Forslag til meningsfulde samarbejdsområder ml. KK og henholdsvis Sermersooq Kommune (Nuuk) og Tórshavn Kommune
Resume
Borgerrepræsentationen vedtog d. 1. december 2022 medlemsforslag om etablering af et formelt venskabsbysamarbejde med Sermersooq Kommune (Nuuk) og Tórshavn Kommune. På den baggrund har Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen modtaget en henvendelse fra Økonomiforvaltningen om at udarbejde forslag til meningsfulde samarbejdsområder inden for udvalgets fagområde. Udvalget skal med denne sag godkende forslag til svar til Økonomiforvaltningen.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forslag til svar til Økonomiforvaltningen angående samarbejdsområder mhp. venskabsbyaftaler mellem Københavns Kommune og hhv. Sermersooq Kommune og Tórshavn Kommune.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede den 1. december 2022, at Overborgmesteren på vegne af Københavns Kommune skal rette henvendelse til Sermersooq Kommune (Nuuk) og Tórshavn Kommune med oplæg til dialog og mhp. at indgå evt. venskabsbyaftaler. Overborgmesteren skal rette henvendelse pba. fagudvalgenes forslag til samarbejdsområder. Henvendelsen sendes medio april, hvorefter det forventes at være en dialog med de to kommuner om venskabsbyaftaler. På baggrund af dialogen vil en samlet sag med oplæg til aftaler forelægges Økonomiudvalget medio juni og Borgerrepræsentationen ultimo juni. Udvalget skal derfor nu tage stilling til forslag til mulige samarbejdsområder inden for udvalgets fagområde.
Løsning
I det følgende præsenteres forvaltningens forslag til eventuelle områder, som Københavns Kommune kan samarbejde med hhv. Sermersooq Kommune (Nuuk) og Tórshavn Kommune om inden for udvalgets fagområde. De endelige mulige samarbejdsområder på beskæftigelses- og integrationsområdet bør dog afklares i tæt dialog med byerne, så man sikrer at igangsatte initiativer er relevante. Derfor er nedenstående blot eksempler på områder, som det eventuelt vil kunne give mening at etablere et samarbejde om. En partnerskabsaftale med de to byer om et samarbejde inden for udvalgets områder vil således skulle udfolde disse områder nærmere, og i den proces kan der opstå andre mere relevante samarbejdsområder.
Forvaltningen kan for eksempel at gå i dialog med byerne om samarbejde inden for følgende:
Ungeområdet:
At skabe et samarbejde om, hvordan man gør det attraktivt for unge i både Nuuk, Tórshavn og København at studere og/eller arbejde i en af de andre byer. Der er høj ungdomsarbejdsløshed i Nuuk, mens den generelle ledighed er meget lav i både Tórshavn og Nuuk. Både i Nuuk og Tórshavn er mulighederne for at tage en uddannelse mere begrænset end i København, men efterspørgslen på højt uddannet arbejdskraft er stor (for yderligere uddybning se bilag 1).
Jobformidling på tværs af de tre byer:
At afdække muligheden for at indgå et samarbejde med jobformidlingerne i Nuuk og Tórshavn om, at der formidles job i København for ledige i hhv. Nuuk og Tórshavn og omvendt job i Nuuk eller Tórshavn for ledige i København.
Erhvervssamarbejde:
At gå i nærmere dialog med de to byer om mulige samarbejder, fx samarbejder inden for konkrete erhvervsbrancher eller kompetenceområder (fx digitalisering, bæredygtighed).
Økonomi
Samarbejdsområderne på BIU’s område skal besluttes i dialog med hhv. Sermersooq og Tórshavn Kommune. Udgiften vil i høj grad afhænge af omfanget af samarbejdet, og den nærmere dialog med de to byer om det konkrete indhold, omfang og fokus, hvorfor det er svært at estimere økonomien. Det vurderes, at udgifterne vil kunne spænde fra samlet 0,2 til 1 mio. kr. årligt. Budgetforslag vil kunne indgå i budgetforhandlingerne for 2024.
Politisk handlerum
Udvalget har følgende muligheder:
- Udvalget kan godkende forvaltningens forslag til samarbejdsområder. I givet fald kan disse forslag blive en del af en venskabsbysaftale.
- Udvalget kan stille et ændringsforslag om andre samarbejdsområder, bede forvaltningen om at ændre i forslagene om samarbejdsområder eller udarbejde nye forslag til samarbejdsområder.
- Udvalget kan også beslutte ikke at pege på konkrete samarbejdsområder, men at Københavns Kommune går i nærmere dialog med de to byer om mulige samarbejder.
- Såfremt udvalget ikke godkender forvaltningens forslag til samarbejdsområder, vil forvaltningen ikke kunne sende forslag til Økonomiforvaltningen og dermed ikke indgå i en samlet henvendelse om venskabsbyaftale med de andre forvaltninger i Københavns Kommune.
Videre proces
Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender indstillingen, sendes forslagene til Økonomiforvaltningen, som samler bidragene fra alle forvaltningerne i en samlet henvendelse, som Overborgmesteren sender til hhv. Sermersooq Kommune og Tórshavn Kommune mhp. at indgå en venskabsbyaftale.
Henrik Lund / Marianne Becker Andersen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning med en tilføjelse om, at emnet diskrimination af innuit-borgere også skal indgå i forslag til samarbejdsområder.