Mødedato: 08.04.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Omformulering af fokusområdet for udsatte

 

Resumé

Et enigt Beskæftigelses- og Integrationsudvalg har givet udtryk for et ønske om, at ordlyden af det strategiske fokusområde for udsatte skal omskrives, så ordet ”kontanthjælp” udgår. Enhedslisten har herudover foreslået en tilføjelse til fokusområdets ordlyd. Denne indstilling indeholder forvaltningens forslag til, hvordan disse to ønsker evt. kan indarbejdes.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forvaltningens forslag til et fokusområde for udsatte, hvor ordet ”kontanthjælp” ikke indgår

  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter forvaltningens forslag til en formulering af fokusområdet for udsatte, hvor” værdigt forsørgelsesgrundlag” tilføjes.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedtog d. 27. august 2018 udvalgets vision og dertilhørende strategiske fokusområder.

Det strategiske fokusområde for udsatte lyder:

”BIF skal hjælpe udsatte på kontanthjælp til hurtig afklaring, så de kan komme videre”.

Under Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets budgetseminar den 4. marts 2019 blev det ønsket, at ordlyden af det strategiske fokusområde for udsatte skal omskrives, så ordet ”kontanthjælp” ikke længere fremgår. Begrundelsen herfor er, at fokusområdet også dækker borgere, der modtager uddannelseshjælp, ressourceforløbsydelse, ledighedsydelse, mv.

På seminaret udtrykte Enhedslisten et ønske om også at få tilføjet ”videre til et værdigt forsørgelsesgrundlag” til formuleringen af fokusområdet.

Løsning

Ad 1: Fjernelse af ”kontanthjælp”

Forvaltningen foreslår, at ”på kontanthjælp” ændres til ”borgere”, så fokusområdet i stedet lyder:

”BIF skal hjælpe udsatte borgere til hurtig afklaring, så de kan komme videre”.

Ad 2: Tilføjelse af ordet ”værdig”

Forvaltningen foreslår, at BIU drøfter, om fokusområdet evt. skal ændres til:

” BIF skal hjælpe udsatte borgere til hurtig afklaring, så de kan komme videre til et værdigt forsørgelsesgrundlag”.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Forvaltningen vil tilrette ordlyden af fokusområdet afhængigt af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning.

 

Tanja Franck / Michael Baunsgaard Schreiber

 

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev drøftet

 

Enhedslisten fremsatte følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten mener, at når det politiske ønske både er en hurtig afklaring og at den hjælper udsatte borgere videre til et forsørgelsesgrundlag, der er både værdigt og varigt, så bør det også fremstå helt klart af de strategiske fokusområder.”

Til top