Emne til Københavnertinget i 2024
Resumé
Alle fagudvalg er blevet bedt om at komme med forslag til temaer som Københavnertinget skal drøfte i efteråret 2024. Forvaltningen foreslår to temaer til drøftelse. Tema 1. hvordan får vi flere med handicap ind på arbejdsmarkedet i København og Tema 2. Hvordan skabes der bedre sammenhæng i sagsbehandlingen?
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forvaltningens forslag til temaer, der kan drøftes i Københavnertinget i efteråret 2024.
Problemstilling
I forbindelse med Overførselssagen 2021-2022 har Borgerrepræsentationen afsat penge til at lancere ’Københavnertinget - byens nye borgerting’.
Københavnertinget er et pilotprojekt over en toårig periode, der skal sikre, at københavnerne inddrages i endnu højere grad. Københavnertinget skal gennem 2023 og 2024 komme med idéer, anbefalinger og løsninger til forskellige spørgsmål fra kommunens fagudvalg om udviklingen af fremtidens København.
Alle fagudvalg er blevet bedt om at komme med forslag til Københavnertinget i 2024.
Løsning
Forvaltningen foreslår følgende tre temaer:
Tema 1. Hvordan bliver flere borgere med usynlige og synlige handicap en del af arbejdsmarkedet i København?
En analyse fra VIVE fra 2022 viser, at ca. 22 pct. af befolkningen i aldersgruppen 16-64 år angiver, at de har et handicap. Det svarer til, at ca. 800.000 danskere har et handicap - heraf har 300.000 et større handicap[1]. Mange borgere med handicap har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet selvom de er motiveret og har kompetencerne.
61 procent af personerne med handicap er i 2021 i beskæftigelse mod 86 procent af personerne uden handicap (VIVE 2022).
Samtidig efterspørger virksomhederne ledig arbejdskraft.
Forvaltningen har i dag dels en række specialiserede indsatser for borgere med handicap, fx rehabilitering af borgere med hjerneskade og indsats for psykisk sårbare. Dels et øget fokus på at opspore borgere med særligt usynlige handicap og støtte dem i at komme i arbejde.
Anbefalingerne fra Københavnertinget vil kunne bidrage til at udvikle Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsats med at få flere borgere med handicap i arbejde. Anbefalingerne vil også kunne bruges til at øge opmærksomheden på udfordringen på tværs af Københavns Kommune.
Tema 2. Hvordan skabes der bedre sammenhæng i sagsbehandling?
Ofte har københavnske ledige kontakt til flere forskellige forvaltninger. I løbet af 2020 havde BIF og SOF fx ca. 8.000 fælles borgere inkl. fællesborgere med børnesager i SOF. Det kan være, at man har børn i folkeskolen med behov for særlig støtte, får hjælp i Socialforvaltningen til at håndtere et misbrug, har bevilliget hjælpemidler i hjemmet eller på anden vis har kontakt med flere forskellige afdelinger i kommunen.
Forvaltningernes samarbejde er præget af forskellig lovgivning og forskellige kulturer/rationaler, der kan opleves forskellig og ukoordineret af borgerne. Udfordringen er her at få samspillet mellem de forskellige aktiviteter til at fungere så godt, at den enkelte ikke oplever en splittet sagsbehandling.
Derfor er det vigtigt at få input fra borgerne til, hvordan sammenhængen mellem kommunens aktiviteter på tværs af forvaltninger bliver bedre for den enkelte borger eller familie. Formålet er, at forvaltningerne i København kan få et ude-fra-ind perspektiv fra nogen af de borgere, der oplever kommunens måde at hjælpe dem på.
Tema 3. Hvordan kan Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen blive bedre til at samarbejde med frivillige foreninger?
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen kan og gør mange ting, når det handler om fx at hjælpe borgere i job og uddannelse og understøtte integration. Men for nogen – især udsatte borgere – er der behov for at forvaltningen bliver bedre til at inddrage frivillige borgere. Fx ift. at hjælpe ensomme borgere, borgere uden netværk osv.
Frivillige har den store fordel at de ikke repræsenterer en myndighed. Det betyder, at borgerne oplever fællesskaber og samvær, hvor der ikke er en bestemt dagsorden andet end at hjælpe og være sammen med borgerne. Det kunne fx være i idrætsforeninger, spejderbevægelsen, beboerforeninger, civilsamfundsorganisationer, patientforeninger mv.
Mange Københavnere deltager i sådanne foreninger eller har erfaring hermed. Derfor kunne Københavnertinget komme med input til, hvordan politikere og forvaltning kunne blive bedre til at samarbejde med frivillige foreninger.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Politisk handlerum
BIU afgiver ikke deres beslutningskompetence til tinget, men forpligter sig på at modtage og behandle Københavnertingets anbefalinger og i videst muligt omfang inddrage anbefalingerne i den videre politiske behandling af emnet.
Temaerne skal have en sådan karakter, at Københavnertinget har reel handlefrihed og mandat til at agere uafhængigt af politiske dagsordener, se også bilag 3.
Videre proces
Økonomiudvalget forventes at beslutter det endelige tema på møde d. 26. september 2023.
Henrik Lund / Marianne Becker Andersen
Beslutning
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag med tilføjelse af endnu et tema til Københavnertinget kaldet: Hvordan skabes der et mere fleksibelt arbejdsliv.
Der blev begæret afstemning til ændringsforslaget.
For stemte: 2 (C og B)
Imod: 9 (A, F, Ø, Å, O og V)
Undlod: 0
Dermed blev ændringsforslaget ikke vedtaget.
Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.
Et samlet udvalg fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Beskæftigelses- og Integrationsudvalget synes, at temaerne i indstillingen er relevante at gå videre, men har som førsteprioritet tema 1: Hvordan bliver flere borgere med usynlige og synlige handicap en del af arbejdsmarkedet i København?”
Alternativet fremsatte følgende protokolbemærkning:
”I forhold til ÆF om mere fleksibelt arbejdes uge. Selv om Alternativet er stor fortaler for mere fleksibelt arbejdsliv herunder 30 timer/4 dags arbejdsuge og stemte vi ikke for forslaget da vi ikke mener at emnet egner sig til københavnertinget, da det udelukkende vedrører de københavner der er ansat i Københavns kommune.”