Mødedato: 08.01.2018, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Forslag til delegationsbestemmelser

Se alle bilag

 

For at sikre en hurtig og effektiv ekspedition af sagerne samt en overkommelig arbejdsbyrde, er det fast praksis, at udvalgene delegerer kompetence til henholdsvis borgmester og forvaltning.

INDSTILLING

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender vedlagte forslag til delegation af kompetence til henholdsvis borgmesteren og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltninge

PROBLEMSTILLING

For at sikre en hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem udvalg, borgmester og forvaltning indstilles det, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget delegerer dele af sin kompetence til henholdsvis borgmesteren og forvaltningen.

Formålet med delegationen er, at udvalget herved kan koncentrere sig om at fastlægge de overordnede politiske målsætninger for de enkelte områder frem for enkeltsagsbehandling.

LØSNING

Udvalgsstyreformen indebærer, at Borgerrepræsentationen har henlagt og fordelt den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver til de stående udvalg og økonomiudvalget.

Medlemmerne af Borgerrepræsentationen udøver således den umiddelbare forvaltning gennem deres medlemskab af de stående udvalg eller økonomiudvalget. Det vil sige, at udvalget har kompetence til at træffe beslutning i enkeltsager, der hører under det pågældende udvalgs opgaveområde.

De opgaver som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal varetage fremgår af § 20 i Københavns Kommunes styrelsesvedtægt. Den kompetence som Beskæftigelses- og Integrations-udvalget hermed er født med kan i et vist omfang delegeres til hhv. borgmesteren og forvaltningen for dels at give udvalget en overkommelig arbejdsbyrde, dels for at sikre en hurtig og effektiv ekspedition af sagerne.

På grund af kommunens styreform varetager borgmesteren den øverste daglige ledelse af administrationen for udvalgets forvaltningsområde, jfr. de almindeligt gældende regler herom, der er fastsat i den kommunale styrelseslov.

Udvalget kan i enighed bemyndige borgmesteren og ved flertal bemyndige forvaltningen til at afgøre bestemte sagstyper eller konkrete sager.

Formålet med og principperne bag den foreslåede delegation er, at udvalget kan koncentrere sig om at fastlægge de overordnede politiske målsætninger for de enkelte områder frem for enkeltsagsbehandling. Samtidig får udvalget mulighed for at lægge særlig vægt på behandling af kvalitetsmålsætninger og resultatkrav, evalueringsresultater, sektorplaner og lignende.

Borgmesteren fokuserer på overordnede forvaltningsmæssige opgaver, og forvaltningen varetager den daglige drift og sagsbehandling inden for de vedtagne politiske rammer, herunder træffer afgørelse i sager om ydelse til enkeltpersoner.

Forslaget til delegation er opdelt i et forslag til overordnede principper for delegation til borgmester og forvaltning (se bilag 1) samt forslag til delegation til forvaltningen inden for de enkelte lovområder (se bilag 2). Det fremgår af indledningen i bilag 2, hvilke ændringer der er foretaget i forhold til delegationerne, der var gældende for udvalgsperioden 2014-2017.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen foreslår, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender de vedlagte forslag til delegation af kompetence til henholdsvis borgmesteren og forvaltningen.

I konstitueringsaftalen for denne valgperiode indgik, at afgørelser om tildeling af førtidspension flyttes fra Socialforvaltningen til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Det bemærkes, at opgaven ikke indgår i nærværende delegationsskema, da overflytningen endnu ikke er godkendt af Borgerrepræsentationen.

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

VIDERE PROCES

Såfremt udvalget godkender forslagene til delegationer, arbejdes der videre inden for rammerne af delegationerne.

 

Bjarne Winge / Emil Dyred

 

 

 

Beslutning

 

Udvalget afgav en række spørgsmål til indstillingen og udsatte herefter indstillingen til et kommende udvalgsmøde. Inden sagen forelægges, vil forvaltningen invitere udvalget til en mundtlig gennemgang og drøftelse.

Til top