Mødedato: 06.03.2008, kl. 14:15

Danskuddannelse til kortuddannede i beskæftigelse

Se alle bilag

Danskuddannelse til kortuddannede i beskæftigelse

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 6. marts 2008

 

 

3.      Danskuddannelse til kortuddannede i beskæftigelse     BIU 47/2008

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen foreslår, at uforbrugte midler i puljen, der finansierer fortsat danskuddannelse til 'familieforsørgede', anvendes til fortsat danskuddannelse til kortuddannede, der er i beskæftigelse.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1.                  at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at kortuddannede udlændinge i beskæftigelse får mulighed for at færdiggøre en danskuddannelse, selvom retten til danskuddannelse er opbrugt.

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 6. marts 2008

Indstillingen blev godkendt.

 

Problemstilling

 

I forlængelse af Beskæftigelsesaftalen for 2007 er der afsat en pulje på 5 mio. kr. om året med det formål at give ledige selvforsørgede ('familiefors ørgede') mulighed for at gøre en danskuddannelse færdig, selvom de har opbrugt retten til danskuddannelse.

Kun halvt så mange familieforsørgede end ventet har imidlertid taget mod tilbuddet i 2007. Til gengæld har forvaltningen måttet afvise at forlænge danskuddannelsen til personer, der har en svag tilknytning til arbejdsmarkedet – for eksempel deltidsbeskæftigelse med spinkle danskkundskaber. Også arbejdsgivere har henvendt sig med ønsket om mere danskundervisning til en ansat.

 

Løsning

 

Forvaltningen anbefaler, at kortuddannede får mulighed for at færdiggøre danskuddannelsen, selvom de har opnået beskæftigelse.

I praksis går forslaget ud på, at målgruppen for puljen på 5 mio. kr. udvides, så den også omfatter beskæftigede, der tilhører målgruppen for danskuddannelse 1 og 2, men ikke har gennemført uddannelsen inden for perioden med ret til danskuddannelse. Danskuddannelse 1 er for analfabeter og andre, der ikke behersker det latinske alfabet. Danskuddannelse 2 er for personer med en kort skolebaggrund.

Perioden med ret til danskuddannelse er som udgangspunkt på op til tre år. Perioden skal ifølge lov om danskuddannelse forlænges, hvis en person er afskåret fra at deltage i danskuddannelse på grund af for eksempel sygdom, barsel og arbejde (i mere end 30 timer om ugen).

Da uddannelsen principielt kan følges uden for arbejdstid er det i praksis vanskeligt at få forlænget uddannelsen med den begrundelse, at man har arbejde.

Kommunen har dog i alle tilfælde lov til at tilbyde danskuddannelse ud over 'treårsperioden'. I den forlængede periode kan der også hjemtages direkte statsrefusion på 50 procent af udgiften. Kommunerne får refunderet resten af udgifterne til danskuddannelse via bloktilskuddet. Resultatet er, at Københavns Kommune får dækket hovedparten, men ikke alle udgifter til danskuddannelse, da kommunen har en større andel borgere med udenlandsk statsborgerskab end landsgennemsnittet.

 

Forvaltningen forventer, at 1,5-2 mio. kr. af puljen til familieforsørgede i 2008 vil kunne anvendes til kortuddannede beskæftigede. Beløbet rækker til at tilbyde fortsat danskuddannelse til omkring 120 personer (150 undervisningsmoduler), når der medregnes det direkte statslige tilskud på 50 procent, som forvaltningen får..

 En evaluering af projektet/anvendelsen af puljen i 2007 er vedlagt til orientering (bilag 1).

 

Økonomi

Initiativet finansieres inden for det allerede afsatte beløb

 

Videre proces

Hvis udvalget godkender udvidelsen af målgruppen, vil ændringen træde i kraft umiddelbart efter godkendelsen. Den ændrede målgruppe vil også gælde i 2009, medmindre andet besluttes.

 

Bilag

1.      Evaluering af "Ny chance for at lære mere dansk" – Beskæftigelsesaftalen 2007 –Indsatsområde 4

 

 

         Morten Binder                                /Kaj Ove Christiansen

 

 

 

 

 


 

Til top