Mødedato: 07.03.2017, kl. 09:00
Mødested: Vilvorde Kursuscenter - Vilvordevej 70, 2920 Charlottenlund

Revidering af "Retningslinjer for brug af virksomhedspraktik i Jobcenter København"

Se alle bilag

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender ændringer i "Retningslinjer for brug af virksomhedspraktik i Jobcenter København".
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orientering om formidling af "Retningslinjer for brug af virksomhedspraktik i Jobcenter København" til efterretning.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 18. februar 2013 "Retningslinjer for brug af virksomhedspraktik i København". Retningslinjerne er målrettet jobcentermedarbejdere i Jobcenter København og skal sikre, at anvendelse af virksomhedspraktik i både private og offentlige virksomheder sker i overensstemmelse med lovgivningen. Retningslinjerne er revideret i 2014 og 2015 (revideringer er henholdsvis godkendt og taget til efterretning af udvalget den 31. marts 2014 og den 18. maj 2015).

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har i forbindelse med drøftelser om tilsyn med administration af virksomhedspraktik og løntilskud (på møde den 15. august 2016 og 28. november 2016) vedtaget ændringer til retningslinjerne og stillet spørgsmål til, hvordan kendskab til retningslinjerne i forvaltningerne sikres. Derudover er der behov for revidering af retningslinjerne for at sikre, at de ikke er en skærpelse af lovgivningen.

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede på møde den 15. august 2016 følgende:

  1. Det skal fremgå af ”Retningslinjer for brug af virksomhedspraktik i Jobcenter København”, at der er en klar progression for forløbet, så den ledige kan mere efter forløbet end før.
  2. At stillinger skal godkendes af tillidsrepræsentanten for området, og hvis der ikke er en tillidsrepræsentant, så af HovedMED eller den relevante fagforening. 

”Retningslinjer for brug af virksomhedspraktik i Jobcenter København” vedrører både private og offentlige virksomheder.

Ad. 1.

På baggrund af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ønske foreslår Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen nedenstående ændringer i ”Retningslinjer for brug af virksomhedspraktik i Jobcenter København":

"Formålet med virksomhedspraktikforløbet skal fremgå af borgerens ”Min Plan”"

Ændres til:

"Formålet med virksomhedspraktikforløbet, herunder borgerens progression, skal fremgå af borgerens ”Min Plan”"

Ad. 2.

Det fremgår af lov om aktiv beskæftigelsesindsats, at der i forbindelse med etablering af virksomhedspraktikker skal foreligge en skriftlig tilkendegivelse fra arbejdsgiver og en medarbejderrepræsentant, som med tro og love skriver under på, at forholdstallet (rimelighedskravet) er opfyldt. Loven stiller ikke krav om, at det skal være en tillidsrepræsentant. Der er således ikke lovhjemmel til at kræve af virksomheder, at det skal være en tillidsrepræsentant, repræsentant fra HovedMED eller en repræsentant for den relevante fagforening, der skal underskrive blanketten.

Det er forvaltningens vurdering, at i tilfælde, hvor jobcentret afviser en virksomhedspraktik, fordi  blanketten er underskrevet af en medarbejderrepræsentant, som ikke er tillidsrepræsentant, repræsentant fra HovedMED eller en relevant fagforening og sagen bliver indbragt for Ankestyrelsen, vil Ankestyrelsen hjemvise afgørelsen, da denne ikke er i overensstemmelse med loven.

Forvaltningen foreslår derfor, at retningslinjerne ikke ændres vedrørende dette punkt.

Ansættelse inden for eget fagområde

Det fremgår af ”Retningslinjer for brug af virksomhedspraktik i Jobcenter København”, at:

”For borgere med kortere ledighedsperiode (som udgangspunkt 3 måneder) kan virksomhedspraktik ikke iværksættes inden for borgerens eget specifikke fagområde.

Kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere (uanset ledighedsperiode), som selv har fundet virksomhedspraktikken, kan godt få denne iværksat, uagtet at virksomhedspraktikken er inden for borgerens eget specifikke fagområde”.

Det er forvaltningens vurdering, at den nuværende formulering i retningslinjerne går udover, hvad der er hjemmel til i lov om aktiv beskæftigelsesindsats. Af loven fremgår det, at den ledige forud for en virksomhedspraktik ikke må have haft sin seneste ordinære ansættelse eller løntilskudsansættelse i den virksomhed, hvor der skal etableres praktik.

Det er forvaltningens vurdering, at i tilfælde, hvor jobcentret afviser en virksomhedspraktik til en borger med kortere ledighedsperiode med den begrundelse, at virksomhedspraktikken er inden for borgerens eget specifikke fagområde og sagen bliver indbragt for Ankestyrelsen, vil Ankestyrelsen hjemvise afgørelsen, fordi den ikke er i overensstemmelse med loven.  

Forvaltningen foreslår derfor, at dette punkt slettes fra retningslinjerne.

I bilag 1 fremgår retningslinjerne med de foreslåede ændringer markeret.

Formidling af retningslinjerne

”Retningslinjer for brug af virksomhedspraktik i Jobcenter København” er målrettet medarbejdere i Jobcenter København og indgår i de arbejdsgangsbeskrivelser vedr. virksomhedspraktik, som er tilgængelig for alle medarbejdere i BIF.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

I årsopfølgningen på måltal for støttet beskæftigelse vil der indgå kvantitativ evaluering af brugen af offentlig og privat løntilskud samt virksomhedspraktik, jf. retningslinjerne.

 

Bjarne Winge / Michael Baunsgaard Schreiber

Beslutning

Et enigt udvalg sendte indstillingen tilbage med bemærkningen om, forvaltningen skal fremlægge en trappemodel for inddragelsen af medarbejderrepræsentanter.
Til top