Mødedato: 10.06.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Opdateret handleplan samt statusredegørelse for inklusionspolitikken

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender udvalgets opdaterede handleplan for 2011-2014 og redegørelsen for inklusionsindsatsen under udvalgets fagområde 2013

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har, ligesom i de foregående år, anmodet hvert af de øvrige fagudvalg om, at sende en statusredegørelse for inklusionsindsatsen på udvalgets område, med udgangspunkt i udvalgets handleplan. Samtidig har udvalgene mulighed for at opdatere deres handleplan i lyset af aktuelle udfordringer og målsætninger.

Statusredegørelserne udgør udvalgenes input til den årlige statusrapport for kommunens inklusionsindsats, som forelægges Borgerrepræsentationen. Der arbejdes i år ud fra en fast skabelon, da der i år sigtes imod, at hvert udvalgs redegørelse indgår uredigeret som bilag i den trykte statusrapport.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal, ligesom de øvrige fagudvalg, udarbejde en handleplan og en årlig redegørelse for inklusionsindsatsen, inden for udvalgets fagområde.

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen anbefaler, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets inklusionshandleplan for perioden 2011-2014 bliver opdateret, så den tager hensyn til de aktuelle udfordringer og målsætninger, som knytter sig til inklusionspolitikken. Handleplanen forsøger hermed at imødekomme de aktuelle centrale udfordringer for inklusionsindsatsen i København.

Analyser af inklusionsindikatoren viser, at særligt faktorer som manglende beskæftigelse, oplevelsen af at være blevet diskrimineret og lavt uddannelsesniveau hænger sammen med forskellen i inklusionsfølelsen.

I den henseende fokuserer handleplanerne fortsat på 3 overordnede mål:
  • Overledigheden blandt etniske minoriteter skal reduceres
  • Stigning i andelen af etniske minoriteter, der føler sig inkluderet
  • Fald i andelen af etniske minoriteter, der oplever diskrimination

Økonomi

Der er ingen direkte økonomiske konsekvenser forbundet med denne indstilling.

Videre proces

Under forudsætning af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets godkendelse vil Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen offentliggøre handleplanen på Integrationsbarometrets hjemmeside sammen med de øvrige udvalgs handleplaner .

Statusredegørelsen anvendes som udvalgets bidrag til brug for udarbejdelse af den samlede status for inklusionspolitikken 2013. Udvalget får forelagt den samlede statusrapport på mødet den 19. august 2013. Herefter oversendes rapporten til Borgerrepræsentationen.
BILAG
  1. BIU's opdaterede handleplan for inklusionspoltikken 2011-14
  2. BIU's statusredegørelse 2013 for inklusionspoltikken

Morten Binder     / Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen:
For stemte: 7 (A, F, B, Ø)
Imod stemte: 3 (V, O, K)
Undlod: Ingen

Indstillingen blev godkendt.
 
Der var følgende protokolbemærkning fra Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti:
Målsætningen om at gøre København til den "mest inkluderende storby i Europa" virker som et meget ideologisk projekt, og det kan føre til selvforstærkning af integrationsproblemerne, at lægge så meget vægt på oplevet diskrimination.
Til top