2005 opfølgning - revalidering og særlig beskæftigelsesfremmende indsats
2005 opfølgning - revalidering og særlig beskæftigelsesfremmende indsats
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde fredag den 10. marts 2006
8. 2005 opfølgning - revalidering og særlig beskæftigelsesfremmende indsats
BIU 41/2006
INDSTILLING
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager "2005 opfølgning – revalidering og særlig beskæftigelsesfremmende indsats" til efterretning.
RESUME
I oktober 2004 indgik Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen rammeaftaler med 12 private leverandører af for- og revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats samt dele af beskyttet beskæftigelse. Rammeaftalerne trådte i kraft 1. januar 2005.
De 12 leverandører er Beskæftigelseskonsortiet Settlementerne, Blindes Arbejde, Contra, Dag- og Døgncentret, Fountain House, Hans Knudsens Instituttet, Kofoeds Skole, Konsortiet af Daghøjskoler, København Kommunes Kontrolbud, Plan og Handling, Revacentret i København og Væksthuset.
Redegørelsen indledes med en kort målgruppeanalyse. Derefter følger en gennemgang af udviklingen i de anvendte redskaber (tilbudstyper), herefter en såkaldt produktionsstatistik, antallet af borgere i tilbud, de mest anvendte ophørs- og afslutningsårsager og endelig en mindre effekt-statistik.
Det beskrives blandt andet hvordan lokalcentrenes efterspørgsel efter forskellige typer af tilbud har ændret sig i løbet af 2005, hvor mange aftaler der er købt hos de private leverandører, hvordan både længden af borgernes forløb og længden af en købsaftale er blevet mindre, at aktivitetsniveauet steg i maj/juni som følge af iværksættelsen af Handleplanen. Af de forløb der sluttede i 2005, kom 35 pct. af borgerne umiddelbart efter ud af kontanthjælp.
SAGSBESKRIVELSE
I oktober 2004 indgik Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen rammeaftaler med 12 private leverandører af for- og revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats samt dele af beskyttet beskæftigelse.
Baggrunden var en lovændring i 2003 (Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats), der pålægger kommuner og amter, at såfremt der samarbejdes med private aktører, skal det foregå via udbudsforretning.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 8. oktober 2003, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skulle udarbejde et forslag til rammeudbud for forrevalidering, revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats og (dele af) beskyttet beskæftigelse med virkning fra 1. januar 2005, til behandling og beslutning i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget. Den 3. december 2003 tiltrådte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at udbuddet skulle gennemføres som udbud med forhandling (dvs. at udbudsrunden fandt sted i to omgange. Først en prækvalifikationsrunde og dernæst en forhandlingsrunde med de prækvalificerede ansøgere). Den 8. oktober 2004 indgik Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget rammeaftaler med 12 private leverandører.
Leverandører er
Beskæftigelseskonsortiet Settlementerne, Blindes Arbejde, Contra, Dag- og
Døgncentret, Fountain House, Hans Knudsens Instituttet, Kofoeds Skole,
Konsortiet af Daghøjskoler, København Kommunes Kontrolbud, Plan og Handling,
Revacentret i København og Væksthuset.
Dette er den første
status og dækker hele 2005. Fremover udarbejdes den hvert kvartal.
Den indledes med en kort beskrivelse af målgruppen. Borgerne har andre problemer end ledighed, så som psykiske problemer, misbrugsproblemer mm. De tilhører såkaldt matchkategori 4 og 5.
Der er tale om en gruppe af borgere, hvor halvdelen har være ledige i mere end 3 år ud af de sidste fire år. Deres uddannelsesbaggrund er meget ringe, og borgerne er overvejende på kontanthjælp. Over halvdelen af borgerne er mellem 30 og 49 år.
Leverandørerne tilbyder redskaber efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats (kap. 10 (§32, stk 1 og 2) samt kap. 11, 12 og 14) samt Lov om Social Service (§87).
· Redskaberne (tilbudstyperne) er:
· individuelle afklarende samtaler
· individuel vejledning
· undervisningsforløb af kort varighed
· afklarende træningsforløb
· tests
· tolk
· særligt tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb
· mentor i forhold til virksomheder
· mentor i forhold til uddannelse
· formidling af løntilskud
· formidling af praktik
· afklaring og vejledning i forbindelse med praktik
· prøvning via praktik på virksomhed (arbejdsprøvning)
· (dele af) beskyttet beskæftigelse.
Det fremgår af redegørelsen, at individuelle afklarende samtaler er blevet et forholdsvist mere anvendt redskab. Der er således sket en ændringen i efterspørgslen efter redskaberne, som er et udtryk for, at lokalcentrene ikke længere køber samlede forløb bestående af flere redskaber på en gang, men nu vælger at sende borgerne til afklaring, og først derefter køber længerevarende forløb. Denne ændring i efterspørgslen efter tilbud til borgerne, er en direkte konsekvens af at redskaberne har været i udbud, og har bevirket, at forløbene til borgerne blevet mere individuelt tilrettelagte og målrettet den enkelte borger. Det er således lykkedes at opnå en større variation i forhold til sammensætningen af redskaber omkring borgeren, og dermed en mindre stigmatisering af borgeren.
Der er en tendens til, at lokalcentre som køber redskaber der ikke anvendes så ofte, eksempelvis undervisningsforløb og kortere afklaringsforløb, også er de eneste centre der anvender redskaberne. Dette er et udtryk for, at der finder en vis vidensdeling sted indenfor det enkelte center, men ikke på tværs af centrene.
Den såkaldte produktionsstatistik omhandler udviklingen i antallet af indgåede købsaftaler (enkeltkøbsaftaler), forløbsvarigheden samt varigheden af en købsaftale. Købsaftalerne indgås mellem lokalcentrene og leverandørerne.
Begyndelsen af 2005 var præget af opstartsvanskeligheder. Derfor iværksatte Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens Direktion "Handleplan for genoprettelse af aktivitetsniveauet for køb af tilbud til ledige borgere" den 31. marts 2005. Dette bevirkede et øget aktivitetsniveauet resten af året. Således var aktiviteten væsentlig højere i 2. halvår end 1. halvår, hvorfor udviklingen har været positiv hen over året. I alt blev der lavet 7.394 købsaftaler i 2005.
Forløbsvarigheden var i januar 165 dage. Til sammenligning var den gennemsnitlige forløbsvarighed for hele 2005 114 dage. Den gennemsnitlige varighed af en købsaftale var i januar på 112 dage, og til sammenligning varede den gennemsnitlige købsaftale for hele 2005 74 dage. Samlet set konkluderes det, at den gennemsnitlige varighed af borgernes samlede forløb og den gennemsnitlige varighed af købsaftalerne er faldet i perioden. Dette er en konsekvens af den øgede brug af korterevarende forløb.
Til en borger kan der være tilknyttet en eller flere købsaftaler til en borger, hvorfor antallet af borgere i tilbud ikke er det samme som antallet af købsaftaler. I 2005 var der gennemsnitlig 1.660 borgere (forskellige cpr-numre) i tilbud hver måned. I alt var der 5.656 borgere i tilbud i 2005.
Effektmålet "umiddelbart ude af kontanthjælp" giver i 2005 en gennemsnitlig effekt på 35 pct. Det betyder, at af de forløb der sluttede i 2005, kom 35 pct. af borgerne umiddelbart efter ud af kontanthjælp (gælder kun for borgere på kontanthjælp og dermed ikke for borgere på revalideringsydelse eller sygedagpenge). Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at anvende mere langsigtede effektmål. Dette skyldes ikke kun effektmålenes tidshorisont, men også målgruppens sammensætning af meget svage borgere.
Kontoret for Arbejdsmarkedsbetjening er meget opmærksom på udviklingen på området, herunder følges aktivitetsniveauet nøje, og der afholdes jævnlige møder med leverandørerne.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Ingen
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen
BILAG
2005 opfølgning – revalidering og særlig beskæftigelsesfremmende indsats
LUKKET BILAG - FORTROLIGT – Økonomisk redegørelse ift. 2005 opfølgning – revalidering og særlig beskæftigelsesfremmende indsats
Præsentation af leverandørerne ("Leverandøravisen")
Morten Binder
/ Torben Brøgger