Mødedato: 10.08.2020, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Revisionsberetningen for 2019 på det sociale og beskæftigelsesrettede område

Se alle bilag

Resumé

Sagen omhandler revisionsberetningen for det sociale- og beskæftigelsesrettede område, hvor der bl.a. gennemgås ca. 100 personsager med henblik på at sikre at forvaltningen lever op til lovgivningen på området.

Revisionen tager ikke forbehold for refusionshjemtagelsen på det beskæftigelsesrettede område.

Økonomiforvaltningen har efter normal procedure bedt om handleplaner i forhold til revisionsbemærkningerne, idet revisionsberetningen er et anliggende for Økonomiudvalget. Handleplanerne skal godkendes af fagudvalgene. Udvalget har med denne indstilling mulighed for at vurdere om den skitserede handleplan forventes at rette fejlene og sikre at de ikke sker fremadrettet.

På det beskæftigelsesrettede område afgives i 2019 ingen revisionsbemærkninger vedr. gennemgang af personsager. De 2 revisionsbemærkninger fra 2018 vedr. Min Plan og ledighedsydelse lukkes, idet kvaliteten af sagsbehandlingen nu er tilfredsstillende.

På det beskæftigelsesrettede område videreføres én revisionsbemærkning vedr. status- og systemafstemninger. Koncernservice (KS) udfører disse opgaver for BIF og som beskrevet i handleplanen   nedsættes der nu en fælles arbejdsgruppe, der skal håndtere disse opgaver, så bemærkningen kan udgå næste år.

Ekstern revisor deltager på udvalgsmødet under punktets behandling og fremlægger revisionsberetningen, ligesom det er muligt for udvalget at stille revisionen uddybende spørgsmål.

Udover dette punkt om den sociale- beskæftigelsesrettede beretning for 2019 behandles i et separat punkt på dagsordenen revisionsberetningen vedr. årsregnskab 2019 for hele Københavns Kommune.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender handleplanen jf. bilag 3.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen indkalder efter normal procedure forvaltningens handleplaner i forhold til de revisionsbemærkninger, der omhandler Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Økonomiforvaltningen har anmodet forvaltningen om en handleplan i forhold til status- og systemafstemninger på det beskæftigelsesrettede område.

Som bilag 3 er vedlagt forvaltningens udkast til handleplan. Eftersom deadline til Økonomiforvaltningen var den 27. juli er udkast til handleplanerne oversendt til ØKF med forbehold for udvalgets godkendelse. 

Løsning

Når revisionen konstaterer, hvad de ud fra en revisionsmæssig betragtning vurderer som væsentlige fejl eller mangler afgiver revisionen en revisionsbemærkning herom. Økonomiforvaltningen beder derefter udvalgene om handleplaner for, hvordan der kan rettes op de konstaterede mangler, herunder hvordan fejlene udgås fremadrettet. De fejl og mangler revisionen har vurderet som væsentlige i 2019 fremgår af revisionsberetningen. Udvalget har med denne indstilling mulighed for at vurdere om de skitserede handleplaner forventes at rette fejlene og sikre at de ikke sker fremadrettet.

Deloittes overordnede konklusion på gennemgangen af sager på beskæftigelsesområdet er, at området - med undtagelse af området med den ene revisionsbemærkning – generelt administreres i overensstemmelse med gældende regler således, at kommunen i al væsentlighed er berettiget til de beløb, der fremgår af de årlige refusions- og tilskudsopgørelser.

Med revisionen for 2019 lukkes 2 revisionsbemærkninger fra 2018. Det drejer som om revisionsbemærkningerne vedr. Min Plan og ledighedsydelse. Her er kvaliteten af sagsbehandlingen nu så tilfredsstillende at bemærkningen kan lukkes. I revisionsberetningen for 2019 har forvaltningen således ingen revisionsbemærkninger vedr. revision af personsager. Dette er ekstraordinært, idet kun i et år (2013) har BIF tidligere ikke haft revisionsbemærkninger i forhold til revision af personsager.

I revisionsberetningen videreføres i 2019 revisionsbemærkningen vedr. system- og statusafstemning. 

Revisionsbemærkning nr. 15: System- og statusafstemninger

Deloitte vurderer i lighed med 2018, at der ikke har været tilrettelagt betryggende procedurer for afstemning.

Revisionen bemærker endvidere, at der er konstateret enkelte differencer, hvor der mangler sagsbehandling, og der udestår fortsat en endelig afstemning af kommunens afregning af A-skat og ATP, som på tidspunktet for revisionen kun delvist var afstemt.

Revisor henstiller, at de konstaterede differencer vedr. redegørelsen til Skattestyrelsen undersøges og berigtiges ligesom de konstaterede differencer i afstemning af balancekontiene undersøges og berigtiges.

Handleplan 

BIF foretager en årlig afstemning, der skal sikre overensstemmelse mellem indkomst-, skatte- og ATP-opløsninger i henholdsvis fagsystemerne (KMD Aktiv og KMD Dagpenge) og e-indkomst. Afstemningen for 2019 er foretaget, og berigtigelse af sager med differencer forventes afsluttet ultimo august 2020.

Afstemningen af mellemregningskonti i Kvantum vedr. afregning af SKAT og ATP i relation til udbetalinger via KMD Aktiv og KMD Dagpenge giver fortsat udfordringer pga. manglende mulighed for specifikation af opkrævninger på cpr.nr. niveau. Det er KS, der varetager afstemningen og KS har nu tilknyttet flere og nye ressourcer til området. Der er udarbejdet en handleplan i samråd med BIF, der bl.a. indebærer erfaringsudveksling med andre kommuner samt kontakt til SKAT, Udbetaling Danmark og KMD, med henblik på at kunne imødekomme revisions krav om berigtigelse på cpr.nr. niveau i løbet af efteråret 2020

Økonomi

Deloitte har i deres sagsgennemgang fundet 2 fejl med refusionsmæssig betydning. Disse sager er gennemgået på ny, hvilket har resulteret i en merudgift på i alt 233.746 kr. Berigtigelsen skal ses i sammenhæng med at forvaltningen modtog ca. 1,7 mia. kr. i refusion og tilskud fra Beskæftigelsesministeriet i 2019. 

Videre proces

Revisionsberetningen er udsendt pr mail ØU i uge 25 og indstilling med handleplaner fra alle forvaltningen forelægges ØU den 25. august 2020.

 

Tanja Franck/Jeppe Bøgh Andersen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning. 

Til top