Mødedato: 04.12.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Status på samling af borgerrettede økonomiske ydelser

Se alle bilag

Resumé

Ved overførselssagen 2023/2024 blev der indgået aftale om at samle kommunens borgerrettede økonomiske sagsbehandling i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Det betyder, at opgaver og medarbejdere flyttes til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen fra henholdsvis Socialforvaltningen (SOF) og Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF).

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager status om samling af borgerrettede økonomiske ydelser til efterretning.

Problemstilling

Den 1. januar 2025 træder samling af borgerrettede økonomiske ydelser i kraft i Københavns Kommune. Det betyder, at der er en række opgaver og medarbejdere, der rykker fra henholdsvis Socialforvaltningen (SOF) og Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF). Denne indstilling orienterer om dels status på processen, dels om hvilke nye opgaver forvaltningen har overtaget, og som udvalget fremadrettet vil være ansvarlige for.

Løsning

Det tværgående investeringsforslag om samling af kommunens borgerrettede økonomiske sagsbehandling, som blev vedtaget ved overførselsforhandlingerne i 2024, betyder, at langt hovedparten af kommunens udbetalingsopgaver bliver samlet i Ydelsesservice i BIF.

Formålet med samlingen er:

  • Styrket kvalitet i opgaveløsningen gennem et ensartet fokus på retssikkerhed, lovmedholdelighed og praksis samt fortolkning af lovgivningen mellem områderne.
  • At borgerne og eksterne samarbejdspartnere vil få én indgang til at søge samt rådføre sig om kommunes forskellige økonomiske ydelser. Det vil samtidig give bedre borgerforløb ved ydelsesskifte.
  • Flere udviklingsmuligheder for medarbejderne, hvilket kan have betydning for fastholdelse og rekruttering.
  • Bedre ressourceudnyttelse gennem flere muligheder for planlægning af opgaveløsningen og brug af eksisterende og fremtidige IT-løsninger.
  • Årlige effektiviseringer grundet reducerede udgifter til husleje, ledelse, borgermodtagelse og generelle stordriftsfordele.

    Samlingen betyder, at der er en række opgaver, der flyttes fra SOF og KFF til BIF. Der er tale om et større flyt af medarbejdere og opgaver.

    Opgaveflyttet drejer som om et budget på 138 mio. kr. om året for ydelser, der tilføres BIF/BIU. Disse opgaver indeholder frister for sagsbehandlingen fastsat i henhold til Retssikkerhedsloven, som udvalget fremadrettet vil have ansvar for i forhold til borgerne. Derudover er der cirka 90 medarbejdere, der flytter arbejdsplads.

    De opgaver, der overgår til BIF, er

  • Enkeltydelser efter aktivlovens kapitel 10, dvs. økonomisk støtte til tandbehandling, medicin, flytning eller andre enkeltydelser (fra SOF)
  • Personlige tillæg, helbredstillæg eller brøkpension til førtidspensionister (fra SOF) og folkepensionister (fra KFF)
  • Udbetalinger til sygesikringsgruppe 2 og tilskud til transport efter sundhedsloven (fra KFF)
  • Administration af førtids- og folkepensionisters økonomi (fra SOF/KFF)

Det er i mange tilfælde borgere, der i forvejen har eller har haft berøring med jobcentret og Ydelsesservice. Årligt drejer det sig om cirka 36.000 ansøgninger om økonomisk hjælp.

Det er ikke alt kommunens økonomiske sagsbehandling, der overflyttes til BIF, fx ligger sagsbehandling af ydelser efter serviceloven fortsat i SOF.

Der er på nuværende tidspunkt ved at blive lavet samarbejdsaftaler mellem SOF og BIF. Der er fokus på at sikre et godt samarbejde, fx ift. bolig til hjemløse og udsatte, hvor medarbejdere i SOF hjælper borgerne med bolig, og Ydelsesservice træffer afgørelser om indskud, flyttehjælp mv. og efterfølgende hjælper med betaling af husleje.

Status på samlingen

Medarbejderne fra SOF og KFF flytter medio januar. For at få plads til 90 nye medarbejdere, skal lokalerne på Krumtappen, hvor Ydelsesservice holder til i dag, renoveres, og der lejes en etage yderligere i ejendommen.

I forhold til renoveringen, bygges der om i 2 faser. Den første fase finder sted marts 2025 til september 2025, mens den anden fase begynder oktober 2025 og slutter marts 2026. Lokalerne forventes derfor at være færdige, og medarbejderne flyttet ind i de nyrenoverede lokaler marts 2026. Der vil i renoveringsfasen være lån af lokaler på GKL, leje af en ekstra etage på Krumtappen samt midlertidig indretning af lokalerne. Der er således gennem hele renoveringen arbejdspladser til alle medarbejdere.

Der er nedsat et midlertidigt Overgangs-Med, der startede op før sommerferien og fortsætter, til samlingen er sket. Herefter etableres det varige nye centerMED. Der laves månedlige nyhedsbreve, og der har været forskellige mødeaktiviteter med alle medarbejdere. Medarbejderne giver generelt udtryk for, at de kan se meningen med samlingen og ser frem til at indgå i et samlet arbejdsfællesskab i Ydelsesservice.

Forvaltningen har i forbindelse med implementeringen holdt møder med blandt andet Intern revision og Borgerrådgiveren for at forhøre sig om eventuelle opmærksomhedspunkter fra deres side i forbindelse med samlingen. Med Intern Revision blev drøftet systemejerskab, ekstern revision, ledelsestilsyn og GDPR-fortegnelser. Intern Revision fortalte, at der ved større organisationsændringer er ekstra opmærksomhed fra Intern Revision. Med borgerrådgiveren drøftedes deres erfaringer med henvendelser på de nye områder.

Da opgaverne i samlingen er omfattet af styrelsesvedtægten, skal Borgerrepræsentationen på møde den 28. november 2024 og den 12. december 2024 drøfte ændringer i styrelsesvedtægten.  Der er tale om en teknisk ændring af styrelsesvedtægten, som der er enighed om på tværs af de tre forvaltninger.

Der blev i Budget 2017, i Budget 2021 og igen i Budget 2025 afsat midler til at hæve det vejledende rådighedsbeløb for borgere på kontanthjælp og førtidspension. Beløbet bruges til vurdering af, hvor stor økonomisk hjælp, der kan gives, da det er en rettesnor for, hvor meget en ansøger bør have som månedligt beløb til sig selv efter betaling af faste udgifter. I Budget 2025 er afsat 6,8 mio. kr. årligt i 2025-28. Med samlingen af borgerrettede økonomiske ydelser vil dette bevillingsområde fremadrettet hører under BIF og BIU, hvor YDS vil stå for opgaveudførslen.

Økonomi

Ved samling af hovedparten af kommunens borgerrettede økonomiske sagsbehandling i BIF vil der til behandling af sagerne blive overført et driftsbudget fra Kultur- og Fritidsforvaltningen og Socialforvaltningen på hhv. 17,0 mio. kr. og 36,0 mio. kr. i 2025 til Beskæftigeles- og Integrationsforvaltningen. Der vil samtidig ske en samlet overførsel af efterspørgselsstyrede ydelser på 80,8 mio. kr. Det kan sammenholdes med, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samlede budget i 2024 til efterspørgselsstyrede overførsler udgør lidt over 8 mia. kr. I 2024 er Kultur- og Fritidsforvaltningens samlede budget til efterspørgselsstyrede ydelser på 608,0 mio. kr., og Socialforvaltningens samlede budget til efterspørgselsstyrede ydelser er på 58,0 mio. kr.

Politisk handlerum

Udvalget kan bede om uddybning af implementeringsprocesser og de opgaver, som udvalget overtager ansvaret for.

Videre proces

Forvaltningen arbejder videre med implementering af samlingen af borgerrettede økonomiske ydelser.

I forbindelse med indkaldelsescirkulæret for budget 2026, skal Økonomiudvalget forelægges status på alle igangværende tværgående investeringsforslag. SUD, KFU og BIU forelægges denne status særskilt januar 2025.

Henrik Lund / Signe Maria Christensen

 

Til top