Mødedato: 06.03.2018, kl. 09:00
Mødested: Metalskolen, Slagslundevej 13, 3550 Slangerup

Drøftelse om organisering af rengøring og kantine i nyt Jobcenter

Se alle bilag

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter de mulige modeller for organisering af rengøring og kantine i nyt jobcenter, herunder den videre proces.

Problemstilling

Omkring den 1. april 2019 flytter 6 job- og beskæftigelsescentre fra 8 forskellige adresser sammen i nyrenoverede bygninger på Ottiliavej/Gl. Køge Landevej.

Samlokaliseringen medfører blandt andet, at der skal indgås nye aftaler for leveringen af en række serviceydelser, herunder kantine og rengøring.

Forvaltningen vil med denne indstilling lægge op til en drøftelse i udvalget om de foreløbige planerog den videre proces for valg af leverandør på de to områder "kantine" og "rengøring". Udvalget får forelagt sagen til beslutning på mødet d. 23. maj, idet sagen først skal behandles i HovedMED og - fsva. rengøring - også på CSO. 

Løsning

Overvejelserne og den videre proces for valg af leverandør på de to områder "kantine" og "rengøring" gennemgås nedenfor.

Kantine

I dag er kantinerne hovedsageligt udlagt til eksterne leverandører, som leverer færdig mad, der anrettes på centret af egne medarbejdere. Der er ét center, som har en internt drevet kantine. De nuværende kantineordninger servicerer hver især mellem 150 og 250 medarbejdere.

På Ottiliavej skal kantinen servicere op mod 1.000 medarbejdere i et stort produktionskøkken. Opgaven får en helt anden karakter end de nuværende cateringsordninger og et helt andet omfang end den eksisterende kantine. Forvaltningen har således ikke på nuværende tidspunkt kompetencerne til selv at drive medarbejderkantinen på Ottiliavej.

Forvaltningen arbejder derfor p.t. videre med en model, hvor driften af kantinen bringes i udbud inden for kommunens kommende rammeaftale med kantineleverandører. Det vil sandsynligvis have personalemæssige konsekvenser for de nuværende medarbejdere i kantineordningerne, herunder virksomhedsoverdragelse til ny leverandør.

Rengøring

Det er Børne- og Ungdomsforvaltningens (BUF) rengøringssektion, der i dag står for rengøringen på alle BIF's nuværende adresser. Det sker på baggrund af individuelle kontrakter, og der er i dag forskel i pris og serviceniveau mellem de berørte adresser.

Samlokaliseringen betyder, at de nuværende kontrakter på de berørte lejemål opsiges, og der skal indgås en ny aftale for lejemålet på Ottiliavej. Den kontrakt kan indgås med én af de to interne rengøringsenheder (BUFs rengøringssektion eller Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID)), eller med en privat leverandør. Da omfanget af rengøringsopgaven reduceres som følge af flytningen, kan det have personalemæssige konsekvenser i BUF.

Team Indkøb i Økonomiforvaltningen vurderer på baggrund af erfaringer fra Kultur- og Fritidsforvaltningen og generelle erfaringer fra andre offentlige udbud af rengøring, at en konkurrenceudsættelse til privat leverandør kan medføre en effektivisering på ca. 20 %, svarende til ca. 1,1 mio. kr. årligt. BUF og KEID vil også få mulighed for at byde på opgaven. En konkurrenceudsættelse vil indebære en virksomhedsoverdragelse af de berørte medarbejdere.

Forvaltningen undersøger på nuværende tidspunkt de forskellige modeller, som BIU vil få forelagt til politisk beslutning. Efterfølgende vil den valgte model skulle behandles politisk i BR.

Økonomi

Den ændrede opgaveløsning for kantine og rengøring forventes at bidrage til en samlet effektivisering af de pågældende serviceydelser.

Fsva. kantinedriften, forventes en samlet besparelse på ca. 0,5-1,0 mio. kr. årligt, svarende til 10-20 %. Der er en vis usikkerhed om estimatet, da ordningen vil have en anden karakter end de nuværende ordninger, så der kan ikke sammenlignes direkte.

Fsva. rengøringen, forventes en besparelse på ca. 2,2 mio. kr. (ca. 25 %) som følge af, at det samlede areal reduceres fra ca. 40.000 kvm. til 33.000 kvm. i forbindelse med samlokaliseringen, og samtidig er de nye bygninger indrettet mere rengøringsvenligt. Dertil kommer en potentiel effektivisering ved udbud af opgaven på yderligere ca. 20 %, svarende til 1,1 mio. kr.

Effektiviseringerne kan bidrage til at indfri en del af det årlige effektiviseringskrav på BIU's område og dermed reducere behovet for effektiviseringer på kernedriften.

Videre proces

Forvaltningen forventer at kunne fremlægge en indstilling til beslutning om ovenstående på udvalgsmødet d. 23. maj. Fordi indstillingen vil have personalemæssige konsekvenser, vil den forud for BIU's behandling blive sendt til høring i HovedMED, og fsva. rengøring også i CSO, idet ændringen berører flere udvalg (BUF og BIF). BUF's HovedMED skal også behandle sagen, og BUF vil derfor blive orienteret umiddelbart efter BIU's drøftelse.

Da beslutningen omfatter udlicitering af opgaver, der helt eller delvist løses internt i dag, skal beslutningen forelægges Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse.

Bjarne Winge / Lars Eriksen Videbæk

 

 

Beslutning

Indstillingen blev drøftet

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Det er vigtigt, at der lægges rigtige småjobs ind i kantinedrift og rengøring ifm. samlokaliseringen på Ottiliavej. Enhedslisten ønsker, at alle dem som er ansat i kantiner og rengøring nu skal fastholdes i job på Ottiliavej. Enhedslisten vil gerne have, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget selv skal drive rengøring og kantine.”

Til top