Mødedato: 10.06.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Høringssvar vedr. udkast til Restaurationsplan for København

Indstilling og beslutning

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 4. april 2013 at sende Bevillingsnævnets udkast til restaurationsplan i høring i Økonomiudvalget, i de stående udvalg samt i lokaludvalgene. Høringsfristen er den 11. juni 2013.

Kultur- og Fritidsudvalget vil herefter drøfte de indkomne høringssvar og et revideret udkast til restaurationsplan vil blive forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse.

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen anbefaler, at BIU sender følgende som høringssvar:

”Beskæftigelses og Integrationsudvalget har den 10. juni 2013 behandlet høringen fra Kultur- og Fritidsudvalget vedr. udkast til restaurationsplan. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har følgende bemærkninger til forslaget.

1. Beskæftigelses og Integrationsudvalget noterer sig med tilfredshed, at diskrimination nu som noget nyt, nævnes som et af flere parametre, som Bevillingsnævnet navnlig skal lægge vægt på i forbindelse med en alkoholbevilling.

2. Udvalget mener dog, at diskrimination er så alvorlig en faktor, at det bør være en skærpende omstændighed, at en restauratør dømmes for diskrimination. En dom for diskrimination bør som udgangspunkt betyde, at bevillingen fratages.

Vi ved fra resultaterne af vores årlige inklusionssurvey, at det har en afgørende negativ effekt på københavnernes oplevelser af at høre til i København, hvis de oplever diskrimination. Derfor er det af stor betydning, at diskrimination bekæmpes aktivt i hele byen.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget igangsatte i januar 2013 Stemplet - en kampagne om diskrimination i nattelivet. Formålet med kampagnen var at skabe opmærksomhed omkring problemstillingen, samt øge registreringerne af diskrimination i nattelivet. Kampagnen kørte i 4 uger, der var i alt 53 registreringer af diskrimination i nattelivet på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside sigfranu.dk/stemplet i perioden. Der var til sammenligning, i samme periode sidste år, ingen registreringer af diskrimination i nattelivet. Resultaterne af kampagnen illustrerer dermed tydeligt, at diskrimination i nattelivet er et alvorligt problem, når så mange københavnere på så relativ kort en periode oplever forskelsbehandling på baggrund af deres: Køn, kønsidentitet, alder, hudfarve, race, tro, religion, politisk anskuelse, social status, seksualitet, handicap, nationalitet eller etnisk oprindelse. Kampagnen fortsætter med en række indsatser i resten af 2013.

3. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget anmoder ligeledes Kultur- og Fritidsudvalget om at sikre, at aktører, der modtager kommunal støtte, som f.eks. spillesteder, bør som udgangspunkt miste støtten, hvis de dømmes for diskrimination.

4. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget anbefaler, at bevillingsnævnet arbejder tæt sammen med kampagnen Tryg den af, under Sikker By og at denne kampagne får et øget fokus på at bekæmpe diskrimination i nattelivet. Herunder med en udbygning af den eksisterende certificeringsordning, således at den også omfatter, at restauratørerne forpligter sig på aktivt at bekæmpe diskrimination på deres restauration.

Det er udvalgets holdning, at diskrimination i nattelivet, såvel som i samfundet i det hele taget, er uforeneligt med visionerne for København - nemlig at København skal være en mangfoldig og inkluderende storby, med en naturlig accept af forskellighed.”

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Beskæftigelses og Integrationsudvalget godkender ovenstående høringssvar oversendes det til Kultur- og Fritidsudvalget.  

Morten Binder    /Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Der blev begæret afstemning om indstillingen:
For stemte: 7 (A, F, B, Ø)
Imod stemte: 3 (V, O, K)
Undlod: Ingen

Indstillingen blev godkendt.

Der var følgende protokolbemærkning fra Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti:
Hvor meget vi end er imod diskrimination er der nødt til at være proportionalitet mellem forbrydelse og straf. At blive frataget sin bevilling er en meget hård straf, og kan derfor ikke tildeles for mindre episoder ad diskrimination.
Høringssvaret mangler herudover vigtige områder, som eksempelvis fokus på beskæftigelsesområdet. Restaurationsbranchen er et område, der giver mange jobåbninger. Derfor er det vigtigt at sikre et varieret restaurationsliv, der kan tiltrække turister m.v.
Til top