Mødedato: 07.04.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Ankestyrelsens praksisundersøgelse af kommunernes brug af anden aktør i sygedagpengesager

Se alle bilag
Ankestyrelsen har i juli 2013 afsluttet sin praksisundersøgelse om ”Kommunernes brug af anden aktør i sygedagpengesager”. Undersøgelsen blev offentliggjort den 27. november 2013 med orientering herom til kommunerne den henholdsvis den 7. december 2013 og den 20. december 2013.

I overensstemmelse med § 79a i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område forelægges Ankestyrelsens praksisundersøgelse til behandling i Beskæftigelses- og integrationsudvalget.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og integrationsudvalget tager resultatet af Ankestyrelsens praksisundersøgelse om "Kommunernes brug af anden aktør på sygedagpengeområdet" til efterretning.

Problemstilling

I forbindelse med den seneste større reform af sygedagpengeloven blev det muligt for kommunerne at overlade myndighedsopgaver til andre aktører. Andre aktører kunne således give tilbud og afholde opfølgningssamtaler med sygemeldte. Kommunerne kunne ikke overlade det til andre aktører at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge.

Praksisundersøgelsen er bestilt af beskæftigelsesministeren på baggrund af samråd den 2. maj 2012 om kommunernes brug af anden aktør i forbindelse med sygedagpengeopfølgningen. Baggrunden for samrådet var, at Ankestyrelsen i en række sager havde konstateret, at kommunerne i strid med reglerne anvendte anden aktør til at træffe myndighedsafgørelser om borgernes ret til sygedagpenge.

Også Københavns Kommune fik i løbet af 2010 en række afgørelser om retten til sygedagpenge kendt ugyldige, idet de efter Ankestyrelsens opfattelse var truffet af anden aktør. Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen havde fuldt ud kendskab til, hvilke myndighedsopgaver der kunne overlades til anden aktør. Forvaltningen havde imidlertid, indtil Ankestyrelsens principafgørelser forelå, en anden opfattelse af, hvornår et eksternt vikarbureau, der var ansat til at gennemgå en række konkrete sager, reelt blev anset for at være ’anden aktør’ frem for ’vikar’. 

Som konsekvens af Ankestyrelsens principafgørelser på området valgte Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i 2010 på eget initiativ at genoptage ca. 600 sygedagpengesager. Kun ganske få af de genoptagne sager gav anledning til en ændring af den oprindelige afgørelse truffet af eksternt vikarbureau/anden aktør. Samtidig blev praksis i forhold til anvendelsen af eksterne vikarbureauer ændret, således at der ikke fremadrettet kunne opstå tvivl om, hvorvidt det var kommunen, der havde truffet myndighedsafgørelsen om retten til sygedagpenge.

Elementer i Ankestyrelsens praksisundersøgelse
Ankestyrelsens praksisundersøgelse består af 2 dele:
  1. En landsdækkende spørgeskemaundersøgelse i kommunerne med henblik på afdækning af kommunernes brug af andre aktører i sygedagpengeopfølgningen
  2. En praksisundersøgelse med dels en gennemgang af kontrakter og arbejdsbeskrivelser indgået med anden aktør i 10 udvalgte kommuner, og dels en gennemgang og vurdering af i alt 48 sygedagpengesager fra 10 udvalgte kommuner, hvor kommunen har anvendt anden aktør i sygedagpengeopfølgningen eller ved afgivelse af tilbud.

Resultater af spørgeskemaundersøgelsen

  • 41 procent af kommunerne, svarende til 38 kommuner, har anvendt anden aktør til myndighedsopgaver efter sygedagpengeloven eller til tilbud efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats
  • Kommunerne anvender hovedsagelig anden aktør til afholdelse af tilbud efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats
  • I halvdelen af de kommuner, der har anvendt anden aktør, kunne borgeren vælge mellem forskellige aktører
  • I 34 af de 38 kommuner har man kontrakt (rammeaftale) med anden aktør. De resterende kommuner oplyser, at de i stedet har købt enkeltpladser
  • 58 procent af kommunerne har udarbejdet retningslinjer for samarbejdet med anden aktør.
  • 76 procent af kommunerne oplyser, at de anvender Arbejdsmarkedsstyrelsens orienteringsbrev om andre aktører i sygedagpengeopfølgningen.

Resultat af praksisundersøgelsen

  • Der er fejl i seks ud af 48 gennemgåede sager. Fem sager stammer fra samme kommune, hvor anden aktør er anvendt i strid med delegationsreglerne
    • Med førnævnte undtagelse anvender kommunerne anden aktør i overensstemmelse med regelsættet og de kontrakter, der er indgået
    • I 19 sager har kommunen undladt at oplyse borgeren skriftligt om anvendelsen af anden aktør

Resultat i forhold til Københavns Kommune
Københavns Kommune deltog i undersøgelsen med fem sager. Resultatet af gennemgangen af disse sager viser, at der ikke var fejl i forhold til Københavns Kommunes anvendelse af anden aktør. Dette hænger naturligt sammen med, at Københavns Kommune anvender ikke anden aktør i sygedagpengeopfølgningen, men alene som leverandør af aktive tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven. Det var derimod en fejl, at kommunen i en sag havde bragt borgerens sygedagpengene ved generel varighed til ophør uden at træffe en skriftlig afgørelse herom.

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen tilpassede i 2010-2011 sine arbejdsgange som følge af Ankestyrelsens principafgørelser. Der vurderes ikke at være behov for yderligere initiativer på baggrund af resultatet af praksisundersøgelsen.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser.

Birgitte Hansen     / Jørn Levinsen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top