Mødedato: 09.12.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Temadrøftelse om forebyggelse af ekstremisme og radikalisering og VINK handleplan 2020-21

Se alle bilag

 

Resumé

 
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal på baggrund af en introduktion til udfordringerne med ekstremisme i Danmark drøfte input til VINK’s kommende handleplan om forebyggelse af ekstremisme og radikalisering.

Indstilling


 Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på baggrund af oplæg ved PET og udkast til disposition for VINK handleplan 2020-21 drøfter input til VINK handleplan om forebyggelse af ekstremisme og radikalisering 2020-21

Problemstilling

VINK’s handleplan lægger rammen for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens forebyggelsesindsats mod ekstremisme. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte i november 2017 en handleplan for helhedsorienteret forebyggelse af ekstremisme og radikalisering i VINK 2018-2019. Handleplanen er en delplan for Københavns Kommunes samlede strategi og handleplan for kommunens indsatser til forebyggelse af radikalisering. Både den tværgående strategi og VINK’s handleplan udløber med udgangen af 2019.

Borgerrepræsentationen har den 31. oktober 2019 godkendt, at ekstremisme skrives ind som et principområde i Sikker By-strategien 2018-21 fremfor, at der udarbejdes en ny selvstændig tværgående strategi for ekstremismeområdet. Principområdet udgør dermed den strategiske ramme for Københavns forebyggelsesindsatser, herunder også for den fremadrettede handleplan for VINK’s indsats til forebyggelse af ekstremisme og radikalisering 2020-21.

Der er gennem de sidste fire år etableret et solidt tværgående samarbejde om forebyggelse af radikalisering i Københavns Kommune. Herunder er samarbejdet i Infohus København om konkrete bekymringssager etableret og i drift. VINK varetager rollen som kommunal tovholder i Infohuset og deltager i arbejdsgruppen, der behandler bekymringssager. VINK arbejder derudover med opmærksomhedsindsats for medarbejder og fagpersoner med borgerkontakt i Københavns Kommune og med implementering af forebyggende indsatser rettet mod børn, unge, familier og foreninger med henblik på øget demokratisk forståelse og tilknytning til samfundet.

I København har der gennem de senere år været flest sager med bekymring om borgeres mulige tilknytning til ekstreme islamistiske miljøer, men København har også set markeringer og uro fra personer og grupperinger, der bevæger sig i højre- og venstreekstremistiske miljøer. Samtidig har der i flere tilfælde været ekstremisme blandt borgere med svære psykiske lidelser, ligesom der er set tilfælde af ekstremisme blandt socioøkonomisk ressourcestærke borgere.

Løsning

På Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets indeværende møde den 9. december 2019 afholdes en temadrøftelse, hvor Beskæftigelses- og Integrationsudvalget introduceres til udfordringerne med ekstremisme og radikalisering i en dansk kontekst og drøfter udfordringer og indsatser med særligt fokus på den københavnske kontekst. Formålet med temadrøftelsen er, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kommer med input til den kommende VINK handleplan 2020-21. Handleplanen forelægges efterfølgende udvalget til godkendelse i januar 2020.

PET vil på temadrøftelsen give et indblik i det aktuelle trusselsbillede i Danmark, tendenser i København samt et perspektiv på kommunernes rolle i forebyggelsen. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil herefter rammesætte relevante udfordringer på området i forhold til den nye VINK handleplan som afsæt for en drøftelse i udvalget. Udkast til disposition for VINK handleplan 2020-21 er desuden vedlagt som afsæt for drøftelsen (bilag 1).

Borgerrepræsentationen har med principområdet ”Fokus på ekstremisme” i Sikker By strategien besluttet, at Københavns Kommunes indsats til forebyggelse af ekstremisme skal fokusere på indsatser på tre områder de kommende år. Der skal arbejdes med:

  • Særlig indsats mod radikalisering i skoler og civilsamfund med henblik på øget forståelse af demokratiske værdier og øget opmærksomhed blandt unge og forældre om online propaganda og manipulation

  • Vidensformidling og rådgivning af fagpersoner og medarbejdere, så de er klædt på til at handle, hvis de møder bekymrende adfærd hos en borger

  • Indsatser for borgere, der udgør en risiko i forhold til at begå kriminelle handlinger med ekstremistisk motiv

Økonomi

Der er samlet afsat følgende midler til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsats til forebyggelse af ekstremisme i handleplanens periode:

Mio. kr.

2020

2021

Fra Budget 2019

2,4

2,4

Fra Budget 2020

2,2

2,2

I alt

4,6

4,6

Ud af de samlede midler til forvaltningens indsats er der årligt øremærket:

Mio. kr.

 

Årsværk i VINK

3

Årsværk i Jobcenter København

0,25

Aktivitetsmidler

1,35

I alt

4,6

 

Udover midlerne afsat til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er der 2020-2023 årligt afsat 0,3 mio. kr. til Børne- og Ungdomsforvaltningen til at indgå i indsatsen mod radikalisering i skoler og civilsamfund og 1,8 mio. kr. til Socialforvaltningen til at indgå i arbejdet med borgersager.

Videre proces

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen udarbejder med inddragelse af input fra temadrøftelsen forslag til VINK handleplan om forebyggelse af ekstremisme og radikalisering 2020-21. Handleplanen forelægges til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets godkendelse den 27. januar 2020.

Tanja Franck / Jeppe Bøgh Andersen

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Enhedslisten fremsatte følgende protokolbemærkning:

”Vi mener at ekstremisme er en ond cirkel og vi kan forsøge at afradikalisere ekstremisme gennem primært socialt arbejde og indsatser helst gennem samarbejde med civilsamfunds-organisationer. Vi må iværksætte en pædagogisk indsats, i samarbejde med eksisterende kommunal psykolog- og psykiatriindsats, hvor det er nødvendigt. Der er fokus på islam, men der skal også være fokus på den højreorienterede bevægelse, især set i lyset af Stram Kurs’ videoer på Youtube.”

SF og Alternativet fremsatte følgende protokolbemærkning, som Enhedslisten tilsluttede sig:

”SF, Alternativet og Enhedslisten har - på baggrund af input fra PET - en forventning om, at forvaltningen indarbejder et fokus på højreekstremisme i det fremadrettede arbejde.”

Til top