Mødedato: 07.06.2007, kl. 17:30

Afholdelse af International dag 2007

Se alle bilag

Afholdelse af International dag 2007

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 7. juni 2007

 

 

16.      Afholdelse af International dag 2007

      BIU 114/2007

Ligesom de foregående fire år foreslås det, at der afholdes to arrangementer med fokus på det internationale miljø i København, Københavns Internationale Dag 2007.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller til Beskæftigelses- og Integrations­udvalget, 

 

1.  at der afholdes International Dag 2007 i efteråret 2007 ved Peblinge Dossering samt i Akacieparken.

2.  at arrangementerne afholdes den 9. september 2007 som beskrevet i indstillingen.

3.  at 0,5 mio. kr., der allerede er afsat til arrangementet "International Dag 2007", udmøntes fra en særskilt konto oprettet til formålet.

 

 

Problemstilling

Københavns Kommune har siden 2003 afholdt International Dag for at sætte fokus på det internationale miljø i København. International Dag er et koncept, hvor københavnere får mulighed for at se og møde et bredt udsnit af de mange kulturelle og internationale foreninger og organisationer, der findes i byen.

Sidste års arrangement var en stor succes med over 20.000 besøgende. Her kunne man blandt andet møde foreninger fra Filippinerne, Tyrkiet, Marokko, Kina og mange flere.

Arrangementet har de seneste år fundet sted ved Peblinge Dossering i København omkring august/september (sidste år den 16. september 2006).

Det forventes, at over 20.000 borgere i lighed med tidligere år vil besøge arrangementet.

 

·        Det foreslås, at arrangementet finder sted ved Peblinge Dossering. De mange tilbud vil blandt andet være boder, musik, dans, taler og kulinariske specialiteter. Det er ligeledes planlagt, at en lang række foreninger og organisationer inviteres til at møde op for at give de fremmødte et indblik i deres aktiviteter, deres kultur og deres musik. Tillige skal arrangementet indeholde udstillinger og aktiviteter for alle aldersgrupper.

Det er foreningerne selv, der har ansvaret for at planlægge og afvikle aktiviteterne i de enkelte boder.

·        Det foreslås herudover, at der samtidig afholdes en International Dag i Akacieparken, hvor den årlige lokale sommerfest bliver integreret i et mere internationalt koncept. Akacieparken er et udsat boligområde, som er et fokusområde for Københavns Kommunes Integrationspolitik, og set i lyset af Valbys fokus på integrationsområdet i form af lokaludvalgets arbejde samt helhedsplanerne, vil Akacieparken være relevant at inddrage i forbindelse med afholdelse af International Dag i 2007.

 

De nærmere rammer for arrangementet vil blive fastlagt af Kontoret for Integrationsservice i samarbejde med bestyrelsen i Akacieparken.

Planlægningen bør allerede nu iværksættes med henblik på at udsende invitationer, booke artister m.v.

 

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen foreslår, at International Dag afholdes den 9. september 2007.

Rammerne omkring arrangementet bør være de samme af hensyn til genkendelighed og stabilitet. Det foreslås dog, at konceptet udvides/ændres i et sådant omfang, at det også opleves nyt og interessant.

Arbejdet med planlægningen af arrangementet kan i år igen med fordel lægges i Kontoret for Integrationsservice.

Det foreslås, at udgifterne på op til 500.000 kr. til International Dag finansieres fra en særskilt konto oprettet til formålet.

 

Økonomi

Gennemførelse af det beskrevne arrangement i fuldt omfang estimeres at udgøre op til 0,5 mill. kr.

 

Det foreslås, at der afsættes 0,45 mill. kr. til International Dag ved Peblinge Dossering og 0,05 mill. kr. til International Dag i Akacieparken.

 

Det bemærkes, at det omtalte beløb allerede er afsat til formålet i budget 2007, hvorfor der ikke skal søges om dette.

 

Der foreslås følgende budget for begge arrangementer:

 

Udgifter til plakater, foldere og program              70.000

Annoncering i pressen                                                 15.000

Vagter                                                                              15.000

Københavns Brandvæsen                                             10.000

Rullegræs og udsmykning                                          25.000

Lyd                                                                                   15.000

Renholdelse                                                                                          10.000

Flydende scene                                                              25.000

Elektriker                                                                      15.000

Afspærring                                                                     10.000

Teltleje, borde og stole samt toiletter mv.           110.000

Forplejning af ansatte (*)                                           10.000

Sceneoptræden (**)                                                   150.000

Studentermedhjælp (***)                                           20.000

Samlet                                                                          500.000

(*)Dette punkt dækker over forplejning til de
fra kommunens forvaltning involverede ansatte
på selve dagen, samt forplejning til sceneteknikere
og andre involverede.

(**)Beløbet dækker blandt andet over et fast beløb pr.
performer på kr. 5.000 til dækning af transport mv. samt

større beløb til mere etablerede kunstnere.
(***) Til brug for selve planlægningen og arbejdet
ønskes en studenterhjælp tilknyttet til brug for de mere

rutineprægede opgaver, telefonbetjening, kontakt og opfølgning
til diverse foreninger mv.
  


Budgettet er foreløbigt og skønsmæssigt fastsat til orientering, og der må forventes at ske flere ændringer undervejs i forhold til de forskellige udgiftsposter.

Med hensyn til pkt. 1 med forslag om ligeledes at afholde International Dag i Akacieparken, skal det bemærkes, at dette vil kræve afsætning af flere medarbejderressourcer til planlægning samt afvikling af begge arrangementer.

 

Videre proces

Når Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har godkendt indstillingen, vil arbejdet med at forberede og planlægge arrangementet påbegynde.

Bilag

1. Evalueringsrapport fra sidste års arrangement.

 

         Morten Binder

                                                         /Kaj Ove Christiansen

 



 

Til top