Mødedato: 11.01.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Medlemsforslag om integration af flygtninge i København

Indstilling

Det foreslås, at det pålægges Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, under inddragelse af andre relevante forvaltninger,

  1. At udarbejde forslag til politisk behandling til hvordan københavnerne kan medvirke til at løse integrationsopgaven af flygtninge i København. Det kan fx være i form af etablering af venskabsfamilier og koordination af dette.
  2. At udarbejde forslag til politisk behandling til hvordan civilsamfundsorganisationer kan medvirke til at løse integrationsopgaven af flygtninge i København. Det kan fx være i form af fritidstilbud.
  3. At udarbejde forslag til politisk behandling til hvordan erhvervslivet kan medvirke til at løse integrationsopgaven af flygtninge i København.

(Stillet af Socialdemokraterne)

Motivering

Der er mere end 85.000 mennesker med ikke-vestlig baggrund i København, hvilket betyder, at 15 procent af den københavnske befolkning er indvandrere fra ikke-vestlige lande. I resten af landets kommuner er det halvt så mange, nemlig under 8 procent. Derfor har det hidtil været og er stadig socialdemokraterne holdning, at København påtager sig sin del af integrationsopgaven af flygtninge.

Nu har regeringen imidlertid ændret kriterierne for fordeling af flygtninge og dermed pålagt os at tage imod 335 ekstra flygtninge med mindre kommunerne indgår en frivillig aftale. Det er naturligvis en opgave, vi tager alvorligt og vil løfte.

København Kommune skal naturligvis medvirke til, at de flygtninge, der kommer til København, bliver godt integreret. Den opgave løftes bedst, når alle parter bidrager, med det de hver især er bedst til. 
 
Mange københavnere har allerede givet udtryk for deres engagement ift. at byde flygtningene velkommen og ønsker at bidrage mere til deres integration. Derfor skal de i spil. Ligeledes har frivillige organisationer og dele af erhvervslivet givet udtryk for de gerne vil bidrage. Dette engagement skal mobiliseres, så det kan medvirke til en succesfuld integration af flygtningene.
 
Derfor foreslås det, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger udfærdiger forslag til, hvordan københavnerne, frivillige organisationer og erhvervslivet sammen med Københavns Kommune kan bidrage til at løfte integrationsopgaven.

Beslutning

Venstre fremsatte ændringsforslag om at tilføje følgende 4. at:

"At udarbejde forslag til politisk behandling til hvordan fagforeningerne kan medvirke til at løse integrationsopgaven af flygtninge i København."

Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.

For stemte: 7 (B, F, Ø, C, V, I)

Imod stemte: 3 (A)

Undlod: Ingen

Ændringsforslaget blev dermed vedtaget.

Indstillingen blev efterfølgende godkendt i sin helhed.

Til top