Disponering af midler til arrangementer med fokus på at bekæmpe diskrimination
Indstilling og beslutning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager til efterretning, at de afsatte midler i Inklusionsaftale 2014 til afholdelse af tre arrangementer med fokus på at bekæmpe diskrimination i 2014 disponeres til følgende arrangementer: trosteltet, fælles tværreligiøst arrangement og fotoprojekt.
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget afsatte med Inklusionsaftale 2014 200.000 kr. til afholdelse af minimum tre arrangementer med fokus på at bekæmpe diskrimination i 2014.
Københavns Interkulturelle Board udvælger jævnfør beslutning på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde den 11. marts 2014 de tre arrangementer: "Boardet (...) skal i 2014 udvælge tre arrangementer med fokus på at bekæmpe diskrimination. BIU orienteres om arrangementerne, når boardet har mødtes 13. marts."
Løsning
Ifølge inklusionsaftalen skal arrangementerne have fokus på, at bekæmpe diskrimination og hadforbrydelser og fremme konstruktive kulturmøder ved, at skabe refleksioner om negative stereotyper og fordomme om minoriteter.
Arrangementerne skal øge oplevelsen af tillid og fællesskab, og dermed støtte op om inklusionspolitikkens mål om at øge sammenhængskraft og at flere oplever at høre til i København.
Der lægges vægt på, at flere organisationer og foreninger inddrages og at arrangementerne når så bred en målgruppe som muligt.
Midlerne skal anvendes i 2014.
Københavns Interkulturelle Board har d. 13. marts 2014 peget på følgende 3 arrangementer:
- Trosteltet
- Forvaltningens bemærkning: Trosteltet blev etableret i forbindelse med Smag verden - Mangfoldighedsfesten i 2010 på initiativ af forvaltningen. Trosteltet fungerer nu, som en selvstændig gruppe, der sætter fokus på interreligiøs dialog blandt københavnerne gennem en hel række arrangementer og debatmøder. Den økonomiske støtte skal bl.a. gå til merchandise og effekter.
- Fælles tværreligiøst arrangement
- Forvaltningens bemærkning: Et fælles tværreligiøst arrangement med fokus på antidiskrimination og hadforbrydelser.
- Fotoprojekt
- Forvaltningens bemærkning: Et fotoprojekt blandt unge københavnere med fokus på fremme positive kulturmøder og bekæmpelse af diskrimination og hadforbrydelser, herunder en event i forbindelse med ferniseringen af fotoprojektet.
Økonomi
Aktivitet | Beløb i kr. |
Trosteltet | 10.000 |
Fælles tværreligiøs arrangement | 50.000 |
Fotoprojekt | 140.000 |
I alt |
200.000 |