Status og redegørelse for det civileberedskab
Status og redegørelse for det civileberedskab
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 9. februar 2006
10. Status og redegørelse for det civileberedskab
BIU 30/2006
INDSTILLING
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender nærværende status og redegørelse for det civile beredskab i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
RESUME
Økonomiudvalget har bedt
samtlige udvalg om en status og en redegørelse for det civile beredskab inden
udgangen af januar måned 2006 (ØU 18/2006). Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen
har fremsendt nærværende status og redegørelse til Økonomiudvalget under
forbehold for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets godkendelse.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens civile beredskab omhandler evakuering af borgere, herunder eventuel genhusning og personlig krisehjælp, samt information om krisens lokalisering, omfang og hjælpeforanstaltningerne.
Forvaltningen har nedsat en administrativ krisestab, der skal forestå den detaljerede beredskabsplanlægning i løbet af 2006. I overgangsperioden frem til forvaltningen er kommet fysisk på plads, vil en krisesituation blive håndteret med udgangspunkt i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens beredskabsplan, i samarbejde med Socialforvaltningen.
SAGSBESKRIVELSE
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er under opbygning. Indtil den endelige organisation (struktur, opgaver, personalefordeling, lokalforhold mv.) er etableret, vil en pludselig opstået krisesituation derfor blive håndteret med baggrund i det planlægningsarbejde, som er gjort i den tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning.
Forvaltningen har indledt arbejdet med en detaljeret beredskabsplan, der fastlægger procedurer for indsatser i forbindelse med kriser, som kræver forvaltningens medvirken. Den endelig plan for det civile beredskab på beskæftigelses- og integrationsområdet forventes færdig i løbet af 2006.
Organisering af beredskabsplanlægningen
Etableringen af en civil beredskabsplan for beskæftigelses- og integrationsområdet sker med udgangspunktet i et koordineret samarbejde mellem forvaltningerne i Københavns Kommune. Rammen herfor er Udvalget vedrørende beredskabssamordning i Københavns Kommune (BSKK), h vor alle forvaltninger er repræsenteret. Arbejdet ledes af Københavns Brandvæsen.
I løbet af foråret 2006 skal der i BSKK udarbejdes et katalog med mulige scenarier for katastrofer. Dette katalog danner grundlag for det videre arbejde med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens beredskabsplan.
Krisestab og aktiveringsplan
I overensstemmelse med forskrifterne i kommunens generelle beredskabsplan,
har Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen etableret en administrativ
krisestab, som skal sikre at forvaltningens beredskabsplaner til enhver tid er
opdateret, og som kan træde sammen ved større krise- og katastrofesituationer.
Forvaltningens administrative krisestab består pt. af vicedirektør
Ved brand eller andre katastrofer kontakter katastrofemyndighed (normalt politiets alarmcentral) krisestabens formand på tlf. 3317 3275.
Hovedopgaver i tilfælde af kriser
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens hovedopgave i tilfælde af kriser er – i samspil med de øvrige forvaltninger – at bidrage til evakuering af borgere (dvs. indbyggere, pårørende, gæster og ansatte) samt eventuel genhusning og personlig krisehjælp.
Der kan sondres mellem kriser på tre niveauer:
Niveau 1: Brand i beboelsesejendomme
Niveau 2: Større brande, giftudslip mv.
Niveau 3: Uroligheder i forbindelse med topmøder, terrortrussel mv.
Kriseberedskabet under de tre niveauer er beskrevet i Udkast til Socialforvaltningens kriseberedskab, som forelægges Socialudvalget på mødet den 8. februar 2006 (SUU 47/2006), bilag 1. Indtil medarbejderne er kommet fysisk på plads, vil lokalcentrene være bemandet af ansatte fra såvel Socialforvaltningen som Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Derfor vil en krise i overgangsperioden blive håndteret i et samarbejde mellem de to forvaltninger. Den Sociale Døgnvagt koordinerer evakueringsarbejdet og varetager således kontakten til politi og brandvæsen og inddrager de øvrige forvaltninger i det omfang, det er relevant.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil eventuelt kunne stille lokaler til rådighed for evakuering. Når forvaltningens lokalesituation er afklaret, vurderes mulighederne og behovet herfor i samråd med den sociale døgnvagt.
Kommunikationsplanlægning
Der skal udarbejdes en samlet kommunikationsplan for kommunen, som sikrer, at alle borgere kan holdes løbende og tilfredsstillende orienteret om en opstået krise, dens lokalisering, omfang og om hjælpeforanstaltningerne. Ansvaret for kommunikationsplanlægningen er placeret i en arbejdsgruppe under BSKK, hvori Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er repræsenteret. Hvis det ønskes som led i kommunikationsplanen kan forvaltningen tilbyde tolkning for at sikre information til borgere, der ikke eller kun dårligt forstår dansk.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
ANDRE KONSEKVENSER
Indstillingen vurderes ikke at have andre væsentlige konsekvenser.
HØRING
Indstillingen har ikke været i høring.
BILAG
Udkast til Socialforvaltningens kriseberedskab, som forelægges Socialudvalget på mødet den 8. februar 2006 (SUU 47/2006).
/Torben Brøgger