Mødedato: 08.04.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Midtvejsstatus for forsøg med lavere sagsstammer på JKI

Resumé

I januar 2018 startede et 2-årigt forsøg med lavere sagsstammer på Jobcenter København – Center for Jobindsats (JKI), hvor de personligt koordinerende sagsbehandlere har 50 sager i gennemsnit. Københavns Professionshøjskole forestår den kvalitative evaluering af forsøget og holder på mødet oplæg om den sagsgennemgang, de netop har gennemført samt de borger- og sagsbehandlerinterview, de har afholdt siden forsøgets start.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager oplægget fra Københavns Professionshøjskole til efterretning.

Problemstilling

Det 2- årige forsøg er etableret som følge af vedtagelsen af budget 2018, hvor det fremgår:

Der udmøntes midler til et pilotprojekt i Center for Jobindsats. Formålet er at undersøge og dokumentere effekterne af lavere sagsstammer pr. sagsbehandler på kvalitet, udgifter til overførsler og længden af ledighedsforløb.

Der er oprettet en forsøgsafdeling på JKI, hvor sagsbehandlerne har 50 sager hver. Udvalget fik d. 23. maj 2018 første status på forsøget og d. 27. august 2018 fik udvalget forvaltningens sammenskrivning af Københavns Professionshøjskoles foreløbige pointer, citater og konklusioner på baggrund af de interviews, de havde gennemført.

På mødet den 27. august 2018 ønskede udvalget, at Københavns Professionshøjskole holder oplæg om forsøget i løbet af 1. kvartal 2019.

Løsning

På BIU-mødet den 8. april holder Docent Mikkel Bo Madsen fra Københavns Professionshøjskole oplæg om den sagsgennemgang, de netop har gennemført, samt de borger- og sagsbehandler interview de har afholdt i januar 2019.

Forvaltningen er i øjeblikket i gang med at undersøge de kvantitative resultater af forsøget, som udvalget vil få forelagt inden budgetforhandlingerne for 2020. Der er 6 måneders forsinkelse på valide data, og forvaltningen vil derfor inden budgetforhandlingerne kunne præsentere udvalget for de kvantitative resultater for det første år, forsøget har løbet (2018).

I det følgende opridses rammerne for den kvalitative dataindsamling som Københavns Professionshøjskole gennemfører.

Kvalitativ evaluering af forsøg med lavere sagsstammer

Københavns Professionshøjskole indsamler data i 3 runder. Den første runde var i februar 2018 og juni 2018, den anden i januar 2019, og den tredje er ved slutevalueringen i marts 2020, jf. figur 1.

Figur 1: Oversigt over den kvalitative evaluering

 

Ved alle tre dataindsamlingsrunder interviewes ledere, sagsbehandlere og borgere. Denne dataindsamling (runde 2) er udvidet således, at der også er foretaget en sagsgennemgang.

Datagrundlaget ved denne fremlæggelse bygger derfor på tre datakilder:

  1. Sagsgennemgang af 20 sager

  2. Interview med medarbejdere og ledere

  3. Interview med 5 borgere

1. Sagsgennemgang

Der er foretaget sagsgennemgang af journaler for 20 aktivitetsparate borgere med længerevarende kontanthjælpsforløb:

  • 15 borgere som i 2018 har været i forsøgsafdelingen. Inden de kom i forsøgsafdelingen, var de i ordinære afdelinger

  • 5 borgere som både i 2018 og forud for dette har været i ordinære afdelinger

    Der er gennemgået journaler i perioden fra januar 2012 til januar 2019. Der er fokuseret særligt på perioden fra januar 2018 til januar 2019 (undersøgelsesperioden)

Det primære fokus for sagsgennemgangen er hhv:

  • Samarbejdet med leverandører om beskæftigelsesrettede forløb
  • Indhentning af lægelige oplysninger fra sundhedsvæsenet
  • Brugen af indhentede viden i det videre sagsforløb

2. Interview med medarbejdere og ledere

Der er foretaget følgende interview med medarbejdere og ledere i januar 2019

  • Et fokusgruppeinterview med 5 sagsbehandlere fra forsøgsafdelingen

  • Et fokusgruppeinterview med 4 sagsbehandlere fra forsøgsafdelingen

  • Et fokusgruppeinterview med 6 sagsbehandlere fra en ordinær afdeling

  • Et fokusgruppeinterview med 6 virksomhedskonsulenter fra forsøgsafdelingen

  • Et interview med 2 ledere fra forsøgsafdelingen

  • Et interview med 1 leder fra en ordinær afdeling

3. Interview med 5 borgere

Der er foretaget enkeltinterview med 5 borgere. Der er ikke tale om borgere, hvis sag er gennemgået i forbindelse med sagsgennemgangen.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Inden budgetforhandlingerne for 2020 præsenteres udvalget for en samlet skriftlig midtvejsevaluering af forsøget, hvor både de kvalitative og kvantitative resultater fremgår. Der foretages ikke yderligere kvalitativ dataindsamling hertil. Det vil i stedet være en skriftlig præsentation af de observationer, der er foretaget indtil videre, samt en præsentation af de foreløbige kvantitative resultater.

Efter projektets afslutning i december 2019 udarbejdes en endelig evaluering, hvortil der foretages nye interviewes med medarbejdere, ledere og borgere. Der foretages ikke en ny sagsgennemgang. I den endelige evaluering vil der ligeledes indgå en kvantitativ opgørelse af forsøgets resultater. Den endelige evaluering vil blive præsenteret for udvalget i 2020, når der foreligger valide kvantitative data.

Tanja Franck / Michael Baunsgaard Schreiber

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning

 

Socialdemokratiet fremsatte følgende protokolbemærkning, som alle partier tilsluttede sig:

”A, B, C, F, V, Ø og Å er yderst tilfredse med midtvejsstatus på forsøgsordningen med lavere sagsstammer, både med medarbejdernes og ledernes engagerede indsats, samt at borgerne føler sig, godt behandlet og oplever at der er fremdrift i deres sag. Det er rigtig godt, og vi ser frem til den endelige evaluering af indsatsen.”

Til top