Mødedato: 06.04.2006, kl. 14:15

Redegørelse vedr. Integrationsrådsvalget den 7. marts 2006

Redegørelse vedr. Integrationsrådsvalget den 7. marts 2006

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 6. april 2006

 

 

4.      Redegørelse vedr. Integrationsrådsvalget den 7. marts 2006

      BIU 67/2006

INDSTILLING

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Borgerrepræsentationen tager nedenstående redegørelse til efterretning.

 

 

RESUME

Borgerrepræsentationen vedtog på et møde den 26. januar 2006 medlemsforslag om en detaljeret skriftlig redegørelse for tidsrammerne og omfanget af orientering til borgerne om Integrationsrådets arbejde og valget til rådet i perioden forud for valget den 7. marts 2006.

Sagsbeskrivelsen omhandler en beskrivelse af elementerne i informationskampagnen o p til Integrationsrådsvalget den 7. marts 2006.

Sagsbeskrivelsen omhandler endvidere en gennemgang af Integrationsrådets valgresultater, procedurer vedr. klagesager samt overvejelser over stemmeberettigede borgere samt hvordan disse borgere kunne finde det relevant at stemme .

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil på baggrund af beskrivelsen forelægge en indstilling for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget/Borgerrepræsentationen vedrørende afholdelse af et eventuelt valg i 2010.

 


SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen vedtog på et møde den 26. januar 2006 medlemsforslag om en detaljeret skriftlig redegørelse for tidsrammerne og omfanget af orientering til borgerne om Integrationsrådets arbejde og valget til rådet i perioden forud for valget den 7. marts 2006.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede på mødet den 10. marts 2006 under eventuelt at få en sag på dagsordenen på et kommende møde med gennemgang af Integrationsrådsvalgets resultater og orientering om forløbet af valget.

 

Informationskampagne

Borgerrepræsentationen vedtog på et møde den 26. januar 2006 medlemsforslag om en detaljeret skriftlig redegørelse for tidsrammerne og omfanget af orientering til borgerne om Integrationsrådets arbejde og valget til rådet i perioden forud for det kommende valg den 7. marts 2006.

I forbindelse med valget er der afsat 500.000 kr. til at gennemføre en informationskampagne om valget.

Hermed følger en gennemgang af elementerne i informationskampagnen op til Integrationsrådsvalget for henholdsvis 2005 og 2006.

 

2005

·        Den 26. oktober 2005 blev informationskampagnen i forbindelse med Integrationsrådsvalget formelt indledt med et valgmøde for kandidater med etnisk minoritetsbaggrund til det forestående valg i Borgerrepræsentationen. Valgmødet blev annonceret i MetroXpress og Urban mandag den 24. oktober 2005, på Kommunens hjemmeside og der blev udsendt pressemeddelelse herom. 

·        Ultimo november blev der sendt informationsmateriale ud om muligheden for at stille op som kandidat til Integrationsrådet til de ca. 200 etniske minoritetsforeninger, som Integrationsrådet og Københavns Kommune er i kontakt med samt til biblioteker, Kulturhuse, Lokalcentre, Sprogskoler og udvalgte uddannelsessteder.

·        Der blev oprettet en hjemmeside om Integrationsrådsvalget på Københavns Kommunes hjemmeside www.kk.dk/Integrationsraadsvalg

·        Annoncekampagne i lokalbladene, MetroXpress og Urban i uge 49 og 50 om muligheden for at opstille som kandidat til Integrationsrådsvalget.

·        Medlemmer fra Integrationsrådet holdt møder med interesserede organisationer og foreninger om Integrationsrådsvalget og muligheden for at opstille som kandidat til Integrationsrådet i december måned 2005.

 

2006

·        Primo februar: udsendelse af valgmateriale – plakater, kandidatlister, foldere og flyers på otte sprog (inkl. Dansk) til etniske minoritetsforeninger i København (ca. 200), Biblioteker, Lokalcentre, Kulturhuse, Sprogskoler og udvalgte uddannelsessteder.

·      &n bsp; Udsendelse af valgmateriale til 55.000 stemmeberettigede borgere i København i uge 7 med information om Integrationsrådsvalget, mulighederne for at stemme, kriterier for stemmeberettigelse og Integrationsrådets arbejde på otte sprog (inkl. Dansk), brevstemme materiale og kandidatlister.

·        Valgmøder med de opstillede kandidater på fem Kulturhuse – den 21., 22., 23., 27. og 28. februar 2006. Desuden har der været valgmøder på tre Sprogcentre (Sprogcentrene har selv arrangeret valgmøderne) og kandidaterne har arrangeret flere valgmøderne. Alle valgmøderne er blevet annonceret i lokalbladene, Urban og MetroXpress samt på kommunens hjemmeside.

·        Annoncekampagne i lokalebladene, Urban og MetroXpress med information om Integrationsrådsvalget i uge 7, 8 og 9

·        TV-spot vedr. valget på TV-Lorry og TV Mosaik/Kanal København i uge 8 og 9.

·        Reklamespot vedr. valget på Metro-skærme i hele København i Uge 8 og 9.

·        Udsendelser på syv sprog om Integrationsrådsvalget og Integrationsrådets arbejde på TV Mosaik/Kanal København i uge 8 og 9.

·        Reklameplakater for Integrationsrådsvalget på Københavns Kommunes plakatstandere i uge 8 og 9.

·        Hjemmeside på Københavns Kommunes hjemmeside med detaljerede informationer om Integrationsrådsvalget www.kk.dk/Integrationsraadsvalg.

·        Uddeling af valgmateriale – foldere, flyers, kandidatlister og plakater – til kandidaterne med henblik på distribution i eget netværk og promovering af sig selv overfor målgruppen/de stemmeberettigede.

·        Kontakt med Grønlands Hus i København og Kofoed Skole med henblik på særlig information til grønlændere om Integrationsrådsvalget og mulighed for at blive registeret som stemmeberettiget (for grønlændere, der er født i Danmark).

·        Besvarelser telefonisk og skriftligt af borgerhenvendelser vedr. Integrationsrådsvalget og Integrationsrådets arbejde i uge 8, 9 og 10.

·          Betjening af pressen vedr. henvendelser om Integrationsrådsvalget i uge 8, 9 og 10.

Integrationsrådsvalgets resultater

Der var 53.811 stemmeberettigede borgere. Heraf valgte 7.422 at gøre brug af deres stemmeret. Dette svarer til en valgdeltagelse på 13,8 pct. Til sammenligning var valgdeltagelse ved Integrationsrådsvalget i Århus 19,5 pct., Holstebro 19,2 pct, Odense 8,3 pct., Gentofte 5,1 pct., Rødovre 3,1 pct. og Ballerup 3,2 pct.

Der var fire mulige måder at stemme på ved Integrationsrådvalget i København, hvilket fordelte sig på følgende måde:

1672 stemte digitalt

708 stemte telefonisk

3670 stemte pr. brev (hvortil kommer ca. 1.200 ugyldige brevstemmer)

138 stemte ved personligt fremmøde

 

Orientering om forløb af valget

Valgresultatet og de nyvalgte medlemmer til Integrationsrådet blev offentliggjort gennem pressemeddelelse da resultatet forelå den 8. marts 2006. Stemmeoptælling og valgresultat blev overvåget og godkendt af en nedsat valgbestyrelse med deltagelse af BIF og KFF (Øvrighedskontoret). Pressemeddelelsen blev tillige fremsendt til de opstillede kandidater.

BIF besvarede løbende henvendelser fra pressen og borgere vedr. den foreløbige valgdeltagelse.  

 

Procedurer vedr. klager og borgerhenvendelser

Der var en del borgerhenvendelser i forbindelse med udsendelsen af valgmateriale til de stemmeberettigede københavnere.

Henvendelserne drejede sig primært om kriterierne for stemmeberettigelse og om man er registreret i Københavns Kommune som indvandrer/etnisk minoritet.

 

De fleste borgere henvendte sig telefonisk og fik besvaret deres spørgsmål – hovedsagligt af Integrationskontoret. Enkelte borgere blev henvist til Kommune Data, i det Kommune Data havde tilgang til oplysninger på den enkelte stemmeberettigede borger, som Integrationskontoret ikke havde adgang til. Dette især oplysninger om begrundelse for den enkelte persons stemmeberettigelse i forbindelse med eget og forældres fødested.

Prioriteringen af de telefoniske borgerhenvendelser var, at borgerne skulle have svar med det samme.

De skriftlige henvendelser blev umiddelbart besvaret med et standardsvar, som gav besvarelser på de mest hyppigt forkommende borgerspørgsmål. Såfremt borgeren ønskede standardsvaret uddybet, blev der udarbejdet et individuelt svar.

En del af henvendelserne drejede sig tillige om kommentarer  til forskellige elementer i valget som kriterier for stemmeberettigelse, stemmeoptioner osv.

 

Kriterier for stemmeberettigelse

Borgerrepræsentationen besluttede den 22. september 2005 følgende kriterier for at kunne deltage i valget – hvilket blandt andet følger anvisningerne i Integrationsloven af 1999:

·        Man skal være over 18 år og have adresse i Københavns Kommune.

·        Vælgeren skal være født i et integrationsland eller

·        Én eller begge af vælgerens forældre skal være født i et integrationsland. Grunden til at forældrenes fødselsregistreringssted undersøges er, at man fra kommunens side har ønsket at lade efterkommere til indvandrere og børn af familiesammenførte deltage i valget.

·        Til dette valg har Københavns Kommune valgt at lade herboende Grønlændere deltage i valget.

Integrationslande er alle lande bortset fra: Norden, det nuværende EU, EØS, Schweiz, Canada, USA, Japan, New Zealand og Australien.

Der er også grupper, der ikke kunne stemme:

·        Vælgere, der er født i et integrationsland, men hvor begge forældre er født i Danmark formodes at være adopteret. Disse vælgere har ikke mulighed for at deltage i valget.

·        Vælgere, der er født i et integrationsland, men hvor der ikke findes nogle oplysninger på forældrenes fødested, kan ikke stemme, da de også formodes at være adoptivbørn.

Det er Kommune Data, der har trukket oplysninger om de stemmeberettigede i CPR-registret.

 

Videre proces og stillingtagen til et eventuelt direkte valg til Integrationsrådet i 2010

BIF vil udarbejde et oplæg med en nærmere analyse af afholdelse af det første direkte valg til Integrationsrådet til BIU´s og BR´s stillingtagen med henblik på eventuel afholdelse af et nyt valg i 2010. Oplægget vil bl.a. omhandle anbefalinger vedrørende:

·        Afgrænsning af de stemmeberettigede i et samarbejde med kommuner, der også har afholdt Integrationsrådsvalg samt Rådet for Etniske Minoriteter: skal det eksempelvis kun være indvandrere, der er stemmeberettigede ?

·        Sprogbarrierer: skal valgmateriale oversættes til fremmedsprog i større udstrækning end foretaget ved det netop afholdne valg ?

·        Afstemningsmuligheder: Det store antal ugyldige stemmer giver anledning til at overveje, hvorvidt mulighederne for at stemme elektronisk, pr. brev, pr. telefon og ved personligt fremmmøde på valgdagen er for uoverskuelige for de stemmeberettigede. Aarhus havde lignende problemer med ugyldige brevstemmer

·        Informationsstrategi: har kampagnen fungeret optimalt eller kan der med fordel ske omprioriteringer i medievalg ?

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Ingen.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

 

HØRING

Ingen.

 

BILAG

Ingen.

 

 

Morten Binder        

 

                                            / Kaj Ove Christiansen

 


 

Til top