Tildeling af rammeaftaler i forlængelse af genudbuddet af match 2-indsatsen (fortrolig)
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) orienteres om hvilke tilbudsgivere, som Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen agter at indgå rammeaftaler med i forlængelse af det gennemførte udbud af beskæftigelsestilbud til indsatsklare ledige (matchgruppe 2).
Indstilling og beslutning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
1. At Beskæftigelses- og integrationsudvalget tager til efterretning, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indgår rammeaftaler med nedenstående tilbudsgivere i forlængelse af genudbuddet.Problemstilling
BIU besluttede den 20. juni 2011 (pkt. 4) at genudbyde størstedelen af beskæftigelsesindsatsen til indsatsklare ledige (matchgruppe 2). Det blev på samme møde besluttet at hjemtage ca. 1/5 af indsatsen til kommunal varetagelse udenfor rammeaftalerne.
Genudbuddet har til formål at sikre, at Jobcenter København fortsat kan servicere kommunens indsatsklare ledige med målrettede og specialiserede beskæftigelsestilbud, når de eksisterende rammeaftaler udløber den 30. juni 2012.
De nuværende 12 leverandører – herunder kommunens egen indsats i Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats’ Konsortium - udgør rygraden i aktiveringsindsatsen overfor de af kommunens ledige borgere, der endnu har et stykke vej tilbage til arbejdsmarkedet. Jobcenter København har – efter dialog med borgeren – mulighed for at visitere til den af de 12 leverandører, hvis tilbud vurderes hurtigst at bringe borgeren i varig beskæftigelse. Kommunen er ikke forpligtet til at henvise et bestemt antal borgere til den enkelte leverandør.
BIU traf den 30. oktober 2011 beslutning om håndtering af en række særlige fokusområder for genudbuddet af indsatsen, herunder resultatbaseret aflønning, lokal forankring, progressionsmåling samt tildelingskriterier (og vægtning af disse).
Forvaltningen har gennemført udbudsforretningen i overensstemmelse hermed og orienterer nu BIU om resultatet.
Løsning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen annoncerede udbuddet den 5. december 2011. Den 16. januar 2012 modtog forvaltningen tilbud fra en lang række af markedets aktører. Forvaltningen har i forlængelse heraf gennemført en forhandlingsrunde med tilbudsgiverne med det formål at løfte kvaliteten i tilbuddene.
Forvaltningen har herefter modtaget i alt 51 konditionsmæssige tilbud.
51 tilbud på 3 udbudsområder
På BIU-mødet den 30. oktober 2011 (pkt. 6) blev det besluttet at opdele udbuddet i 3 særskilte udbudsområder målrettet forskellige dele af markedet for beskæftigelsestilbud og til imødekommelse af de forskellige delmålgruppers behov. Områderne er blevet udbudt særskilt og potentielle leverandører har ikke behøvet at byde på alle områder. De tre udbudsområder er følgende:
1. Udbudsområde 1 udgøres af beskæftigelsestilbud rettet mod de af kommunens indsatsklare ledige, der er tættest på arbejdsmarkedet.
Der er modtaget 21 tilbud på dette område. En oversigt over tilbudsvurderingen fremgår af bilag 1.
2. Udbudsområde 2 udgøres af beskæftigelsestilbud rettet mod de af kommunens indsatsklare ledige, der har behov for en særligt helhedsorienteret beskæftigelsesindsats, som også inddrager social- og sundhedsfaglige problemstillinger i håndteringen af borgerne.
Der er modtaget 19 tilbud på dette område. En oversigt over tilbudsvurderingen fremgår af bilag 2.
3. Udbudsområde 3 udgøres af beskæftigelsestilbud rettet mod de af kommunens indsatsklare ledige, der har særligt behov for afklaring af deres forudsætninger ift. fremtidig funktion på arbejdsmarkedet, herunder fx fleksjob eller førtidspension.
Der er modtaget 11 tilbud på dette område. En oversigt over tilbudsvurderingen fremgår af bilag 3.
Tildelingskriterier og proces for tilbudsvurdering
Vurderingen af de mange tilbud er sket med udgangspunkt i de udmeldte tildelingskriterier, hhv. kvalitet og pris, som ligeledes blev besluttet på BIU-mødet den 30. oktober 2011 (pkt. 6). Disse kan opsummeres på følgende vis for hvert af de tre udbudsområder:
1. På udbudsområde 1 forstås med kvalitet et beskæftigelsestilbud, der er afstemt med målgruppens særlige udfordringer, og som har et klart og realistisk udslusningsmål samt muliggør en individuel borgerhåndtering. Kvalitetskriteriet indgår i tilbudsvurderingen med en vægt på 60 %, mens pris indgår med en vægt på 40 %.
2. På udbudsområde 2 forstås med kvalitet et helhedsorienteret beskæftigelsestilbud, der også inddrager social- og sundhedsfaglige udfordringer i håndteringen af borgerne samt muliggør en individuel borgerhåndtering. Kvalitetskriteriet indgår i tilbudsvurderingen med en vægt på 70 %, mens pris indgår med en vægt på 30 %.
3. På udbudsområde 3 forstås med kvalitet et beskæftigelsestilbud, der formår at bidrage med en afklaring af borgernes forudsætninger ift. fremtidig funktion på arbejdsmarkedet, herunder fx fleksjob eller førtidspension, samt muliggør en individuel borgerhåndtering. Kvalitetskriteriet indgår i tilbudsvurderingen med en vægt på 60 %, mens pris indgår med en vægt på 40 %.
Forskellen i vægtningen på udbudsområderne afspejler, at der på udbudsområde 2 efterspørges et mere komplekst tilbud, som ikke vurderes at være velkendt på markedet, mens der på udbudsområde 1 og 3 efterspørges forløb, der er mere kendte af markedets aktører.
Processen for tilbudsvurderingen er beskrevet i bilag 4, mens bilag 5 udgøres af et eksempel på projektledelsens skabelon til anvendelse af bedømmelsesudvalgene ifm. kvalitetsvurderingen; denne har til formål at sikre systematik og ligebehandling i kvalitetsvurderingen.
Tildeling af rammeaftaler
På baggrund af udbuddet agter forvaltningen at tildele rammeaftaler til følgende tilbudsgivere på de tre udbudsområder:
|
Bilag 6 indeholder en kort beskrivelse af hver af de vindende tilbudsgivere. Der henvises herudover til bilag 1-3 for en oversigt over vurderingen af samtlige konditionsmæssige tilbud på hvert af de 3 udbudsområder.
Det er forvaltningens vurdering, at den tilvejebragte leverandørkreds lever op til forvaltningens behov.
Økonomi
Forbrug under rammeaftalerne afhænger af det af Borgerrepræsentationen årligt vedtagne budget.
Forvaltningen har i 2012 budgetteret med i alt ca. 200 mio. kr. til beskæftigelsesindsatsen under rammeaftalerne (nuværende og kommende rammeaftaler).
Det bemærkes, at rammeaftalerne indebærer, at kommunen har ret – og ikke pligt – til at foretage konkrete enkeltkøb under aftalerne. Leverandørerne er således ikke garanteret mindstekøb under rammeaftalerne.
Videre proces
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen agter snarest muligt at indgå rammeaftaler med de ovenfor angivne virksomheder, således at rammeaftalerne kan træde i kraft fra 1. juli 2012.
Morten Binder
/Kaj Ove Christiansen
BILAG
1. Oversigt over tilbudsvurderingen på udbudsområde 1
2. Oversigt over tilbudsvurderingen på udbudsområde 2
3. Oversigt over tilbudsvurderingen på udbudsområde 3
4. Proces for tilbudsvurdering
5. Skabelon for kvalitetsvurdering af tilbud på udbudsområde 1
6. Beskrivelse af vindende tilbudsgivere
Beslutning
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
"Enhedslisten ønskede ikke at gennemføre udlicitering af aktiveringsindsatsen. Indstillingen tydeliggør, at udlicitering betyder manglende demokratisk kontrol med indsatsen, idet udvalget ikke får mulighed for at vælge hvilke aktører man ønsker at samarbejde med."