Mødedato: 10.01.2008, kl. 14:15

Nye udbydere af danskuddannelse til voksne udlændinge

Se alle bilag

Nye udbydere af danskuddannelse til voksne udlændinge

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 10. januar 2008

 

 

3.      Nye udbydere af danskuddannelse til voksne udlændinge                   BIU 3/2008

En række udbydere af danskundervisning har rettet henvendelse til henholdsvis Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget med henblik på at blive godkendt som danskuddannelsesudbyder, dvs. få en driftsaftale med forvaltningen.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1.                  at Beskæftigelses – og Integrationsudvalget godkender, at der ikke på nuværende tidspunkt indgås driftsaftale med yderligere udbydere af danskuddannelse

2.                  at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at forvaltningen bemyndiges til at afvise de foreliggende henvendelser om driftsaftale

 

 

 

Problemstilling

En række forskellige udbydere af danskundervisning har rettet henvendelse til henholdsvis forvaltningen og udvalget med hen blik på at blive godkendt som danskuddannelsesudbydere, dvs. få en driftsaftale med Københavns Kommune. Nogle af henvendelserne er direkte i form af en ansøgning til udvalget, andre er mere løse forespørgsler til borgmester eller administrerende direktør om mulighederne herfor.

 

Løsning

De foreliggende henvendelser til henholdsvis udvalget og forvaltningen kan deles i to. Vedrørende indholdet af henvendelserne henvises til bilag 1-7, som vil være fremlagt i mødelokalet samt være tilgængelig på internettet.

Følgende henvendelser er formelle ansøgninger om driftsaftale stillet til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget:

1. Danskbureauet. 

2. Sprogcenter DIS. 

3. Den Danske Skole.

Følgende har mere uformelt rettet henvendelse til borgmesteren eller den administrerende direktør for at gøre opmærksom på deres mulighed for at tilbyde danskundervisning.

 

4. Center for Sprog og Kompetence v/Greve Sprogcenter

5. Ultra Education AB

6. Dansk Flygtningehjælp

7. Kofoeds Skole

 

Forvaltningens opgørelse over aktiviteten på danskuddannelsesområdet viser overordnet set et fald i det samlede antal kursister og dette fald forventes at fortsætte.

 

Nedenstående viser udviklingen i det samlede antal udbudte moduler for de københavnske udbydere på årsbasis.

 

2005

2006

2007

2008

11.602

11.897

9.949

8.235

 

Der forventes således et fald i det samlede antal udbudte moduler fra 2007 til 2008 på 17 pct.

 

I 2007 har der været to konkurser hos de københavnske udbydere bl.a. som følge af faldet i kursister. Disse konkurser har medført en række uhensigtsmæssige konsekvenser for henholdsvis de københavnske kursister i form af usikkerhed og overflytning til andre udbydere, men også i forhold til kommunens økonomi.

Samtidig er det forvaltningens vurdering, at de eksisterende københavnske udbydere giver et tilstrækkeligt bredspektret tilbud, der dækker kursisternes behov for faglighed og kvalitet i undervisningen.

På den baggrund er det forvaltningens vurdering, at der for nærværende ikke er behov for flere udbydere af danskuddannelse til voksne udlændinge i Københavns Kommune, og derfor anbefaler forvaltningen, at der ikke indgås driftsaftaler med yderligere udbydere af danskuddannelse.

 

Øvrige bemærkninger

Danskuddannelsesloven stiller en række betingelser for hvem der kan udbyde danskuddannelse, jfr. § 10 stk. 1 og danskuddannelsesbekendtgørelsen § 12 stk. 1.

Danskuddannelse kan udbydes af:

 

1) kommunale og priv ate sprogcentre

 

2)erhvervsskoler, andre uddannelsesinstitutioner, der gennemfører arbejdsmarkedsuddannelser, ungdomsskoler, voksenuddannelsescentre, social- og sundhedsskoler, folkehøjskoler, husholdningsskoler, håndarbejdsskoler, landbrugsskoler, daghøjskoler, og andre offentlige uddannelsesinstitutioner eller uddannelsesinstitutioner godkendt af det offentlige

 

3) andre private udbydere, når uddannelses tilbydes udlændinge som led i aktivering eller beskæftigelse på en privat eller offentlig virksomhed.

 

Herudover har det tidligere Uddannelses- og Ungdomsudvalg tidligere godkendt, at kredsen af udbydere kun udvides, hvis det forventes, at kvaliteten af danskundervisningstilbuddet til københavnere fastholdes, samt fastsat en række mindstekrav til eventuelle nye udbydere (UUU 193/2003).

 

Økonomi

Ingen konsekvenser

 

Videre proces

Under forudsætning af udvalgets godkendelse af, at der på nuværende tidspunkt ikke indgås driftsaftale med yderligere udbydere af danskundervisning, vil forvaltningen besvare de foreliggende henvendelser i overensstemmelse hermed.

 

Bilag

1.      Ansøgning af 29. september 2007 fra Danskbureauet

2.      Ansøgning fra Sprogcenter DIS

3.      Ansøgning af 14. november 2007 fra Den Danske Skole

4.      Mail af 30. september 2007 fra Center for Sprog og Kompetencer v/Greve Sprogcenter

5.      Mail af 9. oktober 2007 fra Ultra Education AB

6.      Mail af 5. oktober 2007 fra Dansk Flygtningehjælp

7.      Henvendelse af 27. august 2007 fra Kofoeds Skole

 

 

 

 

 

         Morten Binder                                /Kaj Ove Christiansen



 

Til top