Mødedato: 10.12.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Udmøntning af midler til bekæmpelse af diskrimination i nattelivet

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelægges nu udmøntningsplanen for de frigjorte 244.000 kr. fra anti-diskriminationsmidlerne til bekæmpelse af diskrimination i nattelivet.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager forvaltningens udmøntning af de frigjorte 244.000 kr. fra anti-diskriminationsmidlerne til bekæmpelse af diskrimination i nattelivet til efterretning.

Problemstilling

På udvalgsmødet den 1. oktober 2012 besluttede udvalget at udmønte de 244.000 kr. fra antidiskriminationsmidlerne til handlingsrettede initiativer, der skal bekæmpe diskrimination i nattelivet mod enkelt individer og minoritetsgruppers diskrimination hinanden imellem samt fokus på pigernes rolle. Udvalget bad i den forbindelse forvaltningen om at udarbejde en indstilling til udvalgsmødet den 10. december 2012, hvor udvalget orienteres om, hvordan midlerne er blevet udmøntet, herunder en plan for evaluering af de iværksatte initiativer.

Løsning

Forvaltningen er på baggrund af udvalgets beslutning i gang med at implementere de handlingsrettede initiativer til bekæmpelse af diskrimination i nattelivet. Initiativerne består overordnet af en kommunikationskampagne i det københavnske natteliv samt en teaterforestillingsrække. 


Målsætningen er at styrke diskriminationsindsatsen i nattelivet gennem initiativer, der 1) retter sig mod unge i nattelivet, 2) sætter ind mod diskrimination mellem minoritetsgrupper i nattelivet, og 3) opfordrer til at registrere og anmelde al diskrimination i nattelivet. Herved forventes en stigning i antallet af registreringer og anmeldelser. På sigt forventes dermed at færre bliver udsat for diskrimination i nattelivet, og herved understøttes inklusionspolitikken målsætning om, at færre skal opleve diskrimination.

Målgruppen for initiativerne er unge mellem 18-24 år i nattelivet i indre by, der bliver diskrimineret, er i risiko for at blive diskrimineret, eller er vidne til diskrimination mod andre. Herunder retter initiativerne sig mod at bekæmpe diskrimination i nattelivet mod enkeltindivider og minoritetsgruppers diskrimination hinanden imellem samt etniske minoritetspigers mulighed for at deltage i nattelivet uden diskrimination.

 

Kampagnen vil køre i januar og februar 2013 og gennemføres i et samarbejde med Kommunikationsbureauet København og teatergruppen C:NTACT. Kampagnen bruger erfaringerne fra TaskForce Inklusions hidtidige indsats mod bekæmpelse af diskrimination i nattelivet, hvorunder HORESTA har identificeret en række principper for god opførsel og C:NTACT har afholdt en forestillingsrække på københavnske ungdomsuddannelser. De specifikke initiativer i kampagnen indbefatter: 
- Udarbejdelse af oplysningsmateriale rettet mod unge i nattelivet: På baggrund af input fra et netværk af primære aktører, bl.a. HORESTAs restauratørnetværk  og et ungepanel tilrettelægger kommunikationsbureauet kampagnens endelige råd og budskaber rettet mod unge i nattelivet og integrerer dem grafisk i fx flyers, plakater mm. Der indtænkes desuden sociale medieplatforme, hvorfra man kan opleve det udarbejdede oplysningsmateriale og herunder få råd om registrering og anmeldelse af diskrimination.
- Distribuering af oplysningsmateriale: Kommunikationsbureauet tilrettelægger en strategi for distribuering af oplysningsmaterialet. Planen for distribuering sker med input fra netværket af primære aktører, bl.a. HORESTAs restauratørnetværk og ungepanelet. Der annonceres bl.a. via de etablerede sociale medieplatforme. Materialet udsendes desuden til samtlige erhvervsskoler og gymnasier i København. Endelig vil en del distribuering af materialet finde sted fysisk i nattelivet.
- Afholdelse af forestillingsrække: C:NTACT afholder en forestillingsrække i det københavnske natteliv, der promoverer kampagnens budskaber. Kommunikationsbureauet involveres i planlægning og formidling. De udviklede sociale medier bruges desuden til annoncering.

De iværksatte initiativer evalueres i forlængelse af kampagnens udløb fra medio februar 2013. Kommunikationsbureauet er indkøbt til at foretage evalueringen. De er i gang med den endelige fastlæggelse af planen. Evalueringen vil indeholde kvalitative mål på, hvorvidt målgruppen har fået større viden om københavnernes forskellighed, oplever at indsatsen har bidraget til tolerance mellem københavnere, og føler sig mere knyttet til København. De specifikke succeskriterier indbefatter:
- Synlighedsmål: Kampagnen når ud til minimum 25.000 personer via sociale medier 
- Kendskabsmål: Alle københavnske erhvervsskoler og gymnasier modtager oplysningsmaterialet 
- Registreringsmål: Der sker en stigning i registreringer og anmeldelser af diskrimination i nattelivet i forhold til samme måneder sidste år.

 

På baggrund af evalueringen af de iværksatte initiativer, samt erfaringerne fra TaskForce Inklusions hidtidige indsats mod bekæmpelse af diskrimination i nattelivet, tilrettelægges forvaltningens indsats i 2013 med et fortsat fokus på bekæmpelse af diskrimination i nattelivet. Den fremadrettede indsats vil videreføre kommunikationskampagnens budskaber og sparringsnetværk i et tæt samarbejde med Københavns Politi, HORESTAs restauratørnetværk, 'Sig fra nu' under Institut for Menneskerettigheder og 'Tryg den af' under Sikker By.

 

Økonomi

De frigjorte 244.000 kr. er disponeret til handlingsrettede initiativer til bekæmpelse af diskrimination i nattelivet.

 

200.000 kr. er disponeret til kommunikationsbureauet, følgende aktiviteter er indeholdt i budgettet:

·         Etablering af et sparringsnetværk med de primære aktører på området

·         Udvikling af sociale medieplatforme, herunder en smartphone løsning

·         Udarbejdelse af et oplysningsmateriale, herunder plakat og flyer

·         Distribuering af oplysningsmaterialet til de københavnske erhvervsskoler og gymnasier samt omdelt fysisk i nattelivet, herunder happenings der koordineres med HORESTAs medlemmer.

 

44.000 kr. er disponeret til C:NTACT, følgende aktiviteter er indeholdt i budgettet:

·         Etablering af et ungepanel til sparring og kvalitetssikring af oplysningsmaterialet

·         5 interaktive teaterforestillinger i det københavnske natteliv

Videre proces

De handlingsrettede initiativer til bekæmpelse af diskrimination i nattelivet er igangsat som beskrevet.


Morten Binder                                    Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top