Mødedato: 07.06.2023, kl. 18:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Opsamling på BIU-studieturen til Stockholm

Se alle bilag

Resumé

Med denne indstilling samles der op på de faglige læringspunkter fra BIU-studieturen til Stockholm d. 27.-29. marts 2023, hvor formålet var at lade sig inspirere af konkrete erfaringer fra svenske integrations- og beskæftigelsesindsatser. 

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter læringspunkterne fra studieturen i Stockholm med henblik på, om forvaltningen skal arbejde videre med et eller flere læringspunkter.

Problemstilling

Udvalget var den 27.-29. marts på studietur til Stockholm. På studieturen fik udvalget oplæg fra:

  1. Nordens Velfærdscenter vedr. integration, beskæftigelsesindsats for indvandrere og sprogundervisning
  2. Etableringslyftet vedr. integration, beskæftigelsesindsats for indvandrere og sprogundervisning
  3. Samhall vedr. beskæftigelsesindsats for udsatte borgere med et handicap
  4. Stockholms Stad vedr. beskæftigelsesindsats og modtagelse af fordrevne fra Ukraine
  5. Södertälje Kommune vedr. integrations- og beskæftigelsesindsatsen.

På baggrund af studieturen er det aftalt, at de faglige læringspunkter drøftes på et møde i udvalget. Derfor følger der med denne indstilling en opsamling på de centrale faglige læringspunkter fra studieturen.

I læsningen af opsamlingen bør det bemærkes, at rammen for beskæftigelses- og integrationsindsatsen i Danmark og Sverige er forskellig. Mens vi i Danmark har et decentraliseret system, hvor kommunerne har ansvaret for indsatsen, har Sverige et centraliseret system, hvor staten har ansvaret for indsatsen. Det betyder, at mens kommunerne i Danmark har ansvaret for alle ledige i kommunen, vil kommunerne i Sverige have ansvaret for en mindre gruppe af ledige i kommunen.

Løsning

Besøgene på studieturen gav inspiration til en række læringspunkter, som der eventuelt kan arbejdes videre med. Opsamlingen er struktureret i to afsnit.

1. Matchingmetoder i indsatsen for borgere længst fra arbejdsmarkedet

Læringspunkter:

  • Matchingmetode der bringer borgerens kompetencer i spil
  • Indsatser der bygger på ’sprints’

Hos den statsejede virksomhed Samhall arbejder ca. 25.000 borgere, der både har et handicap og har afprøvet alle relevante muligheder i beskæftigelsessystemet, i ’støttet beskæftigelse’. Formålet med indsatsen er, at borgeren finder et job hos en virksomhed, evt. med skånehensyn, hvilket sker gennem Samhalls matchingmetode. Matchingmetoden består af 16 identificerede ’styrker’, der er vigtige for at få og fastholde et job. Fx kommunikation, fleksibilitet, læsning samt koncentration og fokus. Med fokus på borgerens kompetencer, tydelige jobbeskrivelser og et tæt samarbejde med en lang række virksomheder, matches borgeren til et konkret job.

I Södertälje Kommune var der med indsatsen Telge Tillväxt, der er målrettet unge og indvandrerkvinder, et fokus på, at indsatsen blev bygget op omkring sprints. Som en del af indsatsen er der fokus på forskellige brancher ift. at hjælpe borgeren mod job eller uddannelse inden for disse brancher. Tanken om at opbygge indsatser efter sprints kan dels understøtte borgerens progression og afklaring ift. det konkrete job/branche, men kan derudover også understøtte de brancher, der aktuelt oplever mangel på arbejdskraft.

Muligheder for det videre arbejde:

  • Der kan iværksættes et yderligere arbejde i forvaltningen ift. at undersøge mulighederne for at applicere dele af Samhalls matchingmetode for målgruppen af udsatte, der har problemer ud over ledighed. Det vil dog kræve nærmere juridisk kortlægning og samtænkning med eksisterende sagsgange.

2. Inspiration og digitale redskaber til integrationsindsatsen

Læringspunkter:

  • Systematisk tjekliste til integrationsindsatsen
  • Inklusion af digitale redskaber i indsatsen
  • Fokus på kulturel oversættelse

Med praksisnær erfaring fra de nordiske lande har Nordens Velfærdscenter samlet op på greb til at bekæmpe langtidsledigheden blandt indvandrere i kølvandet på COVID-19. Det er der kommet en tjekliste ud af med 11 tiltag til at designe og forbedre indsatser for langtidsledige indvandrere på deres vej mod beskæftigelse. Der er fx fokus på at få kvinderne med i indsatserne og dermed udfordre kønsstereotyper og at gå efter længerevarende, systematiske tilgange frem for korte projekter.

Ét af tjeklistens tiltag er inklusion af digitale redskaber i integrationsindsatsen. Dette er også et selvstændigt læringspunkt, da København ikke har erfaringer med anvendelse af robotteknologi og kun begrænsede erfaringer med VR-teknologi i indsatsen. Det har Finland erfaringer med fx ift. sprogrobotter, der hjælper borgere med udtale af ord og VR-briller, hvor borgeren placeres i en fiktiv, men realistisk jobsituation, hvor b.la. sprogkundskaber kan øves.  

Endelig blev der med oplægget fra en lokal integrationsindsats, Etableringslyftet, sat fokus på vigtigheden af kulturel oversættelse i arbejdet med at hjælpe indvandrere i job. Konkret havde medarbejdere et nært kendskab til borgernes modersmål og kunne på den måde understøtte både den sproglige og kulturelle oversættelse.

Muligheder for det videre arbejde:

  • De konkrete læringspunkter kan give inspiration til den digitale indsats og kan fx indlejres i konkrete indsatser for forvaltningen i den kommende digitaliseringsstrategi for KK og i udviklingen af BIU’s integrationshandleplan, herunder undersøge muligheden for fx at etablere et pilotprojekt med anvendelse af robotteknologi i sprogundervisningen.

Alle oplæg fra besøgene er vedlagt i bilag 1.

Økonomi

Studieturen blev afholdt inden for det afsatte budget på 123.000. Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Politisk handlerum

Udvalget kan på baggrund af drøftelsen bede forvaltningen om at arbejde videre med et eller flere læringspunkter fra Stockholm.

Videre proces

Afhængig af, hvad udvalget beslutter, arbejder forvaltning videre på et eller flere læringspunkter.

 

Henrik Lund / Mikkel Melgaard Nielsen

Beslutning

Indstillingen blev drøftet og det blev aftalt, at udvalget skal have en opfølgende orientering på, hvordan forvaltningen har arbejdet videre med matchingsmetoder og brugen af digitale redskaber i integrationsindsatsen.

Til top