Mødedato: 06.05.2013, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Regnskabsprognose, april 2013

Se alle bilag

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal løbende følge op på økonomien og efter 1., 2. og 3. kvartal indberette et forventet regnskab til Økonomiudvalget.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender regnskabsprognosen, april 2013

Problemstilling

Regnskabsprognosen udarbejdes tre gange om året og er Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets opfølgning på, om udvalgets bevillinger overholdes.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har i alt fire udgiftsområder:

  1. Driftsrammen omfatter udgifter til f.eks. den borgerrettede service i jobcentre og Ydelsesservice samt til tværgående administration. 
  2. Anlægsrammen omfatter udgifter til anlæg (Beskæftigelses- og Integrationsud-valget har i 2013 kun en mindre anlægsramme). 
  3. Efterspørgselsstyret indsats rummer primært udgifterne til de aktive beskæfti-gelsestilbud, herunder drift af kommunens egne beskæftigelsescentre. 
  4. Efterspørgselsstyrede overførsler rummer forsørgelsesydelser til modtagere af kontanthjælp, sygedagpenge og revalidering mv. samt medfinansiering af a-dagpenge.

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skønner nu, at det samlede regnskab for 2013 vil indebære følgende afvigelser fra udvalgets budget inklusiv bevillingsmæssige korrektioner: 

  • Et merforbrug på ca. 30 mio. kr. på den efterspørgselsstyrede indsats. Merforbruget skyldes udgifter til uddannelsesaktiviteter til ledige, der har mistet dagpengeretten og som modtager udannelsesydelse.
  • Et merforbrug på ca. 60 mio. kr. på de efterspørgselsstyrede overførsler. Merforbruget skyldes primært mere brug af seniorjob end forudsat.
Årsagen til afvigelserne på de enkelte udgiftsområder gennemgås nærmere herunder (jf. i øvrigt bilag 1). I tabel 1-3 nedenfor er mindreforbrug angivet med minus, mens merforbrug er angivet med plus/uden fortegn. 

Driftsrammen (inkl. anlægsrammen)

Forvaltningen forventer et forbrug svarende til budgettet på driftsrammen (inkl. anlægsrammen), jf. tabel 1.

Tabel 1. Regnskabsprognose for driftsrammen (inkl. anlæg), april 2013
Mio. kr.
Korrigeret budget, drift og anlæg (1) 740,9
Forventede korrektioner(2) -3,9
Budget til disposition 737,1
Væsentlige afvigelser 0,0
Forventet regnskab 2013 737,1
(1) Anlægsbevillingen udgør 4,0 mio. kr. (2) I forventede korrektioner indgår bevillingsmæssige ændringer samt en forventet bevillingsreduktion som følge af OK-13 på (-4,7) mio. kr., den ”tekniske” overførselssag (12,7 mio. kr.), den ”politiske” overførselssag (9,5 mio. kr.) og justering af bevillingen til løntilskud ifm overførselssagen (-21,4 mio. kr.). 

Under driftsrammen ligger den særlige øremærkede pulje vedrørende løntilskud til dagpengemodtagere, der anvendes til finansiering af kommunens udgifter i forbindelse med løntilskudsansættelse af dagpengemodtagere i Københavns Kommune (primært pensionsbidrag, mv.).

Det er på nuværende tidspunkt usikkert i hvilket omfang forkortelsen af dagpengeperioden påvirker størrelsen af bruttomålgruppen for løntilskudsansættelse af dagpengemodtagere.

Forvaltningen vil derfor i forbindelse med regnskabsprognosen, juli vurdere muligheden for at leve op til aktivitetsforudsætningerne for budgetteringen af området på baggrund af det realiserede antal løntilskudpladser i 1. halvår 2013.

Efterspørgselsstyret indsats
Forvaltningen forventer et merforbrug på 30,0 mio. kr., jf. tabel 2.  

Tabel 2. Regnskabsprognose for efterspørgselsstyret indsats, april 2013
Mio. kr.
Korrigeret budget efterspørgselsstyret indsats 653,1
Forventede korrektioner (1) 21,9
Budget til disposition 675,0
Væsentlige afvigelser +30,0
Heraf:  
Uddannelsesaktiviteter til ledige, der har mistet dagpengeretten +30,0
Forventet regnskab 2013 705,0
(1) I forventede korrektioner indgår midler fra overførselssagen til finansiering af merudgifter vedrørende reformen af førtidspension og fleksjob (17,0 mio. kr.) og øvrige midler vedrørende den politiske overførselssag (4,9 mio. kr.).  


Merforbruget skyldes øgede udgifter til den særlige uddannelsesordning, der giver ledige, der har mistet dagpengeretten og som modtager særlig uddannelsesydelse, ret til tilbud om ordinær uddannelse. Udgiftskønnet er blandt andet baseret på den forudsatte gennemsnitlige pris pr. forløb i lovforslaget om den særlige uddannelsesordning.

 

Forvaltningen forudsætter, at udgifterne på 30 mio. kr. finansieres i forbindelse med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens drøftelser med Økonomiforvaltningen om kompensation for ny lovgivning (DUT-sagen), forventeligt i august måned.

 

Den særlige uddannelsesordning er i udgangspunktet ikke styrbar, idet målgruppen har ret til uddannelsestilbud, jf. ovenfor. Jobcenteret kan dog godt afvise et konkret ønske om ordinær uddannelse, hvis det vurderes, at der enten ikke er et beskæftigelsespotentiale, eller hvis der findes et billigere alternativ. I begge tilfælde skal den ledige dog tilbydes en anden uddannelse.

 

Forvaltningen har – af hensyn til at imødegå risikoen for manglende overholdelse af bevillingen - i den interne budgetudmelding til jobcentrene, tilbageholdt 20 mio. kr. til eventuelle merudgifter vedrørende den særlige uddannelsesordning. Disse midler kan således afhængig af udfaldet af DUT-sagen, medfinansiere øgede udgifter, alternativt udmeldes til beskæftigelsesrettet indsats i efteråret 2013.


Efterspørgselsstyrede overførsler

Forvaltningen forventer et merforbrug på 62,9 mio. kr., jf. tabel 3.

Tabel 3. Regnskabsprognose for efterspørgselsstyrede overførsler, april 2013
Mio. kr.
Korrigeret budget efterspørgselsstyrede overførsler 5.473,8
Forventede korrektioner (1) 61,2
Budget til disposition 5.535,0
Væsentlige afvigelser +62,9
heraf seniorjob +68,9
heraf øvrige afvigelser -6,0
Forventet regnskab 2013 5.597,9
(1)  I forventede korrektioner indgår midler vedrørende overførselssagen: Nyt ledighedsskøn (85,0 mio. kr.), reformen af førtidspension og fleksjob (22,2 mio. kr.) samt ekstraindtægter fra refusion i 2009-12 (-46,0 mio. kr.).  


Udgiftsskønnet er baseret på prognosen vedrørende personer på overførselsindkomster i Økonomiske Redegørelse, december 2012 fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, hvilket er fast praksis.

Den væsentligste afvigelse er vedrørende seniorjobordningen, hvor der forventes et merforbrug på 68,9 mio. kr., som følge af højere aktivitet end forudsat. Der forventes nu 390 helårspersoner, svarende til ca. 340 helårspersoner flere end forudsat. Målgruppen for seniorjob er personer, der har opbrugt deres dagpengeret.

Baggrunden for den stigende aktivitet er dels, at der som led i finanslovsaftalen for 2013, blev gennemført en udvidelse af seniorjobordningen, så den omfatter personer, der har opbrugt deres dagpengeret og er fyldt 55 år, og dels halveringen af dagpengeperioden, der har betydet, at målgruppen for seniorjobordningen er væsentligt større end tidligere.

Budgettet er baseret på et uændret aktivitetsniveau i forhold til 2012, hvilket skyldes at regeringen i sine lovforslag med konsekvenser for seniorjob, ikke har forudsat en væsentlig stigning i antallet af seniorjob. Forvaltningen baserer generelt sin budgettering af de efterspørgselsstyrede overførsler på regeringens skøn i Økonomisk Redegørelse, lovforslag mv., som samtidig er grundlaget for regulering af bloktilskud, beskæftigelsestilskud, mv. til kommunerne.

Økonomi

Se ovenfor.

Videre proces

Regnskabsprognosen er ultimo april 2013 sendt til Økonomiforvaltningen med forbehold for udvalgets godkendelse. Økonomiforvaltningen udarbejder en samlet regnskabsprognose for Københavns Kommune, som forelægges Økonomiudvalget den 21. maj 2013. De enkelte udvalgs regnskabsprognoser vil indgå som bilag.

 

Merudgifterne vedrørende den efterspørgselsstyrede indsats, forudsættes finansieret i forbindelse med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens drøftelser med Økonomiforvaltningen om kompensation for ny lovgivning (DUT-sagen), hvor udvalgene som udgangspunkt kompenseres for merudgifter, som følge af ny lovgivning.

 

Ifølge Københavns Kommunes bevillingsregler for efterspørgselsstyret indsats gælder, at hvis der er større afvigelser mellem fagforvaltningens skøn for de faktiske udgifter og kommunens samlede (DUT-)kompensation på området, skal der tages politisk stilling til om forvaltningen skal kompenseres for merudgifterne. Hvis det vedtages, at fagforvaltningen kompenseres, finansieres differencen mellem kompensationen og de faktiske udgifter af kommunens råderum.

 

Merudgiften til den særlige uddannelsesordning er omfattet af budgetgarantien, og kommunerne vil derfor, som helhed, få fuld kompensation.

 

Merudgifterne vedrørende de efterspørgselsstyrede overførsler, vil blive finansieret i forbindelse med en tillægsbevillingssag i slutningen af året.

Udgifterne til seniorjob, indgår i kommunens samlede overførselsudgifter, som midtvejsreguleres i forbindelse med sommerens økonomiforhandlinger mellem regeringen og KL. Det betyder, at hvis merudgifterne til seniorjob ikke modsvares af mindreudgifter på andre overførsler, så vil kommunerne under ét blive kompenseret. Hvis der omvendt ikke kompenseres, er det fordi der er modsvarende mindreudgifter andre steder, og derfor ikke et samlet kompensationsbehov. 6-byerne har informeret KL om kommunernes behov for kompensation for merudgifterne til seniorjobordningen med henblik på midtvejsregulering.

BILAG  
  1. Forventet regnskab 2013 pr. april 2013

  2. Kvartalsregnskab og administrative udgifter

 

Morten Binder        / Thomas Thellersen Børner

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top