Mødedato: 04.06.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Politiske ønsker til forventet mindreforbrug på indsatsbudgettet

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forslag til ekstra indsatser i 2018 svarende til 16,3 mio. kr.

  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender at Borgerrepræsentationen anmodes om overførsel af 23,7 mio. kr. til 2019.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har et forventet mindreforbrug på indsatsbudgettet for hele året på 40 mio. kr., jf. udvalgsbehandlingen 30. april.

I den forbindelse har forvaltningen bedt udvalgsmedlemmerne om at indmelde forslag til ekstra indsatser i 2018.

Forvaltningen har modtaget følgende forslag, hvor indsatsbudgettet kan anvendes:

  1. Flere AMU-forløb samt mere omskoling til job med mangel på arbejdskraft (S og F).

  2. Flere midler til udredning og mestring af psykiske lidelser, med særlig fokus på fleksjob (S og F)

  3. Fremskudt danskundervisning i udvalgte boligområder samt støtte til basale læse-/regnekundskaber (B).

  4. Lavere sagsstammer (mere sammenhængende indsats) (S).

  5. Øget budget til lokalt forankret beskæftigelsesindsats mv. (Ø).

Der er endvidere foretaget en gennemgang af en række andre forslag til initiativer, men disse kan ikke finansieres med midler fra indsatsrammen, jf. den lovmæssige regulering heraf, eller også er der allerede ingen begrænsninger på tilgangen til de foreslåede aktiviteter. De enkelte forslagsstillere har fået en tilbagemelding herom.

Løsning

Indsatsbudgettet kan i hovedreglen kun benyttes til tilbud efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som borgerne har pligt til at deltage i. Andre formål, hvortil budgettet kan benyttes er fx handicapkompenserende ydelser og danskuddannelse, hvor borgeren har retskrav på ydelsen, og hvor forvaltningen altid tilvejebringer ydelser svarende til efterspørgslen. Anvendelsen af indsatsmidler er dermed afgrænset til helt bestemte formål. Dette bunder i lovgivningen på området, hvor staten stiller særlige krav til anvendelse af indsatsmidler, da disse er undtaget serviceloftet og der ydes delvis statsrefusion.

Dette står i modsætning til servicemidler, hvor kommunerne har langt friere rammer for anvendelsen af midler.

Nedenfor har forvaltningen estimeret det forventede forbrug på de indmeldte indsatser, jf. tabel 1. Indsatserne beløber sig til sammenlagt 16,3 mio. kr.

Det indstilles, at Borgerrepræsentationen anmodes om, at de resterende 23,7 mio. kr. af det forventede mindreforbrug overføres til budgettet i 2019.

Tabel 1. Forslag til ekstra indsats i 2018.

Nr.

Indsats

Mio. kr.

1

Flere AMU-forløb samt mere omskoling til job med mangel på arbejdskraft

4,0

2

Flere midler til udredning og mestring af psykiske lidelser, med særlig fokus på fleksjob

6,3

3

Fremskudt danskundervisning i udvalgte boligområder samt støtte til basale læse-/regnekundskaber

1,0

4

Lavere sagsstammer (Mere sammenhængende indsats)

2,0

5

Reservation til øget indsats i lokalt forankret beskæftigelsesindsats

3,0

Total

16,3

 

Ad 1) Flere AMU-forløb samt mere omskoling til job med mangel på arbejdskraft

Forvaltningen har stort fokus på omskoling og opkvalificering til områder med mangel på arbejdskraft. AMU-forløb er et vigtigt redskab i denne indsats.

Det er forvaltningens vurdering, at der med et særligt fokus kan findes anvendelse for yderligere 4 mio. kr. ekstra i 2018 som en ekstraordinær engangsindsats.

Ad 2) Flere midler til udredning og mestring af psykiske lidelser, med særlig fokus på fleksjob

I forbindelse med budgetaftalen for 2017 blev der afsat 1 mio. kr. årligt i 2017 og 2018 til ekstern udredning af psykiske lidelser for langtidsledige kontanthjælpsmodtagere (udmøntningen af Flere i Fleksjob). Indsatsen består i at hjælpe langtidsledige kontanthjælpsmodtagere videre i en virksomhedsplacering og en efterfølgende fleksjobvisitation gennem et forløb med jobrettet indhold hos en psykiater.

Center for Jobindsats (JKI) har gode erfaringer med forløbene og indsatsen kan med fordel tilbydes flere udsatte borgere. Det er forvaltningens vurdering, at den eksterne udredning af psykiske lidelser kan opjusteres med 1 mio. kr. som engangsindsats i 2018.

En del af de allerede fleksjobvisiterede har ikke et fleksjob, men modtager den såkaldte ledighedsydelse. Vejen til et fleksjob kan for denne gruppe gå gennem opsøgende virksomhedskontakter sammen med borgeren, herunder snusepraktikker og virksomhedsrettede tilbud. For ny ledige, skal der være særligt fokus på en tidlig, virksomhedsrettet indsats, og til langtidsledige skal være fokus på længerevarende praktikker med hyppig opfølgning. Forvaltningen foreslår, at der afsættes yderligere 2 mio. kr. i 2018 til en ekstra engangsindsats.

IBBIS er en Integreret Behandlings - og Beskæftigelsesrettet Indsats for Sygedagpengemodtagere med stress, angst og depression. Forskningsprojektet har været i gang siden 1. april 2016 og slutter den 31. juli 2018. Den endelige forskningsrapport forventes først at foreligge i 2020, men de foreløbige resultater viser god effekt på udredning og behandling, hvorfor der indstilles til at indsatsen videreføres i 2. halvår af 2018. Finansieringen fra 2019 og frem er uafklaret.

Forvaltningen foreslår, at der afsættes 3,3 mio. kr. til finansiering af den integrerede beskæftigelses- og sundhedsindsats for henholdsvis jobcentret og regionen i 2. halvår af 2018.

Ad 3) Fremskudt danskundervisning i udvalgte boligområder samt støtte til basale læse- og regnekundskaber

Forvaltningen forstår ønsket, som et tilbud om virksomhedsrettet danskundervisning og ikke tilbud om moduldansk efter danskuddannelsesloven.

Forvaltningen foreslår, at der etableres et udgående team bestående af i alt seks medarbejdere til en særlig indsats i de tre udsatte boligområder Mjølnerparken, Tingbjerg og Urbanplanen. Hvert sted vil der blive tilknyttet en lærer og en jobkonsulent til indsatsen gennem midlertidige indsatser

Målet med indsatsen vil være en styrkelse af deltagernes dansksproglige kompetencer, der skal understøtte det samtidige arbejde med at få etableret virksomhedstilknytninger.

Tilbuddet vil kunne iværksættes per 1. september 2018, og det anslås, at indsatsen vil koste 0,5 mio. kr. for den resterende del af 2018. Indsatsen vil ske ved midlertidige ansættelser, så den kan ophøre med årets udgang.

I forhold til støtte til basale læse- og regnekundskaber er der allerede i dag mulighed for forberedende voksenundervisning. Barrieren for et længere undervisningsforløb kan opleves stor for visse borgergrupper, og forvaltningen vil derfor i regi af projektet i Mjølnerparken arbejde for at udvikle en model, hvor der sker noget helt basal virksomhedsforlagt undervisning. Der reserveres 0,5 mio. kr. til indsatsen, men da denne først skal udvikles er det forbundet med usikkerhed om det fulde beløb kan finde anvendelse i 2018. Finansiering fra 2019 skal afklares.

Ad 4) Lavere sagsstammer (mere sammenhængende indsats)

Indsatsmidler kan ikke anvendes til sagsbehandling. Sagsbehandling kræver brug af servicemidler. Imidlertid vil det for borgergrupper, der systematisk vil have glæde af en mentor være muligt at tilrettelægge arbejdet, så den enkelte sagsbehandler skal forholde sig til færre borgere, men løse flere opgaver for den enkelte borger – i form af både sagsbehandling og mentorfunktion. For borgeren vil gevinsten være, at indsatsen vil opleves som mere sammenhængende. Sagsbehandlerne vil ligeledes kunne opleve, at de er i stand til at levere en mere sammenhængende indsats, men der er altså ikke tale om en lavere arbejdsmængde for sagsbehandlerne. Den foreslåede tilrettelæggelse af arbejdet er etableret for kontanthjælpsmodtagere med mere end 5 års ledighed i forbindelse med satspuljeprojektet Flere skal med.

Forvaltningen vurderer, at der kan foretages samme ændrede tilrettelæggelse af arbejdet for gruppen af ressourceforløbsmodtagere. Stærke målgrupper har ikke samme systematiske mentorbehov, og metoden vil derfor ikke kunne anvendes i forhold til disse. Omlægningen vil ske gennem en mertilførsel på 2 mio. kr. i 2018, mens helårseffekten fra 2019 og frem vil være, at der skal flyttes 5 mio. kr. fra eksternt køb hos leverandører til intern mentorfunktion.

Ad 5) Flere midler til leverandører af lokalt forankret beskæftigelsesindsats mv.

Forvaltningen vil gå i dialog med leverandørerne af lokalt forankret beskæftigelsesindsats om muligheden for ekstra engangsindsatser i 2018. Forvaltningen vurderer umiddelbart, at der maksimalt kan findes anvendelse for yderligere 3 mio. kr., når det skal organiseres som en engangsindsats i 2018, men forvaltningen vil gå i dialog med leverandørerne om de konkrete muligheder for udmøntning. På den baggrund foreslår forvaltningen, at der afsættes en reserve på 3 mio. kr.

Risici

Der er kort tid til at implementere de ovennævnte forslag, så de vil blive iværksat straks efter udvalgets godkendelse. Henset til den pressede tidsplan er der risiko for, at brugen af midler kan blive væsentlig mindre end skitseret.

Anmodning om overførsel fra 2018 til 2019

I forlængelse af nærværende indstilling vil der blive udarbejdet en indstilling til udvalget, hvor udvalget anmoder Borgerrepræsentationen om adgang til overførsel af de resterende 23,7 mio. kr. til 2019. Borgerrepræsentationen kan vælge at imødekomme en sådan anmodning eller lade være. Forvaltningen vil i dialog med Økonomiforvaltningen fastlægge tidspunktet for indstillingen, så den spiller bedst muligt sammen med budgetprocessen for 2019. Der vil senest foreligge en afklaring af overførselsadgangen 15. september 2018, hvorefter forvaltningen – såfremt der ikke gives overførselsadgang – lynhurtigt vil vende tilbage til udvalget med et bud på, hvordan indsatsmidlerne alternativt kan anvendes i indeværende år.

Økonomi

Se ovenfor.

Videre proces

Hvis indstillingen vedtages, vil de beskrevne indsatser blive iværksat, og der vil blive udarbejdet en indstilling vedrørende overførsel til 2019.

 

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Enhedslisten fremsatte et ændringsforslag til indstillingens eksisterende 2. at-punkt erstattes med:

”Forvaltningen pålægges at vende tilbage med et nyt forslag til anvendelse af de resterende midler.”

Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget:

For stemte: Alle.
Imod stemte: Ingen
Undlod: Ingen.

Ændringsforslaget blev dermed godkendt.

Til top