BIU Resultatstatus pr. december 2013
Indstilling og beslutning
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager resultatstatus pr. december 2013 til efterretning.
Problemstilling
Resultatstatus opdateres med de nyeste tilgængelige tal en gang pr. kvartal og fremlægges på næstfølgende møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
Næste resultatstatus forventes forelagt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget 1. kvartal 2014. Den nærmere dato fastsættes, når udvalgets mødekalender for 2014 er fastlagt.
I resultatstatus pr. december er der inkluderet en ny figur, som opgør varigheden i sager om udvikling af arbejdsevne, jf. figur 19. Der er i denne udgave af resultatstatus inkluderet en uddybende beskrivelse af baggrunden for figuren, da det er første gang den forelægges udvalget.
Der kan peges på 3 særligt positive resultater i resultatstatus pr. december.
- Ungeledigheden i Københavns Kommune lå i perioden januar – september 2013 i gennemsnit på 6,2 pct., hvilket er en forbedring på 0,7 procentpoint i forhold til samme periode sidste år, jf. figur 7. Dette svarer til, at ungeledigheden er faldet med ca. 400 helårspersoner. København har den laveste ungeledighed blandt kommuner med sammenlignelige rammevilkår, hvor den gennemsnitlige ungeledighed (ex. København) er 7,7 pct.
- Antallet af sygedagpengemodtagere har i 2013 generelt været faldende, og lå i perioden januar - oktober 2013 på ca. 5.800 sager, svarende til et fald på 300 sager ift. samme periode sidste år, jf. figur 16. Sammenlignet med 2012 er især antallet af sager med en varighed på mellem 5 og 26 uger faldet. Dette indikerer, at tilgangen til sygedagpenge er faldet, og at antallet af sager med en varighed på over 26 uger tilsvarende vil falde med tiden.
- Sygefraværet i forvaltningen lå i gennemsnit pr. medarbejder i perioden januar – oktober 2013 på 6,8 dagsværk, hvilket er 0,2 dagsværk under det forudsatte niveau for perioden, jf. figur 20. Forvaltningens målsætning i 2013 er, at sygefraværet i gennemsnit pr. medarbejder ikke må overstige 8,8 dagsværk.
Der kan tilsvarende peges på 3 udfordringer.
- Overledigheden er stort set uændret fra marts – september 2013, og ligger således fortsat omkring 1 procentpoint, jf. figur 6. Dette gør udfordringen de næste to år større, ift. at nå forvaltningens målsætning om eliminering af overledigheden i 2015.
- Antallet af påbegyndte løntilskudsforløb lå i perioden januar – oktober 2013 på ca. 5.200 forløb, hvilket er ca. 200 forløb, svarende til 5 pct., under målsætningen for perioden i centrenes resultatkontrakter. De 5.200 påbegyndte løntilskudsforløb fordeler sig med ca. 3.100 offentlige og 2.100 private løntilskud. Forvaltningen har været i dialog med centrene om antallet af påbegyndte løntilskud, og de har sat et større ledelsesmæssigt fokus på at få flere ledige i løntilskud.
- Antallet af fleksjob er for september 2013 prognosticeret til at ligge på ca. 1.930 helårspersoner, hvilket er ca. 70 helårspersoner under niveauet i den seneste regnskabsprognose, jf. figur 18. Antallet af ledighedsydelsesmodtagere er for september prognosticeret til ca. 1.040 helårspersoner, hvilket næsten er på niveau med den seneste regnskabsprognose. Den overordnede målsætning for området er, at personer på ledighedsydelse konverteres til personer i fleksjob. Der ligger således fortsat en udfordring i at skabe flere fleksjobåbninger og nedbringe antallet af ledighedsydelsesmodtagere.
BILAG
1. Resultatstatus pr. december 2013
2: Orientering til BIU om status på samarbejdet med Københavns praktiserende læger
Morten Binder / Jørn Levinsen