Mødedato: 07.12.2015, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Medlemsforslag om danskundervisning i Urbanplanen og Tingbjerg

Indstilling

Det foreslås,
  1. at der afsættes 1 mio. kr. i 2016 fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsatsbudget til at CBSI afholder danskundervisning lokalt i Urbanplanen og Tingbjerg.
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen annullerer den planlagte tilbagetrækning fra Urbanplanen d. 1. december 2015.
  3. at finansieringen i 2017 og frem indgår i budgetforhandlingerne i efteråret 2016.
(Stillet af Enhedslisten, Radikale og Liberal Alliance)

MOTIVERING

Medlemsforslaget er udsat fra udvalgsmødet d. 16. november 2015.

Den kommunale sprogskole har tidligere haft danskundervisning for kvinder i Tingbjerg og Urbanplanen, som foregik lokalt i boligområderne.

På nuværende tidspunkt er der kun i mindre omfang danskundervisning i Urbanplanen, som imidlertid er planlagt til at stoppe d. 1. december 2015.

Forslagsstillerne foreslår, at CBSI etablerer lokal danskundervisning i Urbanplanen og Tingbjerg fra 1. januar 2016 indenfor en ramme af 1 mio. kr. i 2016. Samtidig ønsker forslagsstillerne, at sprogskolen opretholder undervisning i Urbanplanen i resten af 2015. 

Baggrunden for forslaget er, at det er vigtigt, at der lokalt er mulighed for at deltage i danskundervisning, for i videst muligt omfang at imødekomme behovet og sikre lige muligheder for de beboerne i de nævnte områder, som har behov. Desuden vil danskundervisningen være et værdifuldt supplement til de helhedsplaner, som implementeres i områderne.

Beslutning

Konservative, Venstre, SF og Socialdemokraterne fremsatte ændringsforslag om, at indstillingens oprindelige at-punkter erstattes af følgende to nye at-punkter:

"1. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen pålægges at fortsætte danskundervisningen i Urbanplanen udover 1. december 2015 med midler fra CBSI´s egen ramme.

2. At forligspartierne i overførselssagen 2016 drøfter mulighederne for at finde midler til at fortsætte danskundervisningen i Urbanplanen i 2016 og frem."

Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.

For stemte: 7 (A, F, V, C, I)

Imod stemte: 4 (B, Ø)

Undlod: Ingen

Ændringsforslaget blev dermed vedtaget.

Indstillingen var således godkendt med det vedtagne ændringsforslag.

SF og Socialdemokraterne afgav følgende protokolbemærkning:

"Det er SF og S's oplevelse, at forslaget fra I og RV er forligsbrud."

Til top