Implementering af sygedagpengeaftale
Resumé
Udvalget bliver med denne sag præsenteret for forvaltningens planer for implementering af den politiske aftale om forenkling og målretning af sygedagpengesystemet, som blev indgået i marts 2024. Forvaltningen har siden marts arbejdet med forberedelserne til den kommende implementering af lovgivningen.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager forvaltningens implementering af aftale om forenkling og målretning af sygedagpengesystemet til efterretning
Problemløsning
Forligspartnerne bag aftalen om reformen af sygedagpengesystemet fra 2013 (Regeringen, SF, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti) indgik i marts 2024 en aftale om forenkling og målretning af sygedagpengesystemet. Lovforslaget er blevet fremsat i Folketinget den 6. november og er behandlet første gang den 20. november med en ikrafttrædelsesdato 1. januar 2025.
Aftalen tager udgangspunkt i Beskæftigelsesministeriets ”Afdækning af regler for meget alvorlig syge” fra 2023, som identificerede en række udfordringer i administrationen af de gældende regler på sygedagpengeområdet. Aftalen indeholder nedestående 10 elementer, som er uddybet i vedlagte Bilag 1: Aftale om sygedagpenge.
- Fleksibel brug af rehabiliteringsteams
- Fleksibel sammensætning af rehabiliteringsteams
- Mestringsforløb skal gives ud fra en faglig vurdering
- Forenkling af visitationskategorierne
- Færre krav til sygemeldte fra beskæftigelse
- Styrket fokus på kommunens kontakt med alvorlig syge
- Forenkling af ”Mit Sygefravær”
- Mulighed for at vise lægeattester for sygemeldte borgere
- Afskaffelse af generelle krav om lægeattester
- Undersøge mulighed for at ændre i kommunens anmodning om lægeattester
Forslag 6, 7, 8 og 10 kræver ikke lovændringer eller systemtilpasninger, og kan derfor iværksættes fra STARs side. Initiativerne i aftalen vil medføre ændringer i følgende love: Lov om sygedagpenge, Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen.
Det er forvaltningens vurdering, at aftalen vil føre til et mere målrettet sygedagpengeforløb, hvor kommunens indsats bedre kan fokuseres på de borgere, der har brug for hjælp til at komme tilbage i arbejde eller på anden forsørgelse. Forvaltningen vurderer det også positivt, at det bliver muligt at sammensætte deltagerne på rehabiliteringsmøder mere fleksibelt efter den enkelte borgers behov, når borgerens sag bliver forelagt kommunens rehabiliteringsteam, samt at der vil blive holdt færre rehabiliteringsteammøder for borgere, der overgår til jobafklaringsforløb.
Løsning
Med lovforslaget bliver Jobcentret sat fri af en række proceskrav og får bedre mulighed for at tilrettelægge forløbet for borgere på sygedagpenge, så det giver mening for borgere og arbejdsgivere. De nye og mere fleksible muligheder i lovforslaget har betydet, at forvaltningen i en involverende proces med afdelingschefer og medarbejdere har undersøgt og udviklet nye arbejdsgange for, hvordan borgernes sygedagpengeforløb efter 1. januar 2025 kan tilrettelægges bedst muligt.
På baggrund af lovændringen kommer Jobcentret til at arbejde på en ny måde i forhold til sygemeldte borgere. I dag er der krav om at holde 4 samtaler med alle sygemeldte borgere indenfor det første halve år af sygemeldingen. Fremadrettet kommer forvaltningen efter en indledende screeningssamtale kun til at holde samtaler med borgere, hvor det giver mening. Det vil sige, at hvis en borger fx har en klar plan med sin arbejdsgiver om optrapning og raskmelding inden for 13 uger, vil der ikke blive iværksat et samtaleforløb med borgeren. Det betyder, at forvaltningen både kan indfri den reduktion på antallet af samtaler, som lovforslaget lægger op til og samtidig koncentrere ressourcerne om de borgere, der har brug på for hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet eller til at blive afklaret. Det betyder også, at Jobcentret ikke ulejliger sygemeldte borgere unødigt.
Lovforslaget giver herudover mulighed for at minimere en række proceskrav, og forvaltningen har entydigt valgt at minimere proceskravene, hvor det er muligt ifølge den nye lovgivning. Det vil ske ved en tillidsbaseret tilgang til samarbejdet med borgeren, f.eks. ved som udgangspunkt at lave en aftale med borgeren om, at borgeren selv raskmelder sig på jobnet.dk, fremfor at forvaltningen raskmelder borgeren. Derudover vil forvaltningen kun kontakte arbejdsgiveren vedrørende sygdomsforløbet, hvis det vurderes at være relevant. Forvaltningen vil for at yde bedst mulig virksomhedsservice sætte gang i et forsøg, hvor alle arbejdsgivere med sygemeldte medarbejdere vil få et tilbud om at blive kontaktet af en virksomhedskonsulent, der kan hjælpe med vikarer eller andet, virksomheden kan have behov for.
Der er også i lovforslaget givet mulighed for mere fleksibilitet i forhold til brug af kommunens rehabiliteringsteam. Også her mindskes proceskravene i kommunens opgaveløsning. Forvaltningen har valgt en løsning, hvor en boger, der overgår fra sygedagpenge til et jobafklaringsforløb, kun skal have forelagt sin sag for rehabiliteringsteamet, hvis der ud fra en faglig vurdering er behov for rehabiliteringsteamet hjælp til at lægge en plan for indsatsen i borgerens forløb.
Muligheden for en fleksibel sammensætning af rehabiliteringsteamet fremgår også af lovforslaget, hvilket forvaltningen fremadrettet vil gøre brug af mest muligt, så borgeren kun møder de fagligheder, der er brug for, i forhold til at lægge en plan for borgerens videre forløb.
Lovforslaget giver desuden kommunerne mere frihed i forhold til at belyse sagerne lægeligt, når sagerne skal forelægges kommunens rehabiliteringsteam. I dag skal en bestemt lægeattest (LÆ 265) altid indhentes fra borgerens praktiserende læge, uanset om borgerens helbred allerede er tilstrækkeligt belyst. Det vil fremadrettet være muligt at undlade indhentning af en LÆ265, hvis borgerens sag indeholder tilstrækkeligt med lægelige oplysninger. Forvaltningen er derfor arbejde på en fælles faglig forståelse af, hvornår en sag er tilstrækkeligt helbredsmæssigt belyst og hvornår, der bør indhentes yderligere oplysninger.
Forvaltningen forsætter i 2025 med at tilrette forløbet for borgere på sygedagpenge, og vil i løbet af første halvår 2025 følge op på, hvordan det går med de nye og mere fleksible arbejdsmetoder, herunder om der er behov for tilpasninger.
Økonomi
Det forventes, at lovforslaget betyder en besparelse i Københavns Kommune på ca. 8 mio. kr. Besparelsen findes primært på færre samtaler i sygedagpengesagerne, færre rehabiliteringsteammøder, fleksibel sammensætning af deltagerne på rehabiliteringsteammøder og et mindre forbrug af lægeerklæringer. Besparelsen er den del af de 300 mio. kr. KK skal spare på beskæftigelsesområdet.
Politisk handlerum
Sagen vedrører ændringer af lovgivningen på området, som forvaltningen skal implementere.
Videre proces
Ændringerne af lovgivningen forventes at træde i kraft den 1. januar 2025.
Henrik Lund / Marianne Becker Andersen