Mødedato: 07.03.2017, kl. 09:00
Mødested: Vilvorde Kursuscenter - Vilvordevej 70, 2920 Charlottenlund

Business cases til Investeringspuljen – Velfærdspraktikker i Københavns Kommune for forsikrede ledige

Se alle bilag

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler,

  1. at business casen ’Velfærdspraktikker i Københavns Kommune for forsikrede ledige’ (bilag 1) til Investeringspuljen godkendes.

  2. at finansieringen af casen indgår i forhandlingerne for Overførselssagen 2017.

Problemstilling

Med budgetaftalen for 2016 er det besluttet at iværksætte en ny strategi: ’Smarte investeringer i kernevelfærden’. Strategien har til formål at implementere ny teknologi og udvikle medarbejderne i Københavns Kommune. Investeringerne skal desuden føre til effektiviseringer. Da den kraftige befolkningsvækst i København sætter kommunens økonomi under pres besluttede aftaleparterne med budgetaftale 2017 at forlænge strategien til og med 2018.

Københavns Kommune opretter færre særlige jobordninger end fx Odense og Aarhus. I de byer var andelen af ansatte i særlige jobordninger i august 2016 11,1 pct. og 7,8 pct. målt ift. alle ansatte, hvorimod den i Københavns Kommune kun var 4,1 pct.

Vedtages business casen indebærer det en ændring af den beslutning Borgerrepræsentationen vedtog den 2. februar 2017 om, at målniveauet i 2017 for virksomhedspraktik, løntilskud og nytteindsats i forvaltningerne er 1.520 helårspersoner. Målniveauet foreslås øget fra 1.520 til 1.670 i 2017 og yderligere forøget til 1.820 i 2018.

Et øget fokus på virksomhedsplaceringsansættelser medføre en forkortelse af ledighedslængden for de omfattede ledige, hvormed kommunen kan spare udgifter til forsørgelse. Effektstudier viser, at virksomhedsplaceringer øger den lediges sandsynlighed for at finde job (Rosholm og Svarer, 2011). Andre undersøgelser har derudover dokumenteret, at en tidlig indsats forkorter ledighedslængden. Evalueringen af ’Hurtigt-i-gang forløb’ fra 2008 viste, at ledighedslængden gennemsnitligt blev forkortet med op i mod ca. to uger for personer, der deltog i Hurtigt-i-gang, som var et aktiveringsforløb givet tidligt i ledighedsforløbet.

Løsning

Velfærdspraktikker kan være til gavn for både den enkelte og byen. For den enkelte i form af, at en virksomhedspraktik er en trædesten til et ordinært job. For byen ved at få løst en række opgaver, der understøtter kernevelfærden, som ellers ikke ville blive løst. Som en af Danmarks største arbejdspladser kan Københavns Kommune gå foran. Men Københavns Kommune opretter færre særlige jobordninger end fx Odense og Århus.

Konkret tager business casen udgangspunkt i, at der oprettes ekstra virksomhedsplaceringer i forvaltningerne i Københavns Kommune svarende til 150 helårspersoner i 2017 og 300 helårspersoner i 2018-2019.

Vedtages business casen indebærer det dermed en ændring af den beslutning Borgerrepræsentationen vedtog den 2. februar 2017 om, at målniveauet i 2017 for virksomhedspraktik, løntilskud og nytteindsats i forvaltningerne er 1.520 helårspersoner. Målniveauet foreslås øget fra 1.520 til 1.670 i 2017 og yderligere forøget til 1.820 i 2018.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen ønsker at igangsætte et pilotprojekt i 2017-2019 med det formål at ansætte flere i virksomhedsplacering på arbejdspladser i forvaltningerne i Københavns Kommune, dvs. hurtigere formidling og bedre kandidatudsøgning.

Forslaget indebærer at antallet af virksomhedsplaceringer øges, idet den primære målgruppe er ledige akademikere, men også andre ledige borgere. Ledige akademikere er den eneste gruppe af ledige i Københavns Kommune, som ikke er faldet i de seneste år, og de udgør ca. 40 pct. af de ledige dagpengemodtagere. Ca. 50 procent af de ledige akademikere er dimittender. Ordningerne kan dog jf. lovgivningen på området benyttes i forhold til alle grupper af overførselsmodtagere, på en måde så det svarer til forvaltningernes behov.  

Konkret igangsættes et pilotprojekt i 2017-2019 med det formål at ansætte flere i virksomhedsplacering på arbejdspladser i forvaltningerne i Københavns Kommune, dvs. hurtigere formidling og bedre kandidatudsøgning. Tilsvarende styrkes forvaltningernes mulighed for at arbejde med at oprette relevante praktikker, ved at de tilføres 4.000 kr. pr. helårsplads der skal oprettes – både indenfor den eksisterende kvote og den foreslåede forhøjelse. Forvaltningerne kompenseres ikke blot i forhold til de 300 ekstra helårsplaceringer, men i forhold til alle helårsplaceringer. Det vil sige 1.670 i 2017 og 1.820 i 2018-2019. Det er forventningen at denne kompensation både vil kunne øge udnyttelsen af den eksisterende kvote og de ekstra kvotepladser, der tilføres med forslaget.

Forvaltningerne har løbende peget på, at der er problemer med henvisningen af borgere fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen til virksomhedsplaceringerne. Ved at styrke og effektivisere henvisningsprocessen af ledige til virksomhedsplacering i forvaltningerne – og dermed lette forvaltningernes administration af virksomhedsplaceringerne samt udsøge bedre kandidater – forventes det, at antallet af helårspersoner i virksomhedsplacering kan øges med 150 i 2017 stigende til 300 i 2018-2019. Det foreslås, at de ledige som aktiveres i virksomhedsplacering i forvaltningerne aktiveres, straks det er muligt.

De øvrige forvaltningerne er blevet bedt om bemærkninger til business casen. Fire forvaltninger har afgivet bemærkninger, hvilket har ført til væsentlig justering af casen. Der er indført en kompensation, der tager højde for, at business casen har omkostninger for forvaltningerne. Ligeledes er det præciseret, at forvaltningerne kan benytte den forøgede kvote til andre målgrupper end forsikrede ledige, såfremt de ønsker dette. Endelig er i risikovurderingen præciseret, at der ikke er sikkerhed for, at en forhøjelse af kvoten fører til en tilsvarende forhøjelse af det realiserede antal virksomhedspraktikker. Det bemærkes endvidere fra en forvaltning, at de oplever at der ikke leveres et tilstrækkeligt antal kvalificerede ledige til de opslåede pladser. Dette understøtter intention og behovet for casen: At Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen sammen med forvaltningerne skal blive bedre til at finde ledige, som matcher behov i forvaltningerne, og hvor den ledige via praktikken oplever progression, der betyder at vedkommende kommer i ordinært arbejde.

Se bilag 1 for en detaljeret beskrivelse af casen.

Økonomi

Indsatsen betyder, at der skal afholdes udgifter til to ekstra årsværk, svarende til 0,7 mio. kr. i 2017 og 1,1 mio. kr. i 2018-2019. For at lette forvaltningernes arbejde med at modtage ledige i virksomhedsplacering, foreslås det desuden, at der afsættes en kompensation til den enkelte arbejdsplads på 4.000 kr. per helårsplads.

Det forventes, at indsatsen medfører en forøgelse af antallet af ansættelser i virksomhedsplacering i forvaltningerne med 150 helårspersoner i 2017, svarende til cirka 1.000 ekstra forløb stigende til 300 helårspersoner i 2018-2019, svarende til cirka 2.100 ekstra forløb.

Effekten af indsatsen forventes at være en forkortelse af den gennemsnitlige ledighedslængde for alle omfattede borgere i ordningen på ca. 2 uger. Det svarer til en ydelsesbesparelse på ca. 4,7 mio. kr. i 2017 og ca. 9,5 mio. kr. årligt i 2018-2019. Efter afslutningen af forsøget forventes der endvidere at være en marginal varig resteffekt svarende til ca. 0,9 mio. kr.

Forslagets samlede økonomiske konsekvenser fremgår af tabellen.

Tabel 1. Økonomiske konsekvenser ved business casen

Videre proces

Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) godkender business casen i den foreliggende form, oversendes den til Økonomiudvalget til godkendelse, hvorefter den indgår i forhandlingerne i forbindelse med Overførselssagen for 2017, jf. beslutning i budgetaftale 2017 om at investeringscases fremover fremlægges i forbindelse med Overførselssagen og budgetforhandlingerne.

Såfremt BIU ønsker ændringer til casen indarbejdet, må casen afvente budgetforhandlingerne, da en indarbejdelse af ændringer ikke kan nås inden udsendelse af materiale til forhandlerkredsen for Overførselsforhandlingerne.

Business casen vedtages endeligt af Borgerrepræsentationen, når Overførselssagen for 2017 vedtages.

 

Bjarne Winge /Jacob Zeberg Eberholst

Beslutning

Et enigt udvalg besluttet at sende indstillingen tilbage med henblik på at kvalificere business casen, således at den kan indgå i forhandlingerne om budgettet for 2018.

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten er skeptisk overfor forslaget i sin nuværende form bl.a. på grund af risiko for fortrængning af arbejdskraft, hvis forvaltningerne får penge for at oprette virksomhedspraktikker. Vi ønsker hellere at investere i flere ordinære jobs frem for disse typer stillinger.”

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre støtter business casen og dens ambition om at fremme antallet af virksomhedsplaceringer til gavn for såvel de ledige som kommunens økonomi - men anerkender udvalgets ønske om at få belyst de forventede effekter endnu bedre.”

Til top