Mødedato: 07.12.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Anvendelse af midler til antiradikaliseringsindsatsen i VINK i 2016

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal tage stilling til anvendelse af midler til antiradikaliseringsindsatsen i VINK i 2016.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender anvendelse af de midler, der med budget 2016 er afsat til antiradikaliseringsindsatsen i VINK.

Problemstilling

En samlet strategi og handleplan for kommunens antiradikaliseringsindsats samt en samlet handleplan for VINK forventes forelagt til politisk beslutning i marts 2016. I budget 2016 er afsat 1 mio. kr. øremærket til en styrkelse af VINK's arbejde med radikaliseringstruede og radikaliserede borgere i 2016. Disse midler vedrører alene den operative indsats i VINK. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vurderer, at denne indsats bør sættes i gang hurtigst muligt. Udmøntningen af aktiviteterne vil efterfølgende indgå i den kommende samlede handleplan for VINK og den samlede strategi og handleplan for kommunens tværgående indsats.

Løsning

Igangsættelse af aktiviteter fra budget 2016
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen foreslår, at følgende aktiviteter igangsættes:

Aktiviteter til en styrket antiradikaliseringsindsats i regi af VINK

Der er i aftale om budget 2016 afsat 400.000 kr. til en styrket antiradikaliseringsindsats i regi af VINK i 2016 (efterfølgende 800.000 kr. i årene 2017-2019). Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen foreslår, at følgende aktiviteter anbefalet af ekspertgruppen igangsættes:

  • Oprettelse af et medborgerforum og opsøgende arbejde til lokalsamfund
    Erfaringer fra USA viser, at et systematisk samarbejde mellem lokale myndigheder og civilsamfund kan styrke den brede forebyggelsesindsats. Det er centralt for indsatsen, at der opbygges tillid mellem potentielt udsatte lokalsamfund og f.eks. kommunen. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil derfor, inspireret af Department of Homeland Security's tretrinsskala for dialog, iværksætte et opsøgende arbejde baseret på: 1. rundbordsdialog for eksperter og nøglepersoner (medborgerforum), 2. åbne høringsarrangementer og 3. dialog ude hos lokale aktører. Aktører og foreninger som religiøse organisationer, sportsklubber, kvindenetværk, fædrenetværk, biblioteker, lokale beboere, helhedsplaner og boligsociale medarbejdere fra udsatte lokalområder vil blive inddraget. Formålet med indsatsen er både at styrke sammenhængskraften i lokalområderne og at spotte unge på kanten af samfundet, der er i risiko for radikalisering og anden risikoadfærd. Efter anbefaling fra ekspertgruppen oprettes medborgerforummet på basis af et fælles charter baseret på demokratiske værdier.
  • Kurser målrettet forældre, søskende og andre pårørende
    En række af Beredskabets bekymringssager omhandler børn og unge fra udsatte og marginaliserede familier. I disse familier er der en øget risiko for mistrivsel og sociale problemer, og en del forældre kan være udfordrede i at støtte deres børn i en tryg opvækst. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen tager derfor kontakt til Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet for at etablere et samarbejde om at tilbyde kurser målrettet forældre og øvrige pårørende til unge, der er i risiko for radikalisering. Kurserne skal gøre forældre og pårørende bedre i stand til at forstå og engagere sig i de unges tilværelse og styrke de pårørendes muligheder for at støtte unge i at forlade ekstremistiske miljøer.  
  • Nordisk konference om forebyggelse af radikalisering
    Ikke kun København, men også storbyer i resten af Europa er udfordret af stigende radikalisering blandt unge. En række byer har opbygget værdifulde erfaringer med forebyggelse af radikalisering. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen påbegynder derfor planlægningen af en konference med Københavns Kommune som vært, hvor udvalgte nordiske byer inviteres til at udveksle erfaringer og gode praksisser.  
  • Overblik over eksisterende viden
    Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil som anbefalet af ekspertgruppen skabe et overblik over viden om radikalisering af unge og unge udrejst til konfliktområder, som findes i eksisterende forskning, undersøgelser og journalistik. Der ligger i dette materiale central viden om f.eks. de unges baggrund og motivation, som kan være et godt grundlag for design af den fremtidige indsats i VINK.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen iværksætter desuden opnormering af VINK med 1 årsværk. Der er afsat 600.000 kr. til dette i budget 2016. Forvaltningen ønsker, at denne opnormering iværksættes hurtigst muligt med henblik på at løfte det stigende antal henvendelser til VINK og til at gennemføre aktiviteter i VINK (se ovenfor). Der er i årene 2017-2019 afsat midler til en opnormering af VINK med 2 årsværk.

VINK fortsætter i 2016 implementeringen af aktiviteter igangsat med budget 2015 til målrettet og tidlig forebyggelse af radikalisering og ekstremisme blandt unge københavnere:

  • Vidensoplæg og rådgivning til kommunale medarbejdere og civilsamfundsorganisationer.
  • 1-1 støtte: Mentorstøtte og forældrecoaching
  • Samarbejde med SSP og Københavns Politi i Beredskabet: Koordinering og håndtering af indsatsen målrettet radikaliserede eller radikaliseringstruede unge. Beredskabet forbereder desuden implementering af den tværgående koordineringsenhed for antiradikalisering, som det i aftale om budget 2016 blev besluttet at etablere med udgangspunkt i det eksisterende beredskab. Formålet med koordineringsenheden er at gøre det muligt hurtigt, effektivt og tidligt at koordinere en indsats på tværs af myndigheder, så man sikrer, at der bliver taget effektivt hånd om bekymringer for radikalisering. Forslag til den nærmere organisering af koordineringsenheden forventes at blive forelagt til politisk godkendelse som led i den samlede strategi og handleplan for kommunens indsats. 

Der er i aftale om budget 2016 ligeledes afsat midler til en udgående radikaliseringskonsulent, til en exit-indsats for radikaliserede borgere samt til et pilotprojekt, der skal udvikle en foregribende antiradikaliseringsindsats i samarbejde med Kriminalforsorgen på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets udvalgsområde. Disse midler skal imidlertid udmøntes i samarbejde med Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget og vil blive igangsat i forbindelse med den samlede strategi og handleplan for kommunens indsats. 

Derudover bemærker forvaltningen, at Beredskabet sammen med Infohuset Aarhus har søgt Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet om midler til etablering og drift af en national hotline på radikaliseringsområdet. Såfremt ansøgningen imødekommes vil etableringen af den nationale hotline også blive igangsat fra årets start og siden indgå i handleplanen for VINK for 2016. Der forventes svar på ansøgningen ultimo november.

Økonomi

Der blev med budget 2016 afsat i alt 23,2 mio. kr. til en styrket indsats mod radikalisering i årene 2016-2019. Heraf 3,8 mio. kr. i 2016. Med denne indstilling tager Beskæftigelses- og Integrationsudvalget alene stilling til den 1 mio. kr., som er øremærket til VINK i 2016 og underlagt Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ressort.

 (1.000 kr. - 2016 p/l)

 2016

Årsværk til VINK programmet 

 600

Aktiviteter til en styrket antiradikaliseringsindsats i regi af VINK

 400

I alt

1.000


Derudover fik VINK i budget 2015 en bevilling på 1,8 mio. kr. i årlig drift i 2015-2018.

Videre proces

Der udestår stillingtagen til udmøntning af den samlede pakke til styrket indsats mod radikalisering fra budget 2016 i forbindelse med den samlede strategi og handleplan for kommunens antiradikaliseringsindsats.  Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil blive forelagt en handleplan for VINK for 2016, som samler op på resterende aktiviteter fra aftale om budget 2016 samt ovenstående aktiviteter, og som er sammentænkt med den overordnede strategi for kommunens antiradikaliseringsindsats.

Samlet strategi og handleplan for antiradikaliseringsarbejdet i Københavns Kommune samt handleplan for VINK for 2016 forventes forelagt til politisk beslutning i starten af 2016.

Birgitte Hansen           /             Michael Baunsgaard Schreiber

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med følgende justeringer: 

1) Der skal ikke afholdes en nordisk konference om forebyggelse af radikalisering. I stedet skal midlerne afsættes til, at forvaltningen og udvalget kan deltage i relevante konferencer om forebyggelse af radikalisering.

2) Udvalget skal orienteres om den aktørkreds, som forvaltningen vil involvere i indsatsen 'medborgerforum og opsøgende arbejde til lokalsamfund', inden der indledes konkrete samarbejder.

Liberal Alliance, Venstre, Konservative, Radikale Venstre, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Det skal tilstræbes, at effekten af antiradikaliseringsindsatser skal kunne dokumenteres kvalitativt og kvantitativt.”

Til top