Ankestyrelsens praksisundersøgelse om virksomhedspraktik og løntilskud marts 2014
I overensstemmelse med § 79a i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område forelægges Ankestyrelsens praksisundersøgelse til behandling i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
Indstilling og beslutning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager resultatet af Ankestyrelsens praksisundersøgelse om virksomhedspraktik og løntilskud til efterretning.
Problemstilling
Undersøgelsen har især haft fokus på de regler i lovgivningen, som har til formål at forhindre fortrængning af ordinært ansatte, dvs. rimelighedskravet (der skal være et rimeligt forhold mellem antallet af ansatte uden tilskud og antallet af ansatte i virksomhedspraktik samt ansatte med løntilskud), merbeskæftigelseskravet (ansættelsen skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte i virksomheden) og reglerne om høring af de ansatte og inddragelse af medarbejderrepræsentant.
Resultatet af undersøgelsen er, at lovgivningen samlet set er overholdt i 58 % af alle sager og i 62,5 % af sagerne i København, jf. tabel 1 nedenfor.
Resultatet af undersøgelsen er endvidere, at det i en stor del af sagerne ikke har været muligt at vurdere, om reglerne er overholdt, fordi der mangler oplysninger i sagen. I disse sager ville Ankestyrelsen enten have omgjort kommunens afgørelse eller have sendt sagen retur til ny behandling i kommunen (en såkaldt hjemvisning). For Københavns vedkommende har Ankestyrelsen oplyst, at ingen sager ville være blevet omgjort, men at 37,5 % ville være blevet hjemvist.
Tabel 1: Hovedkonklusioner
Lovgivning overholdt i sagen dvs. sagen ville være blevet fastholdt i Ankestyrelsen |
Sagen ville være blevet omgjort i Ankestyrelsen |
Sagen ville være blevet hjemvist til fornyet behandling i kommunen |
|
Samlet resultat | 58 % |
7 % |
35 % |
København |
62,5 % |
0 % |
37,5 % |
Løntilskud
For Københavns Kommune viser undersøgelsen,
- at 58 % af sagerne svarende til 7 sager er i overensstemmelse med reglerne.
- at i 42 % svarende til 5 sager ville kommunens afgørelse blive hjemvist til fornyet behandling i kommunen på grund af manglende væsentlige eller afgørende oplysninger.
De væsentlige eller afgørende oplysninger vedrører oplysninger til brug for vurdering af rimelighedskravet og merbeskæftigelseskravet fx oplysninger om antallet af ordinært ansatte, antal personer i løntilskud eller virksomhedspraktik, oplysning om de ansatte er blevet hørt, skriftlig tilkendegivelse fra medarbejderrepræsentant om opfyldelse af rimelighedskravet m.m. Herudover peges på oplysninger om borgernes ledighedsperiode, målgruppe og jobplan.
Det samlede resultat for alle 12 kommuner er,- at 58 % svarende til 47 sager er i overensstemmelse med reglerne,
- at i 42 % af sagerne svarende til 34 sager ville kommunens afgørelse blive omgjort eller hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Årsagen hertil er, at der mangler væsentlige eller afgørende oplysninger i sagerne.
Virksomhedspraktik
- at 75 % svarende til 3 sager er i overensstemmelse med reglerne, men at der mangler enkelte mindre væsentlige oplysninger.
- at i 25 % svarende til 1 sag ville kommunens afgørelse blive hjemvist til fornyet behandling i kommunen på grund af manglende væsentlige eller afgørende oplysninger. Helt konkret er der blandt andet tvivl om, hvorvidt der er tale om en enkeltmandsvirksomhed og dermed vurdering af rimelighedskravet.
I den forbindelse kan det oplyses, at det fremgår af bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats § 60, stk. 1, at antallet af personer i virksomhedspraktik og løntilskud maksimalt må udgøre 1 person for hver 5 ansatte, hvis virksomheden, herunder enkeltmandsvirksomheder har 0-50 ansatte, dog altid 1 person.
Det samlede resultat for alle 12 kommuner er,- at 56,7 % svarende til 17 sager er i overensstemmelse med reglerne,
- at i 43,3 % svarende til 13 sager ville kommunens afgørelse blive omgjort eller hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Årsagen hertil er, at der mangler væsentlige eller afgørende oplysninger i sagerne, fx blanketter, oplysninger om antal af ordinært ansatte og ansatte i løntilskud og praktik samt skriftlig tilkendegivelse fra medarbejderrepræsentant om opfyldelse af rimelighedskravet.
Ankestyrelsens anbefalinger
Resultatet af undersøgelsen viser sammenfattende, at det generelt er en udfordring at få oplyst sagerne tilstrækkeligt og korrekt.
Ankestyrelsen anbefaler,
- at kommunerne sikrer, at anvendte blanketter til brug for virksomhedspraktik og løntilskud er tilstrækkelig udfyldt
- at blanketter på området gennemgås med henblik på, at de udformes mere hensigtsmæssigt for at sikre kommunerne den nødvendige dokumentation. (Dette sker via KL).
- at kommunerne sikrer, at der foreligger en skriftlig tilkendegivelse fra arbejdsgiver og en medarbejderrepræsentant om, hvorvidt rimelighedskravet er opfyldt.
- at kommunerne sikrer, at der ved bevilling af løntilskud foreligger en skriftlig tilkendegivelse fra arbejdsgiver og en medarbejderrepræsentant om, hvorvidt merbeskæftigelseskravet og reglerne om høring og inddragelse af en medarbejderrepræsentant forud for ansættelsen er opfyldt.
- at kommunerne indhenter yderligere oplysninger, inden ansættelse med løntilskud bevilges, hvis der er oplysninger i arbejdsgivers tilbud, der giver anledning til tvivl, hvorvidt merbeskæftigelseskravet er opfyldt.
- at kommunerne sikrer, at der forud for ansættelse med løntilskud i en enkeltmandsvirksomhed foreligger oplysninger om antallet af eventuelt ansatte i de foregående 12 måneder.
Endelig anbefaler Ankestyrelsen konkret præcisering af elementer i blanketterne.
I forhold til de afdækkede fejl i undersøgelsen medfører disse ikke konsekvenser for borgeren eller virksomheden.
Løsning
Opfølgning i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning
Handlingsplanen involverer alle centre. Centrene har drøftet og forholdt sig til Ankestyrelsens praksisundersøgelse, herunder konkret til hvilke centerspecifikke kvalitetsforbedrende initiativer, der skal iværksættes.
Forvaltningen følger løbende op på handlingsplanen og kvaliteten på området.
Nedenfor er elementerne i handlingsplanen gengivet. Der henvises til bilag 2 for yderligere beskrivelse.
- Orientering til centrene om regler og krav
- Præcisering af arbejdsgange
- Drøftelse af regler og arbejdsgange på et netværksmøde
- Centerspecifikke initiativer
- Opfølgning på Ankestyrelsens gennemgang af konkrete sager i undersøgelsen
- Konsekvent anvendelse af løntilskudsadministrationssystemet
- Opfølgning i forhold til leverandører og anden aktør
- Ekstraordinær kvalitetsopfølgning
Økonomi
- Ankestyrelsens praksisundersøgelse om virksomhedspraktik og løntilskud
- Handlingsplan for øget kvalitet på virksomhedspraktik og løntilskudsområdet
Birgitte Hansen / Jørn Levinsen