Tredje kvartalsopfølgning på måltal for jobrotation, fleksjob, seniorjob og løntilskudspladser i Københavns Kommune i 2013
Tredje kvartalsstatus på opfyldelsen af målene for de forventede jobrotationsforløb, fleksjob, seniorjob og løntilskudspladser i Københavns Kommune som arbejdsplads.
Indstilling og beslutning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget tager opfølgningen på ”Måltal for jobrotation, fleksjob, seniorjob og løntilskudspladser i Københavns Kommune i 2013” til efterretning
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget godkender, at antallet af løntilskudspladser i Københavns Kommune i 2014 bibeholdes på samme niveau som i år, således at antallet af løntilskudspladser i Københavns Kommune i 2014 fastsættes til 2.150 pladser, med henblik på at opnå 1.600 helårsstillinger.
Problemstilling
En fællesindstilling om ”Måltal for jobrotation, fleksjob, seniorjob og løntilskudspladser i Københavns Kommune i 2013” blev vedtaget i Københavns Borgerrepræsentation den 7. februar 2013. I indstillingen forpligtedes BIF til kvartalsvis at forelægge BIU og ØU tal for fremdriften, i forhold til målopfyldelsen for de 4 ordninger.
I 2014 forventer BIF en øget efterspørgsel efter kommunens virksomhedsplaceringer, herunder offentlig løntilskud. Det skyldes den fremrykkede indsats i form af virksomhedsplaceringer og ret til selvfunden jobtræning i kontanthjælpsreformen, samt den sandsynlige indførelse af den midlertidige arbejdsmarkedsydelse. I øjeblikket bliver de nuværende løntilskudspladsers kapacitet dog ikke fulgt udnyttet, samtidig med at den nye retningslinje om kortere løntilskudsforløb vil frigøre løntilskudspladser.
Løsning
Den tredje status på fremdriften fremgår af bilag 1, der omfatter en samlet oversigt over de 4 ordningers måltal for Københavns Kommune i 2013, og de aktuelle tal for, hvor langt Københavns Kommune som arbejdsplads er med at etablere de ønskede forløb/ jobs/ pladser. Herefter følger en oversigt over de enkelte forvaltninger.
Hovedpunkterne fra tredje kvartal er følgende:
Jobrotation
Måltal: 475 jobrotationsforløb (heri er medregnet de 75 særlige SUF-forløb på sundheds- og ældreområdet qua overførselssagen 2012/2013).
Der er primo september etableret 287 forløb, svarende til en målopfyldelse på 60%. Tallet viser dog kun de forløb, hvor der ligger en underskrevet aftale.
Tiltag: Forvaltningen er i dialog med alle forvaltninger om etablering af forløb og planlægningen af disse. Med de aktuelle tiltag på området, forventes måltallet ikke helt at blive indfriet med udgangen af året. Dette skyldes primært, at ØKF, TMF, KFF og SOF hovedsagelig har koblet sine jobrotationsforløb op på allerede eksisterende uddannelsesforløb, men dette ser ikke ud til at være tilstrækkeligt.
Fleksjob
Måltal: 653 fleksjob.
Der er i maj 2013 (nyeste tilgængelige tal) ansat 518 personer i et fleksjob i Københavns Kommune, som arbejdsplads. Antal ansatte er dermed faldet siden sidste måling og der er fortsat færre ansatte i fleksjob end i juli 2012, som er udgangspunktet med 553 ansatte.
Tiltag: Der mangler i øjeblikket 135 fleksjob, for at nå det ønskede niveau med udgangen af 2013 (553 + 50 ekstra vedtaget af BR i februar 2013 + 50 ekstra qua overførselssagen 2012/ 2013). Der er blevet lavet en handlingsplan for fleksjob- og ledighedsydelsesmodtagere, og som en del af denne, er de enkelte forvaltninger blevet kontaktet pr. brev og gjort særligt opmærksomme på de manglende fleksjob, herunder fået beskrevet hvilke konkrete personer der mangler et fleksjob (kompetencer m.v.), vedlagt klar information om hvordan BIF konkret kan hjælpe, og ønske om at hver forvaltning får en kontaktperson på området. Med virkning fra juli 2013 vil alle forvaltninger desuden modtage en præmie på 35.600 kr. pr. fleksjobber de ansætter. Ordningen gælder resten af 2013 ud fra først-til-mølle-princippet, indtil puljen på 1,78 mio. kr. er udtømt (bevillingen stammer fra overførselssagen 2012/ 2013).
Seniorjob
Måltal: 600 seniorjob.
Der er primo september ansat 177 personer i et seniorjob i Københavns Kommune som arbejdsplads. Primo september er der ca. 240 personer på kompensationsydelse, som dermed venter på et seniorjob (de er faldet for dagpengegrænsen og har søgt om et seniorjob).
Tiltag: BIU er på mødet d. 6. maj 2013 blevet forelagt en strategi for seniorjobområdet og hvorledes kommunen sikrer, at alle ønskede seniorjob imødekommes. Strategien består overordnet af 4 ben; forvaltningsspecifikke måltal, hurtig og digitalt match til det selvhjulpne ansøgerfelt (hjemmeside, seniorjobbank og nyhedsbreve), en mere håndholdt indsats til det ikke selvhjulpne ansøgerfelt, samt undervisning/ oplysning om ordningen til nøglemedarbejdere i Koncernservice og forvaltningerne.
BIF vil desuden supplere kommunens seniorjobstrategi med følgende yderligere tiltag: 1) Udsendelse af brev til 7-direktør-kredsen samt videreformidling til forvaltningerne, 2) Bilaterale møder om seniorjob samt skærpet opfølgning, 3) Udbredelse af seniorjob vikarordningen, 4) Afdækning af målgruppernes kompetencer og mulige jobprofiler samt lokal udsøgning af seniorjobs (jf. bilag 2). Tillægget til strategien fokuserer på de to største gruppe borgere på kompensationsydelse, de ufaglærte og de kortuddannede, som til sammen udgør ca. 50% af alle seniorjobansøgere. BIF vil på den måde i højere grad involveres i og understøtte de øvrige forvaltningers seniorjobrekruttering.
Løntilskud
Måltal: 2.150 løntilskudspladser.
Der er primo september oprettet 1644 løntilskudspladser, svarende til en målopfyldelse på 76%.
Tiltag: Retningslinjerne for ansættelse med løntilskud i Københavns Kommune er blevet revideret og vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation d. 23. maj 2013. Det betyder bl.a., at der bliver øget fokus på jobsøgning under løntilskudsansættelsen og at forløbene som udgangspunkt bliver af kortere varighed. Forvaltningerne er via dialogmøder med BIF og tovholdernetværket for offentlig løntilskud blevet informeret om de nye retningslinjer.
I 2014 forventer BIF en øget efterspørgsel efter kommunens virksomhedsplaceringer, herunder offentlig løntilskud. Det skyldes den fremrykkede indsats i form af virksomhedsplaceringer og ret til selvfunden jobtræning i kontanthjælpsreformen, hvor jobparate kontanthjælpsmodtagere og unge åbenlyst uddannelsesparate efter 13 uger skal i en virksomhedsplacering. De eksisterende virksomhedstilbud skal derfor udnyttes bedre, herunder kommunens egne løntilskudspladser, samtidig med at der skal etableres nyttejobs, som et supplement til virksomhedsplaceringerne.
Hvis lovforslaget om indførelse af midlertidig arbejdsmarkedsydelse vedtages, vil dette også betyde et yderligere pres på kommunens virksomhedsplaceringer, da der lægges op til, at ledige der modtager midlertidig arbejdsmarkedsydelse skal have en virksomhedsrettet indsats efter blot 4 ugers ledighed.
I øjeblikket bliver de nuværende pladsers kapacitet dog ikke fulgt udnyttet. Primo september er der en gennemsnitlig besættelsesprocent på 65% af løntilskudspladserne. BIF ønsker bl.a. derfor at rette et ekstra fokus på kvalitet og effekt af løntilskudsforløbene, og har besøgt alle forvaltningerne for bl.a. at drøfte fokus på at oprette efterspurgte og kvalificerende løntilskudsstillinger. BIF har også med det nye IT-system LTAS (LønTilskuds-Administrations-Systemet) fået bedre muligheder for dataunderstøtning på området, hvilket gør en tæt opfølgning mulig.
Konkret skal fokus for indsatsen fremadrettet være på:
- En løbende opfølgning på stillingstyper. Er det de rigtige stillinger vi har i forhold til vores ledighedsgruppe? Hvilke stillingstyper benyttes oftest? Stillinger som ikke har været benyttet i en længere periode skal nedlægges og konverteres til stillingstyper indenfor efterspurgte fagområder. BIF er i dialog med forvaltningerne om at oprette flere AC-stillinger.
- Kontakte Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS), Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL) og Københavns Lærerforening (KLF) for at drøfte mulighederne for at etablere reelle efterspurgte løntilskudsstillinger for uddannede pædagoger og lærer. Dette er i dag ikke muligt, da de faglige organisationer har været imod dette. I øjeblikket findes der kun pædagogmedhjælperstillinger og klasseassistentstillinger til målgruppen, hvoraf mange ikke benyttes grundet manglende relevans.
- En bedre vejledning og eventuel undervisning i brugen af LTAS/ Virk.dk, så den nye elektroniske blanketgang på området ikke er en hindring for at oprette nye pladser.
- BIF skal arbejde for en mere enkel, hurtig og samlet understøtning af forvaltningerne på løntilskudsområdet, som på alle 4 ordninger samlet set.
- Forvaltningerne skal have mulighed for indbyrdes at kunne handle måltal med hinanden på de 4 ordninger.
Kortere forløb vil dog samtidig med stor sandsynlighed betyde, at løntilskudsstillingernes udnyttelsesgrad bliver mindre, idet der vil være større udskiftning i løntilskudsstillingerne. Der må påregnes flere perioder, hvor stillingerne ikke benyttes, grundet brug af ekstra tid til blanketgange og ansættelse af ny medarbejder. Det vil hermed ikke længere være sandsynligt med en besættelsesgrad på ca. 75%, som tidligere antaget. Med et uændret antal løntilskudsstillinger vil det betyde, at måltallet for antallet af helårsstillinger ikke indfris.
Således forventer BIF, på trods af de nuværende pladsers udnyttelsesgrad og kortere varighed af forløbene, at der vil være behov for flere virksomhedsplaceringer i 2014, herunder offentlig løntilskud. Derfor anbefaler BIF, at antallet af løntilskudspladser i 2014 bibeholdes på samme niveau som i år, således at antallet af løntilskudspladser i Københavns Kommune i 2014 fastsættes til 2.150 pladser, med henblik på at opnå 1.600 helårsstillinger.
I 2014 skal det være et opmærksomhedspunkt, hvorvidt det ønskede antal løntilskudspladser bliver etableret og om de udnyttes optimalt, særligt set i lyset af kontanthjælpsreformen og den midlertidige arbejdsmarkedsydelse.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Indeværende tredje kvartalsstatus forelægges BIU d. 7. oktober og ØU d. 22. oktober. Endelig vil BIU og ØU blive forelagt en status henholdsvis d. 9. december og d. 10. december 2013.