Mødedato: 05.09.2011, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Diskriminationsevent 2011 i regi af Bland dig i Byen

Se alle bilag
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal godkende ét løsningsforslag blandt fire mulige diskriminationsevents under Bland dig i Byen-programmet.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender løsningsforslag nr. 2 - "I den sorte gryde".

Problemstilling

Under behandling af udmøntningen af anti-diskriminationsmidlerne (BIU 20. juni 2011) besluttede Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, "at forvaltningen skulle vende tilbage med et forslag til, hvordan de 250.000 kr. kan bruges til et samlet effektfuldt initiativ". Denne indstilling indeholder fire forskellige løsningsforslag på en diskriminationsevent i København, som skal konfrontere eller involvere den 'almindelige' københavner med følelsen af diskrimination.

Anti-diskriminationsindsatsens mange inititiver har enten til formål:
  1. at indhente viden om og dokumentere diskrimination i København
  2. at oplyse om diskrimination til alle københavnere
  3. at håndtere og modvirke direkte såvel som indirekte diskrimination

Således svarer den anonyme registreringshjemmeside til førstnævnte, mens ligebehandlingsprojektet med Institut for Menneskerettigheder svarer til sidstnævnte. Borgerrådgiverens diskriminationshotline er et eksempel på en indstats, som både dækker punkt 1. og 3.

Da den netop indgåede inklusionsaftale (BIU 20. juni 2011) indeholder initiativer, som bidrager til at håndtere og modvirke diskrimination i Københavns Kommune, vurderer forvaltningen, at fokus på "et samlet effektfuldt initiativ", med fordel kan være fokus på oplysning om diskrimination til alle københavnere. Også set i lyset af, at Institut for Menneskerettigheder arbejder på at etablere en række datakilder, som skal sikre bedre dokumentation af diskrimination. Forvaltningen er involveret i dette arbejde. 

Løsning

De vedlagte løsningsforslag er fire forskellige bud på en markant event i København, som skal understøtte forvaltningens arbejde med bekæmpelse af diskrimination i regi af Bland dig i Byen. Formålet med eventen er således at konfrontere eller involvere den 'almindelige' københavner med følelsen af diskrimination. Eventen skal skabe rum for refleksion, hvor deltageren bliver i stand til at sætte sig i enten den diskriminerede eller den diskriminerendes sted. På den måde skal eventen bidrage til deltagerens forståelse af diskrimination. Dvs. hvilke konsekvenser diskrimination har for den enkelte og/eller bestemte sociale grupper, og hvad det betyder for et samfunds sammenhængskraft, at ikke alle har samme muligheder.

Forslag
I vilkårlig rækkefølge har forvaltningen modtaget følgende løsningsforslag:
  1. "Diskriminationszonen" ved Kadaver
  2. "I den sorte gryde" ved Fiction Pimps
  3. "Oplev diskrimination" ved Indfald
  4. "Tænk før du diskriminerer" ved New Deals

De fire leverandører er oplyst om, at deres løsningsforslag vil blive vurderet efter følgende:

  • At eventen konfrontere eller involvere den 'almindelige' københavner med følelsen af diskrimination 
  • At eventen når bredt ud til københavnerne
  • At eventen har fokus på diskrimination uanset årsag
  • At eventen foregår i København i enten byrumment, som en del af københavnernes medievaner eller andre sociale eller fysiske knudepunkter

Forvaltningens anbefaling
Forvaltningen anbefaler, at udvalget vælger "I den sorte gryde" ved Fiction Pimps, da det efter forvaltningens vurdering er det løsningsforslag, som bedst lever op til ambitioner og forventninger til diskriminationseventen jf. følgende overvejelser:

  • Forvaltningen ønsker med eventen er at komme så bredt ud blandt københavnerne som muligt med information om diskrimination. Det vurderes, at "I den sorte gryde" har det største mediepotentiale, fordi eventen har tre tidsfaser, som kan udnyttes aktivt til at komme i dialog med københavnerne over en længere periode.
  • "I den sorte gryde" vurdereres at supplere og understøtte Bland dig i Byen-programmet. Det er vigtigt, at der er synergi mellem Bland dig i Byen og diskriminationseventen. "I den sorte gryde"s elementer: flash mops og korte videofilm er således mulige at integrere på Bland dig i Byens hjemmeside og Facebookside.
  • Fiction Pimps samt de øvrige samarbejdspartnere vurderes at kunne løfte opgave og nå bredt ud til københavnerne, da virksomheden tidligere har gennemført lignende events med succes.

Det er imidlertid forvaltningens vurdering, at samtlige løsningsforslag lever op til de krav, som forvaltningen har stillet levenradørerne. Det er samtidig forvaltningens vurdering, at samtlige levenrandører er i stand til at leve op til deres løsningsforslag.

Forvaltningen vil dog uanset hvem udvalget vælger, gå i tæt dialog og sparring med den udvalgte leverandør.

Økonomi

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget mangler at udmønte 0,25 mio.kr. i anti-diskriminationspuljen. Alle fire løsningsforslag er på 0,25 mio.kr. alt inklusiv.

Videre proces

Såfremt udvalget beslutter sig for én af de fire løsningsforslag, vil forvaltningen tage kontakt til den pågældende leverandør og sætte gang i eventen hurtigst muligt. Såfremt udvalget beslutter at fravælge samtlige løsningsforslag, vil forvaltningen fremlægge nye forslag.

BILAG
  1. "Diskriminationszonen" ved Kadaver
  2. "I den sorte gryde" ved Fiction Pimps
  3. "Oplev diskriminaton" ved Indfald
  4. "Tænk før du diskriminerer" ved New Deals

Morten Binder    /Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt med en tilføjelse om, at der skal være fokus på kampagnens udbredelse til flest mulige, på hvordan kønsdiskrimination kan indgå i kampagnen og derudover skal effekterne af kampagnen sandsynliggøres.

Der var følgende protokolbemærkning:

Dansk Folkeparti tager forbehold overfor projektet, da vi ønsker større fokus på de problemer der er imellem etniske minoriteter, herunder den manglende tolerance overfor blandt andet homoseksuelle.
Til top