Mødedato: 05.05.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Medlemsforslag - Nyttejobs skal aflønnes i henhold til gældende overeenskomst

Indstilling og beslutning

Det foreslås,  
  1. at alle borgere, der sendes i nyttejob, skal arbejde det antal timer, der svarer til, at de bliver aflønnet på niveau med den overenskomstmæssige løn på området. Såfremt der ikke findes en overenskomst på området, inddrages den relevante fagforening i fastsættelsen af en passende timeløn med udgangspunkt i øvrige sammenlignelige arbejdsområder.

MOTIVATION

Forslaget betyder, at en borger i et nyttejob alene skal arbejde i det antal timer, som det vil tage vedkommende, at tjene sin respektive ydelse ind, hvis det samme arbejde var blevet udført efter den gældende overenskomst indenfor det givne område.

Formålet med nytteindsatsen er, at de ledige arbejder for deres ydelse og indgår i et arbejdsfællesskab. Københavns Kommunes nytteindsats bør selvsagt imødegå intentionerne i lovgivningen. Dette bør ske på en måde, hvormed kommunen ikke samtidig bliver løntrykkere eller udøver urimelig forskelsbehandling.
Det er Enhedslistens overbevisning, at kommunen har en skærpet forpligtigelse til, at vise vejen for borgere og virksomheder i form af selv at gå forrest med det gode eksempel.

Københavns Kommune har vedtaget at anvende sociale klausuler – herunder arbejdsklausuler, således, at klausuler indbygges i kommunens udbud af anlægs- og driftsopgaver. Borgerrepræsentationen har blandt andet begrundet denne beslutning med, at kommunen ønsker at understøtte ordnede arbejdsforhold og fremme beskæftigelsen og uddannelseshensyn.

Københavns Kommune bør naturligvis også selv efterleve de krav, som kommunen retter til sine eksterne samarbejdspartnere.

I tillæg til ovenstående bør forslaget tillige betragtes som en reel ligestilling mellem henholdsvis kontanthjælpsmodtagere og de udfaldsramte forsikrede ledige, således at der i alle tilfælde aflønnes ligeligt for et konkret arbejde i henhold til princippet om ’lige løn for lige arbejde.’

Som det forholder sig i øjeblikket, og som det fremgik af BIUs besøg på nyttejobindsatsen på Vestvolden, kan det forekomme, en kontanthjælpsmodtager udfører det samme arbejde som en af kommunens ansatte specialarbejdere, og det kan endvidere forekomme, at en forsikret ledig og en kontanthjælpsmodtager, som begge er i nyttejob, går side om side og udfører en fuldstændig ensartet type af arbejde, men hvor kontanthjælpsmodtageren kun aflønnes med ned til en tredjedel af, hvad den forsikrede ledige oppebærer i ’løn’ for det selvsamme arbejde.

Vedtagelsen af forslaget vil råde bod på denne urimelige forskelsbehandling.

Lovgrundlaget:
Nyttejob er indført ”med det formål, at personen skal arbejde for sin ydelse.” og udfører samfundsnyttige opgaver i offentlige virksomheder. Der er ikke loft over timetallet, som kan være op til 37 timer om ugen i højst 13 uger.  Der er ikke tale om overenskomstmæssige vilkår, og det betyder, at de unge, der modtager uddannelseshjælp på 5.857 kr., kan udsættes for at skulle arbejde fuldtids til en timeløn på 36,53 kr.

Imidlertid er der heller ikke - som det desværre fejlagtigt tidligere er blevet oplyst for BIU - et lovbestemt minimumskrav for antallet af timer,

Vi henviser til nedenstående politikerspørgsmål, som er blevet besvaret bekræftende af forvaltningen fredag 25.04.2014 i den forstand, at der ikke er faste regler for timetallet.

Stillet af Enhedslisten

Beslutning

Der var følgende afstemning om medlemsforslaget:

For stemte: 2 (Ø)
Imod stemte: 8 (A, B, F, K, I)
Undlod: Ingen

Forslaget blev forkastet.

Der var følgende protokolbemærkning fra A, B og F:
Med hensyn til timetal i nytteindsatsen, har Socialdemokraterne, Radikale Venstre og SF fulgt rådgivningen fra LBR på minimum 25 timer.
Til top