Klagestatistik 1. kvartal 2006
Klagestatistik 1. kvartal 2006
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 8. juni 2006
8. Klagestatistik 1. kvartal 2006
BIU 110/2006 INDSTILLING
Beskæftigelses- og
Integrationsforvaltningen indstiller,
at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager klagestatistik for 1.
kvartal 2006 med bemærkninger til efterretning.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 8. juni 2006
Taget til efterretning.
RESUME
Ledelsessekretariatet
har i 1. kvartal 2006 modtaget i alt 83 borgerklager. 39 af klagerne var
stilet til borgmesteren og direktøren, hvoraf en tredjedel var gengangere, dvs.
at borgerne klagede på ny.
De resterende 44
klager var rettet til Borgerrådgiveren, hvoraf ca. en femtedel af klagerne
vedrørte det tidligere FAF. 38 af klagerne var oversendelsessager, hvor Borgerrådgiveren
har bedt lokalforvaltningen om at besvare klagen med kopi til Ledelsessekretariatet.
Borgerrådgiveren har herudover igangsat en nærmere undersøgelse af 6 sager,
hvor direktionen i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er kommet
med en udtalelse i sagen. Borgerrådgiveren har udtalt kritik i én sag, som har
sit udspring i det tidligere FAF.
Antallet af klager
til borgmesteren og direktøren er i 1. kvartal 2006 forholdsmæssigt lavere end antallet
af klager i den tidligere FAF. Antallet af undersøgelsessager fra
Borgerrådgiveren ligger på samme niveau som tidligere.
I knap halvdelen af
klagerne sendt til borgmesteren og direktøren har forvaltningen ikke givet
borgeren medhold i sin klage. Herudover har forvaltningen givet delvist
medhold i knap en fjerdedel af klagerne samt fuldt ud medhold i 3 sager. Der er
p.t. nogle enkelte klager, som forvaltningen ikke har færdigbehandlet, hvorfor
resultatet heraf endnu ikke er kendt.
I klagerne fra
Borgerrådgiveren har forvaltningen givet fuldt medhold eller delvist medhold i
ca. 40 % af klagerne. Forvaltningen har ikke givet medhold i ca. 18 % af
klagerne. Nogle enkelte klager er fortsat under behandling.
På baggrund af det
årlige forventede antal henvendelser på ca. en halv million samt ansøgninger på
ca. 135.000 i forvaltningen, vurderes antallet af klager i 1. kvartal ikke i
sig selv at være alarmerende.
Det fremgår dog af
borgerklagerne, at der er nogle kvalitetsproblemer i betjeningen af borgerne. De
hyppigst forekommende klagepunkter er: sagsbehandlingstiden, betjening af
borgere, skift af sagsbehandler/klage over sagsbehandler samt afgørelse og
vilkår.
Beskæftigelses- og
Integrationsforvaltningen har allerede igangsat forskellige tiltag, som skal
sikre en bedre betjening af borgerne. Borgerrådgiveren er ligeledes kommet
med forskellige anbefalinger til forvaltningen i årsberetningen for 2005.