderingen, at et lønløft – sammen med ovenstående tiltag – har indvirkninger på arbejdsmiljøet i de lokale centre. Den største effekt af et lønløft formodes at være en forbedring af rekrutterings- og fastholdelsesmulighederne. Det kan medvirke til at forbedre arbejdsmiljøet, hvis der anvendes mere tid til sagsbehandlingen og færre ressourcer går til oplæring.
Økonomi
Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen tilføres hhv. 1,6 og 0,9 mio. kr. i både 2006 og 2007 til lokale lønforhandlinger vedr. socialrådgivere, socialformidlere og overassistenter. De faglige organisationer ønsker at anvende disse midler til individuelle tillæg og ikke til generelle forbedringer.
Et generelt lønløft til socialrådgiverne forventes at medføre et pres fra øvrige sagsbehandlergrupper med krav om tilsvarende forbedringer. HK Kommunal er enige i denne vurdering.
Det betyder, at forvaltningerne skal tilføres en tillægsbevilling, hvis der skal være økonomisk råderum til lønforhandlinger om generelle forbedringer. Dansk Socialrådgiverforening foreslår en grundlønsforbedring til trin 34 for alle med 2 års erfaring. En sådan ordning vil skønsmæssigt medføre årlige udgifter på 6,7 mio. kr. i Socialforvaltningen og 3,3 mio. kr. i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen alene til socialrådgiverne.
Selvom forvaltningen mener, at der pga. den lavere gennemsnitsalder er
en naturlig forklaring på at lønniveauet i Københavns Kommune er lavere end i
omegnskommunerne, kan der være gode grunde til at hæve lønnen. Som nævnt
forventes det at kunne forbedre fastholdelses- og rekrutteringsmulighederne.
Socialforvaltningen har i forslagene til budget 2007 fremsat ønske om en udvidelse af lønrammen for sagsbehandlerne i de lokale centre på 6,2 mio. kr. Disse midler er tiltænkt lønforbedringer til alle de lokale centres sagsbehandlere, dvs. socialrådgivere, socialformidlere og overassistenter, og dermed matche gennemsnitslønnen i omegnskommunerne.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens budget 2007 er endnu ikke politisk behandlet, men det skønnes at koste 3 mio. kr. i lønforbedringer til sagsbehandlerne for at gennemsnitslønnen kommer på niveau med omegnskommunerne.
Godkendes en økonomisk tillægsbevilling vil forvaltningen snarest
påbegynde forhandlinger med de faglige organisationer. Det foreslås, at
forvaltningen i forhandling med organisationerne udarbejder de konkrete aftaler
indenfor den økonomiske ramme. En aftale vil først endelig kunne godkendes
efter vedtagelsen af budget 2007 i oktober måned.
Andre konsekvenser
En politisk vedtagelse om lønløft til sagsbehandlerne i de lokale centre vil naturligt medføre et kraftigt lønpres for alle personalegrupper og komplicere lønforhandlingerne i forvaltningen.
Høring
Den tidligere indstilling har været sendt i høring hos Dansk Socialrådgiverforening og HK Kommunal. De indkomne høringssvar er vedlagt som bilag og kommenteret i sagsbeskrivelsen ovenfor.
Bilag
A. Indstilling fremlagt på FAU-møde d. 7. december 2005
B.
Indstilling fremlagt på FAU-møde d. 7. december
C. Høringssvar fra Dansk Socialrådgiverforening
D. Høringssvar fra HK Kommunal
E. Brev fra Dansk Socialrådgiverforening
F. Brev fra HK Kommunal
Grethe Munk Morten
Binder