Underskud på sprogcentret K.I.S.S.
Underskud på sprogcentret K.I.S.S.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 9. februar 2006
11. Underskud på sprogcentret K.I.S.S.
BIU 31/2006
INDSTILLING
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, at udvalget godkender,
at sprogcentret K.I.S.S. får øget aktivitetsmålet til 3.050 undervisningsmoduler i 2006 og ekstraordinært får halvårlige acontotilskud i 2006 – under forudsætning af, at der iværksættes en genopretningsplan for K.I.S.S. som beskrevet i indstillingen.
RESUME
Det private sprogcenter K.I.S.S. havde i 2005 et underskud på driften, der den 5. december 2005 blev opgjort til 2.642.322 kr.
Uddannelses- og Ungdomsudvalget afviste den 14. december 2005 at give ekstraordinære acontotilskud til K.I.S.S. og at lade K.I.S.S. betale for meget udbetalte tilskud tilbage over en årrække.
K.I.S.S. er et anpartsselskab, der er ejet af forstanderen. Forstanderen har i januar 2006 fremlagt en plan, der forudsætter, at K.I.S.S. i 2006 indgår en aftale med kommunen om en væsentlig forøgelse af aktiviteten i forhold til 2005 og dermed af betalingen. For at kunne realisere planen har K.I.S.S. i 2006 ansat ekstra lærere og er i færd med at leje flere lokaler.
Forstanderen har meddelt Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, at han forventer, at K.I.S.S. må gå i betalingsstandsning i løbet af februar, hvis K.I.S.S. ikke får tilført ekstra ressourcer.
En eventuel lukning af K.I.S.S. vil af mange blive oplevet
som et tab. Og de økonomiske konsekvenser for kommunen kan blive store. Forvaltningen anbefaler derfor udvalget at
godkende, at K.I.S.S. - på nogle betingelser - får en aftale om et forøgelse af
aktivitetsmålet til 3.050 moduler og som ønsket får halvårlige acontotilskud i
2006.
SAGSBESKRIVELSE
Det private sprogcenter K.I.S.S. havde i 2005 et millionunderskud på driften. Sprogcentrets revisor opgjorde den 5. december 2005 det forventede underskud til 2.642.322 kr., som K.I.S.S. ansøgte kommunen om at få dækket.
K.I.S.S. har driftsaftale med Københavns Kommune om at tilbyde undervisning efter lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. K.I.S.S. tilbyder danskuddannelse 3, der er målrettet personer med længerevarende skole- eller uddannelsesbaggrund. Sprogcentret er et anpartsselskab, der er ejet af forstanderen.
Da Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen ikke mente, at det var muligt at yde en ekstraordinær bevilling inden for budgettets rammer, indstillede forvaltningen til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at K.I.S.S. i stedet fik udbetalt et ekstraordinært acontotilskud på op til 1,7 mio. kr. for at sikre lønudbetalingen i december, og at K.I.S.S. fik lov til at tilbagebetale for meget udbetalt acontotilskud over en 5-årig periode. Indstillingen blev behandlet på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets sidste møde den 14. december 2005 (j.nr. 287363). (Indstillingen er vedlagt som bilag 1. Hvis det ønskes, kan bilagene til indstillingen af 14. december 2005 rekvireres særskilt hos udvalgssekretæren).
Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede imidlertid, at K.I.S.S. ikke udbetales et ekstraordinært acontotilskud, medmindre Integrationsministeriet mener, at der ikke er udbetalt korrekte modultakster i indeværende år (dvs. i 2005).
Uddannelses- og Ungdomsudvalget pålagde desuden Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen bedst muligt at sikre kursisternes fortsatte uddannelse. (Uddraget af beslutningsprotokollen vedlagt som bilag 2).
På baggrund af udvalgets beslutning indgik Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen en aftale med K.I.S.S., der skulle sikre K.I.S.S. mulighed for at fortsætte på samme aktivitetsniveau og med uændrede økonomiske vilkår fra 2005 til 2006.
Efter årsskiftet
Der foreligger endnu ikke noget svar fra Integrationsministeriet, men Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har den 11. januar 2006 holdt et møde med forstanderen for K.I.S.S for at drøfte, hvilke muligheder sprogcentret har for at bringe sprogcentret i økonomiske balance. (Referat af mødet er vedlagt som bilag 3).
Efter mødet har forstanderen i brev af 15. januar 2006 meddelt forvaltningen, at de forslag om nedskæringer, der blev drøftet på mødet, ville medføre væsentlig nedsættelse af kvaliteten. K.I.S.S. har derfor besluttet at "arbejde" sig ud af krisen – under forudsætning af forvaltningens godkendelse. K.I.S.S. vil udvide kapaciteten, sætte en kursist mere i klasserne og afskaffe overarbejde. Forstanderen oplyser i brevet, at K.I.S.S. har voksende kursisttilgang og har ansat 2 nye lærere og står over for at underskrive kontrakt på endnu en etage.
I brevet beder forstanderen derfor om en forhøjelse af aktivitetsmålet i 2006 fra de 2.700 undervisningsmoduler, der tidligere er søgt om, til 3.050 undervisningsmoduler. Samtidig ønskes acontotilskuddene for 2006 udbetalt halvårligt i stedet for kvartalsvist, idet K.I.S.S. ellers vil mangle penge inden udgangen af februar. (Forstanderens brev af 15. januar er vedlagt som bilag 4).
Forvaltningen svarer den 20. januar 2006, at man ikke på forhånd vil afvise en forhøjelse af aktivitetsmålet i forhold til det, der allerede er aftalt, men at man gerne vil se en handlingsplan og et budget, der beskriver, hvordan sprogcentret vil sikre den fremtidige drift på de givne vilkår. Forvaltningen bemærker, at det er problematisk, at der ansættes ekstra lærere i en situation, hvor sprogcentret mangler penge. Forvaltningen mener ikke, at ønsket om halvårlige acontoudbetalinger kan imødekommes på baggrund af Uddannelses- og Ungdomsudvalget beslutning af 14. december 2005. (Forvaltningens svar af 20. januar er vedlagt som bilag 5).
Forstanderen for K.I.S.S. har i brev af 21. januar 2006 givet en bred redegørelse for sine synspunkter på hele sagen og kommunens behandling af den, som han er meget kritisk overfor. Det fremgår af brevet, at en tilsvarende redegørelse vil blive sendt til Integrationsministeriet.
Med hensyn til en plan for redningen af K.I.S.S. så fastholdes det på side 4 i brevet, at sprogcentret vil arbejde sig ud af problemerne gennem større omsætning, og at det for at gennemføre planen er nødvendigt at ansætte flere lærere.
Forstanderen anslår underskuddet ved årsskiftet til 3 mio. kr. og håber, at kommunen i tide kan give K.I.S.S. i hvert fald noget af det beløb, som kommunen efter forstanderens opfattelse skylder sprogcentret. Hvis det ikke sker, vurderer forstanderen, at sprogcentret er nødt til at gå i betalingsstandsning i løbet af februar 2006, efter udbetaling af januarlønnen. (Forstanderens brev af 21. januar er vedlagt som bilag 6).
Forstanderen har søgt foretræde for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på mødet den 9. februar 2006.
Konsekvenser af en
lukning
En eventuel lukning af K.I.S.S. vil af mange blive oplevet som et tab. K.I.S.S. har en særlig undervisningsform og er populær. Af samme grund er det er sandsynligt, at ikke alle de kursister, der nu går på K.I.S.S., vil ønske et tilbud på et andet sprogcenter.
De økonomiske konsekvenser for kommunen af en lukning af K.I.S.S. vil blive store. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vurderer, at det økonomiske tab ved en lukning af K.I.S.S. kan blive i størrelsesordenen af 3-8 mio. kr. i 2006. Dels koster det penge at flytte de af K.I.S.S.'s nuværende kursister, der ønsker et andet tilbud. Dels vil en lukning af K.I.S.S. formentlig betyde, at færre udenbys kursister fremover søger til København, og det vil give kommunen færre indtægter.
I det faste afsnit om økonomi senere i indstillingen er der en mere deltaljeret redegørelse for de mulige økonomiske konsekvenser af en lukning - og en vurdering af omkostningerne ved at give K.I.S.S. et forhøjet aktivitetsmål.
Forvaltningens
anbefalinger
Et forhøjelse af
aktiviteten på K.I.S.S. til 3.050 moduler i 2006, som forstanderen ønsker, betyder
en stigning i aktiviteten med næste 20 procent i forhold til 2005.
Imidlertid er konsekvenserne af en lukning af K.I.S.S. som nævnt store. Forvaltningen anbefaler derfor udvalget at godkende, at K.I.S.S. får en aftale om et aktivitetsmål på det ønskede niveau i 2006 og ekstraordinært får halvårlige acontotilskud i 2006 – under forudsætning af, at der iværksættes en genopretningsplan for K.I.S.S. som beskrevet nedenfor.
De betingelser,
forvaltningen anbefaler, der stilles til K.I.S.S., er:
-
K.I.S.S.
skal umiddelbart fremlægge en handlingsplan og et budget, der viser, at
K.I.S.S. med den ønskede aftale kan forblive solvent i 2006 og fortsætte på
sigt uden ekstraordinære tilskud.
-
Der
skal fremlægges en vurderingsberetning, der er godkendt af revisor uden
forbehold.
-
Kommunen
skal have mulighed for at følge udviklingen gennem månedlige budgetopfølgninger
via K.I.S.S.'s revisor.
-
Et
uvildigt konsulentfirma gennemgår K.I.S.S.'s økonomistyring med henblik på en
handlingsplan for genopretning af institutionens økonomistyring. Kommunen
betaler konsulentfirmaet. Der etableres en fælles styringsgruppe, som
sammensættes af repræsentanter for Københavns Kommune og K.I.S.S. Københavns
Kommune har formandsposten.
Økonomi
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen forventer, at det vil kunne lade sig gøre at give K.I.S.S. den ønskede forhøjelse af aktivitetsmålet til 3.050 moduler i 2006 uden væsentlige nettoudgifter for kommunen. De direkte statslige tilskud til undervisning dækker endnu i 2006 godt halvdelen af udgifterne til undervisning af københavnere. Hvis cirka en tredjedel af kursisterne på K.I.S.S. er ikke-københavnere ligesom i 2005, så vil indtægterne fra de udenbys kursister kunne dække resten af udgifterne til københavnerne.
Hvis stigningen i aktivitetsmålet til K.I.S.S. i 2006 alene stammer fra københavnere og der dermed ikke er en øget tilgang af udenbys kursister, så vil det betyde en merudgift på anslået 1-1,5 mio. kr.
De økonomiske konsekvenser af en lukning af K.I.S.S. afhænger af, hvor mange kursister der vælger at fortsætte undervisningen på et andet sprogcenter i København.
Hvis K.I.S.S. ikke er i stand til at afslutte undervisningsmoduler, som kommunen allerede har betalt for, og heller ikke er i stand til at tilbagebetale tilskud for moduler, der ikke er afsluttet, så kan det i sig selv give kommunen ekstraomkostninger på op mod 3 mio. kr. til undervisning på andre sprogcentre. Det må forventes, at de sprogcentre, der overtager kursister fra K.I.S.S skal have betaling for hele eller andele af moduler, som K.I.S.S. allerede har fået betaling for.
Herudover kan der komme et tilbagebetalingskrav fra andre kommuner, hvis borgere bliver ramt af K.I.S.S.'s lukning og derfor ikke bliver færdigundervist på det modul, kursisterne er henvist til.
Det er sandsynligt, at en lukning af K.I.S.S. også vil betyde, at færre udenbys kursister søger til København fremover, og det vil give kommunen færre indtægter. Det kan ikke siges med sikkerhed, hvordan søgemønstrene vil blive.
Men forestiller man sig, at alle københavnere, der går på eller ville have valgt K.I.S.S., i stedet søger til andre sprogcentre i kommunen, mens udenbys kursister bliver væk, så kan tabet ved selve lukningen af K.I.S.S. og indtægtstabet som følge af færre udenbys kursister til sammen blive omkring 8 mio. kr. i 2006.
Miljøvurdering
Indstillingen er ikke omfattet af positivlisten over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Forstanderen for K.I.S.S. har fået denne indstilling tilsendt og har mulighed for at komme med bemærkninger. Eventuelle bemærkninger vil blive sendt til udvalget.
BILAG VEDLAGT
· Bilag 1: Indstilling til Uddannelses- og Ungdomsudvalget 14. december 2005
· Bilag 2: Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning af 14. december 2005
· Bilag 3: Referat af møde med K.I.S.S. den 11. januar 2006
· &n bsp; Bilag 4: Forstanderens brev af 15. januar 2006
· Bilag 5: Forvaltningens svar af 20. januar 2006
· Bilag 6: Forstanderens brev af 21. januar 2006
/