Andenbehandling af budgetbidraget for 2015
Indstilling og beslutning
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender det samlede budgetbidrag som beskrevet i denne indstilling med tilhørende bilag med henblik på fremsendelse til økonomiudvalget, jf. bilag 1-5.
Problemstilling
Til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets orientering er vedlagt en udspecificering af de udløbende bevillinger i 2015. Dette bilag indgår ikke som en del af det formelle budgetbidrag til Økonomiudvalget.
Budgetbidraget skal afleveres inden for fire bevillingsområder, som er driftsrammen (serviceudgifter), efterspørgselsstyret indsats (aktive tilbud m.v.), efterspørgselsstyrede overførsler (forsørgelsesudgifter) og anlægsrammen.
Løsning
Udvalgets budgetforslag for 2015 sammenholdt med vedtaget budget 2014 fremgår af tabel 1 nedenfor.
Tabel 1. Budget 2014, samt Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets budgetforslag for 2015 (nettobudget i 2015-p/l)*
Mio. kr. |
Budget 2014 (vedtaget) |
Budgetforslag 2015 |
Driftsrammen |
738.755 |
745.892 |
Efterspørgselsstyret indsats |
680.344 |
668.115 |
Efterspørgselsstyrede overførsler |
5.554.269 |
5.583.418 |
Anlæg |
5.862 |
286 |
I alt |
6.979.230 |
6.997.711 |
På driftsrammen afspejler budgetændringen fra 2014 til 2015, at der flyttes budgetmidler svarende til knap 30 mio. kr. i forbindelse med, at Københavns Erhvervsservice overflyttes til BIF. Ses bort fra denne budgetflytning, er der reelt set tale om en budgetnedgang, som afspejler, at en række midlertidige bevillinger ophører – i alt 28,6 mio. kr. til drift og 2 mio. kr. til indsats. I bilag 4 til denne indstilling gennemgås de bortfaldende bevillinger, som finansierer en række midlertidige indsatser.
På rammen til anlæg afspejler budgetændringerne plænlagte budgetændringer i takt med, at de konkrete anlægsprojekter gennemføres, fx udviklingen af it-baserede selvbetjeningsløsninger i regi af Borgeren ved Roret.
På rammen til efterspørgselsstyret indsats knytter ændringerne sig til faldende mentorudgifter som forudsat i kontanthjælpsreformen, idet der i den foreløbige statslige DUT-kompensation til kommunerne i forbindelse med reformen lægges til grund, at kommunernes udgifter til mentorer indledningsvist - dvs. 2014 vil være høje, for herefter at aftage i 2015 og efterfølgende.
På rammen til efterspørgselsstyrede overførsler afspejler budgetændringen fra 2014 til 2015, at der med udgangspunkt i ledighedsprognosen for 2015 forventes øgede udgifter til forsørgelse af ledige og sygemeldte borgere i 2015, sammenlignet med det, der er forudsat i 2014-budgettet. De øgede udgifter kan henføres til yderligere konsekvenser af tidligere års lovgivning om forhøjelse af efterlønsalderen og førtidspensionsreformen. Med disse ændringer vil borgere, der ellers ville overgå til efterløn eller førtidspension forblive længere på bl.a. kontanthjælp. Der er ikke taget højde for de budgetmæssige konsekvenser af den kommende ændring af sygedagpengereglerne, idet lovforslaget endnu ikke er fremsat.
De indsatser, hvortil bevillingen udløber, ophører, med mindre der tilvejebringes ny finansiering enten inden for udvalgets eksisterende rammer eller ved de centrale budgetforhandlinger om budget 2015.
På driftsrammen bortfalder en enkelt større bevilling på 6 mio. kr. fra budget 2014, som delvist kompenserer forvaltningen for manglende statslig økonomisk kompensation i forlængelse af reformen på førtidspension og fleksjobområdet. Bevillingen finansierer en væsentlig del af forvaltningens udgifter til sundhedstilbud fra regionen samt huslejeudgifter til rehabiliteringsteams – udgifter som vil skulle afholdes i 2015, men hvor finansieringsgrundlaget bortfalder.
Udover de udløbende bevillinger skal budgetbidraget også rumme effektiviseringer på driftsrammen, som er udmeldt i indkaldelsescirkulæret til budget 2015. For Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets budgetbidrag betyder dette, at der i budgetbidraget er peget på effektiviseringer i forvaltningen i 2015 svarende til 5,7 mio. kr. (jf. bilag 3).Der er en række usikkerheder forbundet med bevillingssituationen i 2015, som først vil blive håndteret efter oversendelsen af udvalgets budgetbidrag til 2015, herunder
- Uafsluttede DUT-forhandlinger om kontanthjælpsreformen
De endelige DUT-forhandlinger om kompensation til kommunerne i forlængelse af kontanthjælpsreformen forventes afsluttet i juni 2014. Resultatet af forhandlingerne kan medføre et finansieringsbehov på ca. 4,8 mio. kr. i 2015 på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets område, bl.a. som følge af, at København modtager ca. 10 pct. af den statslige DUT-kompensation til kommunerne, mens kommunens andel af berørte kontanthjælpsmodtagere udgør 18 pct.
- Kommende sygedagpengereform
Regeringen indgik den 18. december 2013 et forlig om en reform af sygedagpengesystemet med Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Reformen, som forventes at træde i kraft den 1. juli 2014 og den 1. januar 2015, indebærer en fremrykning af revurderingen af sygedagpengeretten fra 12 til 5 måneder samt indførelsen af en opsamlende forlængelsesregel. Denne gælder for de sygedagpengemodtagere, som vurderes som syge (uarbejdsdygtige), men som ikke falder ind under de nuværende forlængelsesregler. Sygedagpengemodtagere, der omfattes af den opsamleden forlængelsesregel, får ret til en såkaldt jobafklaringsydelse og omfattes af en jobafklaringsforløb. Ydelsen er på kontanthjælpsniveau, men er ikke afhængig af formue eller gensidig forsørgerpligt. Reformen lægger desuden op til en øget digitalisering af sagebehandlingen af sygedagpengesager samt en række andre justeringer. Virkningen af reformen i kommunerne er svær at vurdere. DUT-forhandlingerne mellem KL og staten omkring i forlængelse af reformen finder først sted i juli 2014, hvilket indebærer usikkerhed omkring den økonomiske virkning af reformen for kommunerne.
- Finanslovsforhandlingerne udgør også en usikkerhedsfaktor.
Finanslovsaftalerne indebærer forholdsvis tit ændringer på beskæftigelsesområdet, herunder ændringer med betydelig kommunaløkonomisk betydning.
- Eksterne puljer
Eksterne puljemidler finansierer en række midlertidige indsatser på beskæftigelsesområdet. Det gælder ikke mindst puljemidler fra Folketingets satspulje, som udmøntes årligt i en politisk forhandling op til finanslovsforhandlingerne. Det er endnu usikkert hvilke af disse der vil forlænget ind i 2015, samt hvilke evt. nye puljemidler der udmøntes på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets område.
Bevillingsusikkerheden omfatter både driftsbudgettet og budgettet til efterspørgselsstyret indsats. De skitserede usikkerheder er på nuværende tidspunkt betydelige bl.a. som følge af sygedagpengereformen. Forvaltningen forventer at have et klarere billede af budgetsituationen efter sommerferien, når de økonomiske forhandlinger, herunder DUT-forhandlingerne mellem staten og KL er gennemført.
- Resultatet af budgetforhandlinger i Københavns Kommune
Resultatet af de interne budgetforhandlinger i Københavns Kommunes foreligger først ved budgetvedtagelsen i oktober 2014. Omfanget af nye budgetmidler, der udmøntes på de enkelte udvalgs områder varierer fra år til år alt efter politiske prioriteringer og fokusområder. Budgetaftalerne for 2013 og 2014 indebar begge nye driftsmidler på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets område på godt 30 mio. kr., mens det tilsvarende tal i budgetaftalen for 2012 var godt 40 mio. kr.
Økonomi
Videre proces
Det samlede budgetbidrag oversendes til Økonomiudvalget umiddelbart i forlængelse af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets andenbehandling den 5. maj 2014.
Forhandlinger om kommunens samlede budget afvikles i august-september 2014 med henblik på vedtagelse af den det endelige budget i Borgerrepræsentationen i oktober 2014. Udmøntning af budgetaftale 2015 vil komme på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets dagsorden som separat sag i november/december 2014.
- Bevillingsoversigt
- Udvalgsafsnit til det samlede budget
- Aftalte effektiviseringer i budgetbidraget for 2005 (eftersendes)
- Oversigt over bevillingsbortfald i budget 2015 (med begrundelse)
- Bevillingsbortfald på indsatsbudgettet og afslutning af forsøg med lokal forankring
Birgitte Hansen / Jørn Levinsen
Beslutning
SF og Enhedslisten tog forbehold.