Mødedato: 08.02.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Udmøntning af den fremskudte beskæftigelsesindsats

På baggrund af Budgetaftale 2016 skal Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tage stilling til, hvordan den fremskudte beskæftigelsesindsats i Tingbjerg og Urbanplanen skal udføres i 2016.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at videreudvikling af den fremskudte beskæftigelsesindsats i Tingbjerg og Urbanplanen implementeres gennem løsningsmodel 1.

Problemstilling

Sagen er udsat fra udvalgsmødet den 25. januar 2016 og er opdateret på baggrund af udvalgets bemærkninger.

Af budgetaftale 2016 fremgår følgende:

”Kommunens fremskudte beskæftigelsesindsats er iværksat for at mindske ledigheden i en række udsatte byområder. Evalueringer viser, at borgernes fremmøde øges. Parterne er enige om, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal videreudvikle indsatsen i Tingbjerg og Urbanplanen. Indsatsen afholdes inden for de eksisterende økonomiske rammer.”

Dermed bortfaldt den årlige bevilling på 5 mio. kr. til den fremskudte beskæftigelsesindsats i Tingbjerg, Urbanplanen, Mjølnerparken, Aldersrogade, Lundtoftegade og Akacieparken.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal således videreudvikle den fremskudte beskæftigelsesindsats i Tingbjerg og Urbanplanen inden for den eksisterende økonomiske ramme.

Løsning

Da der ikke er afsat midler i 2016 til videreudvikling af den fremskudte indsats i Tingbjerg og Urbanplanen, præsenterede forvaltningen på udvalgsmødet d. 25. januar 2016 en løsning med lokalt forankrede virksomhedsforberedende forløb (model 1). Disse forløb er finansieret af indsatsmidler.

På samme udvalgsmøde d. 25. januar 2016 bad BIU forvaltningen om at undersøge mulighederne for at kunne videreføre afholdelse af myndighedssamtaler og åben rådgivning i Tingbjerg og Urbanplanen.

På baggrund heraf er det forvaltningens vurdering, at der er 3 forskellige løsningsmodeller for, hvordan den fremskudte beskæftigelsesindsats kan tilrettelægges og finansieres:

  • Model 1: Virksomhedsforberedende forløb, der er finansieret af indsatsmidler
  • Model 2: Virksomhedsforberedende forløb samt afholdelse af myndighedssamtaler og evt. åben rådgivning, der finansieres gennem servicemidler fra overførselssagen
  • Model 3: Virksomhedsforberedende forløb samt afholdelse af myndighedssamtaler og evt. åben rådgivning, der finansieres af servicemidler fra JKI’s egen økonomiske ramme

Model 1: Virksomhedsforberedende forløb, der er finansieret af indsatsmidler
Med udgangspunkt i den nye politiske aftale om udsatte borgere vil Center for Jobindsats iværksætte virksomhedsforberedende forløb i Tingbjerg og Urbanplanen for aktivitetsparate borgere over 30 år, jf. BIU indstilling fra d. 25. januar 2016 (2015-0279158). Målgruppen er borgere, som er bosiddende i områderne, og som ikke kan begynde i en virksomhedsplacering med det samme. Målet med forløbet er, at borgeren kommer i virksomhedspraktik eller løntilskud i fortrinsvis lokale virksomheder og på længere sigt kommer i ordinær beskæftigelse, deltidsbeskæftigelse eller fleksjob. Forløbet skal give borgerne mulighed for at snuse til forskellige brancher og arbejdsopgaver og få et indtryk af de faglige og sociale krav på en arbejdsplads.

Der vil i indsatsen være fokus på:

  • at skabe motivation og hverdagsmestring hos borgerne
  • at styrke borgernes beskæftigelsesperspektiv igennem snusepraktikker, virksomhedsforløb m.m.
  • at udføre en fastholdende indsats under virksomhedsplaceringen og sørge for opfølgning og efterværn
  • at understøtte en helhedsorienteret og tværfaglig indsats
  • at skabe og dokumentere progression for borgerne

Forvaltningen anbefaler denne model, fordi der er tale om en videreudvikling af indsatsen i Tingbjerg og Urbanplanen, der kan afholdes inden for Center for Jobindsats' egen ramme, uden at andre dele af jobcentret samtidig skal udføre flere opgaver. Modellen indebærer således en justering af aktiveringsindsatsen over for borgerne, men ikke et ekstra tilbud.

Model 2: Virksomhedsforberedende forløb samt afholdelse af myndighedssamtaler og evt. åben rådgivning, der finansieres gennem servicemidler fra overførselssagen

I denne model suppleres de virksomhedsforberedende forløb med afholdelse af myndighedssamtaler og åben rådgivning, som det var tilfældet tidligere. Dette vil betyde, at flertallet[1]



 

[1] Center for Jobindsats vurderer, at ca. 10 pct. af borgerne skal have deres myndighedssamtale afholdt i jobcentret på Lærkevej. Det skyldes, at disse borgere har truende adfærd, der bedre kan håndteres i jobcenteret.

af de aktivitetsparate borgere, der er bosat i hhv. Tingbjerg og Urbanplanen, vil få afholdt deres myndighedssamtale lokalt i stedet for i jobcentret på Lærkevej. I den åbne rådgivning kan alle borgere henvende sig og få rådgivning i forbindelse med job og uddannelse samt koordinering med andre forvaltningers indsatser.

Af følgende tabel fremgår omkostninger ved hhv. afholdelse af myndighedssamtaler og åben rådgivning:

Tabel 1: Omkostninger for hhv. myndighedssamtaler og åben rådgivning

Indsats

Beløb (servicemidler)

Omkostninger ved afholdelse af myndighedssamtaler med en lavere sagsstamme på 160 borgere  0,6 mio. kr.

Ekstraomkostninger ved afholdelse af myndighedssamtaler lokalt, herunder husleje, koordinering med lokale aktører, ekstra administration, sikkerhedsmæssig indretning af lokalerne m.m.

0,6 mio. kr.

Omkostninger ved åben rådgivning

0,5 mio. kr.

I alt

1,7 mio. kr.

Denne model forudsætter, at der ansøges om midler via overførselssagen. Såfremt der ikke afsættes midler i overførselssagen pr. 1. april, vil Center for Jobindsats have omkostninger til den fremskudte beskæftigelsesindsats i den mellemliggende periode samt for opsigelsesperioden for lokalerne. Det skal i så fald finansieres inden for Center for Jobindsats' egen økonomiske ramme. 

Model 3: Virksomhedsforberedende forløb samt afholdelse af myndighedssamtaler og evt. åben rådgivning, der finansieres af servicemidler fra JKI’s egen økonomiske ramme

Model 3a - Myndighedssamtaler finansieres af Center for Jobindsats
Denne model indebærer, at de  virksomhedsforberedende forløb suppleres med myndighedssamtaler, som skal finansieres af Center for Jobindsats’ egen økonomiske ramme. Derfor anbefaler forvaltningen, at sagsbehandlernes sagsstamme i denne model har samme normering som resten af Center for Jobindsats på 250 borgere. Af samme årsag anbefaler forvaltningen, at det kun er myndighedssamtalerne, der videreføres og ikke den åbne rådgivning.

Denne model vil medføre omkostninger for Center for Jobindsats på 0,6 mio. kr. til ekstraomkostninger i forbindelse med afholdelse af myndighedssamtaler lokalt. Center for Jobindsats har ikke et råderum, hvoraf midlerne kan fratrækkes. Beløbet svarer til 1 personligt koordinerende sagsbehandler, hvis sager i så fald skal fordeles på andre sagsbehandlere.

Model 3b – Myndighedssamtaler og åben rådgivning finansieres af Center for Jobindsats
Denne model indebærer samme koncept som model 3a, men her suppleres med den åbne rådgivning, som også skal finansieres af Center for Jobindsats’ egen økonomiske ramme.

Denne model vil medføre omkostninger for Center for Jobindsats på 1,1 mio. kr. til ekstraomkostninger i forbindelse med afholdelse af myndighedssamtaler lokalt samt den åbne rådgivning. Beløbet svarer til 2 personligt koordinerende sagsbehandlere, hvis sager i så fald skal fordeles på andre sagsbehandlere.

Økonomi

Se ovenfor under hver model.

Videre proces

Den videre proces afhænger af, hvilken model BIU vedtager at videreføre.

Såfremt udvalget tilslutter sig model 1, vil de virksomhedsforberedende forløb først blive implementeret i Tingbjerg for at sikre fokus på en succesfuld opstart her. I 2. kvartal 2016 vil indsatsen også starte op i Urbanplanen.

Såfremt model 2 vedtages, vil forvaltningen udarbejde et budgetnotat til overførselssagen om ekstraudgifter i forbindelse med afholdelse af myndighedssamtaler og evt. også til åben rådgivning.

Såfremt model 3 vedtages, vil forvaltningen meddele dette til Center for Jobindsats og sikre implementering inden for den eksisterende ramme.

Birgitte Hansen     /     Michael Baunsgaard Schreiber

Beslutning

Socialdemokraterne stillede ændringsforslag om, at indstillingens oprindelige at-punkt erstattes af følgende:

"at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at videreudvikling af den fremskudte beskæftigelsesindsats i Tingbjerg og Urbanplanen implementeres gennem løsningsmodel 3b."

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Indstillingen blev herefter godkendt i sin helhed uden afstemning.

 

Socialdemokraterne afgav følgende protokolbemærkning:

"Model 3b vedtages med forventning om øgede effekter af indsatsen, samt at udvalget får forelagt en afrapportering hvert halve år."


 

 

Til top