Mødedato: 04.06.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Implementering af principper for Sikker By strategi 2018-2022

Se alle bilag


Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter den nye Sikker By strategi 2018-2022
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsatser på området til efterretning
  3. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at forvaltningen udarbejder budgetnotater på forlængelse af indsatser under Sikker By, der har udløb i 2018, henholdsvis ”Forebyggelse af ekstremisme og radikalisering” og ”SSP+”, og at de indgår i Sikker By budgetpakken til Budget 2019.
  4. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at forvaltningen udarbejder budgetnotat på forlængelse af indsatsen ”Øget aktivering af borgere med banderelationer” til Sikker By budgetpakken til Budget 2019. Indsatsen har udløb i 2018 og finansieres aktuelt inden for udvalgets egen ramme.

Problemstilling

Sikker By er forankret i Økonomiforvaltningen og skal sikre samarbejdet i kommunen omkring den kriminalpræventive og tryghedsskabende indsats.

Borgerrepræsentationen vedtog den 1. marts 2018 ny Sikker By strategi for 2018-22 (bilag 1) med 5 principper, der skal være bærende i forhold til kriminalpræventivt og tryghedsskabende arbejde. Det blev samtidig vedtaget, at alle fagudvalg skal drøfte implementering af strategiens principper.

Der skal desuden tages stilling til, om der skal udarbejdes forslag til Budget 2019 på fortsættelse af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens Sikker By indsatser med udløb i 2018.

Løsning

Sikker By strategien tager afsæt i de erfaringer, der er opnået de seneste år på det kriminalpræventive og tryghedsskabende område i København. Den nye strategi sætter yderligere fokus på de dele af kommunens indsats, der kan udvikles og styrkes, for at København bliver en tryggere by med mindre kriminalitet.

Strategien udgør den overordnede ramme for det kriminalpræventive og tryghedsskabende arbejde i København de kommende fire år. Formålet er, at der på tværs af kommunen og Københavns Politi arbejdes i samme retning ved at styrke og udvikle indsatser med udgangspunkt i fem principper:

Tabel 1. Principper i Sikker By strategi

De 5 principper

 Beskrivelse

1. Tværgående samarbejde

Vi samarbejder bredt for at sikre helhedsorienterede og koordinerede løsninger på kriminalitets- og tryghedsudfordringer i KK.

2. Viden

Vi tager afsæt i den bedste viden om, hvad der virker, og vi måler effekten af, det vi gør.

3. Børn og unge

Vi kender til og sætter ind overfor alle børn og unge i KK, der er i risiko for at blive kriminelle.

4. Bander

Vi sikrer, at det er uattraktivt at være bandemedlem i KK, og vi understøtter, at de, der ønsker at forlade de kriminelle miljøer, får mulighed for det.

5. Lokalområder

Vi understøtter en god udvikling i lokalområder med tryghedsudfordringer gennem målrettede indsatser og strategisk fokus.


Sikker By strategien er forankret i en styregruppe med ledelsesrepræsentanter fra alle forvaltninger, SSP København og Københavns Politi.

Med vedtagelsen af den nye Sikker By strategi beder Borgerrepræsentationen om, at alle fagudvalg drøfter implementeringen af strategiens principper, herunder om de giver anledning til at justere eksisterende indsatser eller igangsætte nye. Som udgangspunkt for en sådan drøftelse er der nedenfor en gennemgang af aktuelle Sikker By indsatser i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Sikker By indsatser i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen
Der vedlægges som bilag 2 en samlet oversigt over alle forvaltningers nuværende indsatser under de fem principper i Sikker By strategien, herunder også de indsatser, som Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen får finansieret under Sikker By samarbejdet. Der er for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens vedkommende aktuelt tale om fire konkrete hovedindsatser. De er kort beskrevet i tabel 2 nedenfor, og det er angivet, hvilke af de fem Sikker By principper, at indsatserne hører under.

Tabel 2. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens nuværende hovedindsatser under Sikker By

*Tal fra Sikker By effektmåling 2017, behandlet på møde i Økonomiudvalget d.15. august 2017.
** Tal fra status på VINKs handleplan 2016-17, behandlet på møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget d.16. april 2018.

Udover de fire ovenstående indsatser er Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen inden for den almindelige drift også engageret i en række øvrige Sikker By indsatser, herunder det tværgående SSP samarbejde, tryghedspartnerskaber i udsatte boligområder m.m.  

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har desuden en række indsatser målrettet borgere med banderelationer (Sikker by strategi princip nr. 4), blandt andet som en konsekvens af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning d. 18. december 2017 om at afsætte 12,6 mio. kr. til øget aktivering af borgere med banderelationer. På nuværende tidspunkt er indsatsen finansieret indenfor udvalgets egen ramme, men fremadrettet foreslås det, at indsatsen lægges ind under Sikker By samarbejdet (jf. fjerde at-punkt).

Økonomi

Tabel 3 viser de aktuelle bevillinger til forvaltningens Sikker By indsatser.

Tabel 3: Aktuelle bevillinger til Sikker By indsatser i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

Mio. kr.

2018

2019

2020

2021

Fritidsjobindsatsen

 6,1

6,1 

6,1 

6,1 

Beskæftigelses- og uddannelsesfokuseret
afsoning og god løsladelse

 8,9

8,9

8,9 

8,9 

Forebyggelse af ekstremisme og
radikalisering (VINK) (udløber delvist)

 6,0

3,0

SSP+ (udløber)

 1,9

0

 I alt service

 22,9

18,0

15,0 

15,0

Styrket aktivering af borgere med banderelationer – indsats og service (udløber)

 12,6

 0

 0

 0

Der er i 2018 udløb af finansiering til Sikker By indsatser på samlet set 4,9 mio. kr. årligt til service. Det består dels af udløb af bevillingen på 1,9 mio. kr. årligt til SSP+ samt udløb af bevillinger til kommunens indsats til forebyggelse af ekstremisme og radikalisering på i alt 3,0 mio. kr. årligt på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets område. 

Det bemærkes, at kommunens indsats til forebyggelse af ekstremisme og radikalisering er sammensat af flere bevillinger fra hhv. Budget 2015, Budget 2016 og Budget 2017. Følgende bevillinger udløber i 2018:

  • 1,8 mio. kr. fra Sikker By-bevillingen fra Budget 2015 (to årsværk og aktivitetsmidler)
  • 1,4 mio. kr. fra Sikker By-bevilling fra Budget 2016 (tidlig indsats i fængsler i samarbejde med Kriminalforsorgen og Socialforvaltningen - heraf hører de 0,7 mio. kr. under Socialudvalget)
  • 0,5 mio. kr. fra Budget 2017 (koordineringsenheden til forebyggelse af radikalisering)

Det bemærkes, at Socialdemokratiet d. 25. april 2018 har bestilt budgetnotater på forlængelse af bevillingen fra Budget 2015. Det bemærkes desuden, at Socialistisk Folkeparti d. 18. maj 2018 har bestilt budgetnotat vedrørende udløb af finansiering til koordineringsenheden (Budget 2017). Forvaltningen indstiller (jf. tredje  at-punkt), at der laves et samlet budgetnotat på alle udløb i 2018 (3,7 mio. kr. årligt) til kommunens indsats til forebyggelse af ekstremisme og radikalisering, og at de indgår i Sikker By budgetpakken til Budget 2019.

Det bemærkes desuden, at midlerne til den særlige bandeindsats ligeledes udløber i 2018. Såfremt udvalget godkender indstillingens andet at-punkt, vil der samtidig frem mod Budget 19 blive udarbejdet budgetnotat på forlængelse af bandeindsatsen til Sikker By budgetpakken. Udvalget vil desuden til august få en status på den aktuelle bandeindsats.

Videre proces

Efter behandlingen i de forskellige fagudvalg vil Økonomiforvaltningen samle bidragene fra alle udvalg i en indstilling til Økonomiudvalget, som herved får et samlet overblik over, hvordan der vil blive arbejdet med strategiens principper på tværs af udvalg.

Økonomiudvalget vil fremover en gang årligt modtage en afrapportering på strategiens mål samt på, hvordan der er blevet arbejdet med at realisere strategiens principper på tværs af kommunen.

Såfremt udvalget godkender indstillingens tredje og fjerde at-punkt, vil der frem mod Budget 19 blive udarbejdet budgetnotater med forlængelse af indsatser med udløb i 2018.

 

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev drøftet. Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning. Indstillingens 3. blev godkendt.

Der blev begæret om afstemning om indstillingens 4. at-punkt:

For: 8 (A, B, F, V, C, Å)
Imod: 3 (Ø)
Undlod: Ingen.

Indstillingens 4. at-punkt blev hermed godkendt.

Enhedslisten afgav følgende to protokolbemærkninger:

”Banderelationer
Ø har tidligere stemt imod denne indsats, fordi vi mener, at det er spild af borgernes penge at bruge over 12 millioner kroner på håbløs aktivering af 140 bandemedlemmer. Ø efterlyser i stedet forslag, der reelt flytter folk væk fra bandemiljøet og over i uddannelse eller job. Ø er ikke overbevist om, at indsatsen tager tilstrækkelig højde for den øgede risiko, der er ved at sprede bandemedlemmer rundt i hele København. Endelig mangler der en plan for hvad der skal ske med bandemedlemmerne efter aktiveringen.”

”Ø havde hellere set en anden udformning af principperne for Sikker By strategien og henviser til ÆF fra Ø til BR-mødet 1 marts. Ø tager endvidere forbehold for budgetforhandlingerne i forhold til at bakke op om de bestilte budgetforslag.”

Til top