Mødedato: 08.02.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Handleplan for bekæmpelse af social kontrol og øget demokratisering

Se alle bilag
Indstillingen redegør for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens forslag til handleplan for bekæmpelse af social kontrol og øget demokratisering i 2016.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender handleplan for bekæmpelse af social kontrol og øget demokratisering i 2016.

Problemstilling

København har i Integrationspolitik 2015-18 sat sig som mål at styrke medborgerskabet blandt københavnere. Medborgerskab handler om at deltage aktivt i samfundet og have tillid til de grundlæggende spilleregler, som det demokratiske fællesskab bygger på. Det kræver, ud over lige adgang til bl.a. uddannelse og job, at den enkelte oplever sig som en anerkendt og ligeværdig del af fællesskabet.

Med Integrationsaftale 2015-16 besluttede Beskæftigelses- og Integrationsudvalget at gennemføre en årlig undersøgelse, der afdækker graden af medborgerskab blandt 18-29-årige københavnere. Udvalget bliver forelagt resultaterne af medborgerskabsundersøgelsen den 22. februar 2016 sammen med status på integrationsaftalens indsatser og målene i Integrationspolitik 2015-18.

Resultatet fra årets medborgerskabsundersøgelse viser, at 21 pct. af de unge københavnere med anden etnisk baggrund end dansk oplever begrænsninger med hensyn til valg af kæreste og ægtefælle.

I denne indstilling skal Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tage stilling til handleplan for bekæmpelse af social kontrol og øget demokratisering i 2016. Med Integrationsaftale 2015-16 blev der afsat 1,35 mio. kr. årligt til bekæmpelse af diskrimination og social kontrol. Fra Budget 2016 bliver der afsat yderligere 0,2 mio. kr. årligt til indsatsen i fire år. Handleplanen for social kontrol og øget demokratisering udmønter dermed midler i Budget 2016 til ’Styrket Medborgerskab’ og beskriver de allerede besluttede indsatser i Integrationsaftale 2015-16.

Løsning

For at styrke indsatsen mod social kontrol i København bliver der iværksat målrettede tiltag, som bygger videre på erfaringerne fra de iværksatte indsatser under Integrationsaftale 2015-16. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens forslag til indsatser er beskrevet i det følgende. Indsatserne er desuden udfoldet i deres helhed i den vedlagte handleplan (se bilag 1).

Udfordring
Godt hver femte ung med anden etnisk baggrund end dansk oplever begrænsninger i sin selvbestemmelse med hensyn til valg af kæreste eller ægtefælle. En landsdækkende kortlægning fra 2011 viser, at de unge primært udsættes for social kontrol af deres forældre og mandlige familiemedlemmer, men også at de unge til dels selv har holdninger, der understøtter social kontrol.

Indsats
Følgende fire indsatser foreslås iværksat og videreført i 2016:

1. Målrettet skoleindsats: Halvdelen af de henvendelser, som kommunen modtager om social kontrol, omhandler unge mellem 12 og 17 år. En effektiv forebyggelse af social kontrol bør derfor sætte ind i grundskolens ældste klassetrin, hvor social kontrol for alvor begynder at få konsekvenser for de unge. Med Integrationsaftale 2015-16 blev det besluttet, at der skal afvikles forløb om social kontrol på op til 10 folke- og privatskoler. Med midler fra Budget 2016 sikres en styrket udbredelse af indsatsen i tæt samarbejde med BUF og SSP. Som noget nyt afvikles der også forløb på 3-4 udvalgte erhvervsskoler. I 2015 er der igangsat eller afviklet forløb på 7 skoler, herunder 1 privatskole. Foreløbige evalueringer af indsatsen viser, at 92 pct. af de deltagende unge oplever, at dialogen giver dem styrkede handlemuligheder, og at 86 pct. af de berørte lærere oplever sig i stand til at hjælpe unge udsat for social kontrol. Målsætningen i Integrationsaftale 2015-16 er 80 pct. for begge grupper.

2. Øget deltagelse i skolens demokratiske fora: Skolernes elev- og forældresammensætning afspejles ikke altid i skolens demokratiske fora som f.eks. elevråd og skolebestyrelse. Derfor afvikles en kampagneindsats rettet mod elever og forældre med anden etnisk baggrund end dansk for at fremme inddragelse og deltagelse i skolens sociale liv og formelle fora. Med Integrationsaftale 2015-16 blev det besluttet, at indsatsen skal resultere i, at 30 pct. af de forældre, der deltager i skolebestyrelsesarbejdet på de berørte skoler, har anden etnisk baggrund end dansk, og at dobbelt så mange elever med anden etnisk baggrund end dansk opstiller til elevrådet på de berørte skoler. Foreløbigt har 5 skoler tilkendegivet, at de vil deltage, og det forventes, at op mod yderligere 5 skoler vil deltage. Kampagnen vil have særligt fokus på forældreinddragelse, da skolerne oplever størst udfordringer her.

3. Dialog med unge via sociale medier: Holdninger, der understøtter social kontrol, videreføres til dels blandt unge med anden etnisk baggrund end dansk. Derfor fortsættes den allerede etablerede dialog på Facebook for at udfordre disse holdninger. Målet i Integrationsaftale 2015-16 er, at debatten på sociale medier når minimum 40.000 unge årligt, og der registreres minimum 600 interaktioner (kommentarer og likes) med unge på sociale medier årligt. På baggrund af resultaterne for 2015 opjusteres målet i 2016 til, at indsatsen når 100.000 unge via Facebook, hvor der registreres minimum 2.000 interaktioner.

4. Akutrådgivning og sparring for frontpersonale: Unge, der er udsat for social kontrol, skal have rådgivning og henvises til rette tilbud. Derfor skal Etnisk Konsulentteam (EKT) i SOF fortsat give sparring og rådgivning til medarbejdere i BIF og BUF, så de er i stand til at yde hjælp til unge udsat for social kontrol. EKT skal i henhold til Integrationsaftale 2015-16 behandle mindst 60 henvendelser årligt, fordelt på mindst 10 sager fra BIF og 10 fra BUF. I 2015 har EKT modtaget 91 henvendelser fordelt på 8 sager fra BIF og 23 sager fra BUF.

Økonomi

Handleplanen er finansieret på følgende måde:

Indsats Finansiering i 2016 (mio. kr.) Finansieringskilde
Skoleindsats 0,89   Integrationsaftale 2015-16
*0,20   Budget 2016: 'Styrket medborgerskab'
Øget deltagelse i skolens demokratiske fora 0,10   Integrationsaftale 2015-16
Dialog med unge via sociale medier 0,06   Integrationsaftale 2015-16
Akutrådgivning og sparring 0,30   Integrationsaftale 2015-16
I alt 1,55  

* Midlerne udmøntes 4-årigt i perioden 2016-19.

Handleplanen udmønter dermed 0,2 mio. kr. fra Budget 2016 til 'Styrket medborgerskab' og fortsætter samtidig de allerede besluttede indsatser i Integrationsaftale 2015-16 for 1,35 mio. kr. Det betyder, at den samlede økonomiske ramme for indsatsen mod social kontrol bliver på 1,55 mio. kr. i 2016.

Videre proces

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget bliver forelagt en status på de igangsatte indsatser i Integrationsaftale 2015-16 den 22. februar 2016 sammen med resultaterne af den årlige medborgerskabsundersøgelse. Samtidig behandler udvalget en status på målene i Integrationspolitik 2015-18. Primo 2017 får udvalget en status på indsatserne i handleplanen mod social kontrol og øget demokratisering i 2016.

Birgitte Hansen / Michael Baunsgaard Schreiber

Beslutning

Udvalgsmedlemmerne afgav kommentarer til indstillingen og bad forvaltningen vende tilbage med en ny indstilling til forelæggelse for udvalget.

Indstillingen blev herefter udsat.

Til top