Mødedato: 07.04.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Ekstern finansiering af undervisningsvideo om radikalisering

Se alle bilag
Godkendelse af en ansøgning om eksterne midler fra SSP-pulje til finansiering af 300.000 kr. til undervisningsvideo.  

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at der søges om 300.000 kr. hos PET’s SSP-pulje til finansiering af undervisningsvideo målrettet folkeskolens udskolingsdel.
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at VINK kontraherer med Film & TV Compagniet.    

Problemstilling

Film & TV Compagniet har taget kontakt til VINK i Københavns Kommune (se bilag 1), idet de søger at rejse finansiering til en undervisningsvideo med titlen "Hvem er jeg - hvem er vi?" - opdage, forhindre og forebygge radikalisering og ekstremisme. (se bilag 2). Der er p.t. modtaget 350.000 kr. fra Ministeriet for Børn og Undervisning. Undervisningsvideoen er budgetteret til 799.700 kr.

Løsning

VINK har efter henvendelse fra Film & TV Compagniet vurderet, at projektforslaget er fagligt relevant ift. tidlig forebyggelse af radikalisering. Undervisningsmaterialet skal bruges til oplysning og perspektivering blandt unge 15-18 årige. Der findes i dag ikke et sådant undervisningsmateriale, og projektet kan nuancere og perspektivere identitet, ekstremisme og radikalisering.

VINK vil stille sin ekspertise til rådighed ved at rådgive og kvalificere undervisningsmaterialet. 

Økonomi

Såfremt ansøgningen opnår en finansiering, vil VINK få dækket sit bidrag på 50.000 kr. i forhold til omkostninger ved administration og rådgivning i udvikling af undervisningsvideo.

Budget

Tabel 1. budgetudkast - undervisningsvideo

1.000 kr. – 2014 p/l

2014*

Serviceudgifter:

 

VINK

 

Administration af bevilling

30

Ekspertbistand fra resursepersoner

20

 

 

Film & TV Compagniet

 

Produktion

250

Serviceudgifter i alt

300

Videre proces

Såfremt BIU godkender indstillingen, vil VINK ansøge forebyggelsescentret i Rigspolitiet om 300.000 kr. til finansiering af undervisningsvideo samt indgå kontrakt med filmselskabet omkring leverancer, stille ekspertise til rådighed og stå for administration og regnskabsaflæggelse.

Birgitte Hansen    /Kaj Ove Christiansen

 

Beslutning

Der blev stillet følgende forslag:

At indstillingens 1. at ændres til: ... undervisningsvideo målrettet grundskolen.

For stemte: 8 (A, B, F, C, I)
Imod stemte: Ingen
Undlod: 2 (Ø)

Forslaget blev godkendt.

Herefter var der afstemning om den samlede indstilling:

For stemte: 8 (A, B, F, C, I)
Imod stemte: Ingen
Undlod: 2 (Ø)

Indstillingen blev således godkendt med ændringen til 1. at.   

Der var følgende protokolbemærkning:
Enhedslisten mener, at radikale holdninger er et vilkår i et demokratisk samfund. Enhedslisten mener ikke, at VINK er et egnet redskab til at forebygge terrorisme.
Til top