Mødedato: 04.06.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Temadrøftelse om forebyggelse af ekstremisme og radikalisering

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter indsatser vedr. forebyggelse af ekstremisme og radikalisering

Problemstilling

Ansvaret for Københavns Kommunes tværgående koordineringsenhed til forebyggelse af radikalisering er jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt placeret i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Derudover definerer Københavns Kommunes strategi og handleplan for indsatser til forebyggelse af radikalisering (BR, juni 2016) Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens ansvar for en række indsatser og aktiviteter, som indgår i kommunens samlede indsats til forebyggelse af radikalisering.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte i november 2017 en særskilt handleplan for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets indsats for helhedsorienteret forebyggelse af ekstremisme og radikalisering for perioden 2018-19. Med handleplanen sættes rammen for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens bidrag til at reducere antallet af radikaliserede og radikaliseringstruede københavnere og til at fremme medborgerskab og tryghed blandt københavnere. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget fik på mødet den 16. april 2018 en status på VINK's tidligere handleplan 2016-17.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets videre arbejde med emnet fordrer en introduktion til de danske myndigheders tilgang til forebyggelsesprocesser, som kan forankre udvalgets fremadrettede beslutninger i et solidt vidensgrundlag.

Løsning

På Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets indeværende møde den 4. juni 2018 afholdes en temadrøftelse, hvor Beskæftigelses- og Integrationsudvalget bliver introduceret til og drøfter indsatser vedr. forebyggelse af ekstremisme og radikalisering. Formålet med temadrøftelsen er:

  • at præsentere udfordringerne med ekstremisme og radikalisering i en dansk kontekst.
  • at give en introduktion til den danske model for forebyggelse af radikalisering.
  • at give et overblik over Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens arbejde med forebyggelse af ekstremisme og radikalisering.
  • at drøfte foreliggende udfordringer og indsatser som del af det tværgående samarbejde.

På Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets temadrøftelse den 4. juni vil PET give et indblik i det aktuelle trusselsbillede med fokus på tendenser i København. Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme vil fortælle om den danske forebyggelsesmodel og samarbejdet mellem det kommunale og nationale niveau i den tidlige forebyggelse. Derudover vil Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen beskrive forvaltningens arbejde med forebyggelse af ekstremisme og radikalisering. 

Handleplan 2018-19
VINK's handleplan 2018-19 bygger videre på eksisterende indsatser fra VINK's tidligere handleplan og består af følgende overordnede områder:

  • Målrettet forebyggende indsats i civilsamfundet
  • Foregribende indsats i relation til risikomiljøer og radikaliseringstruede borgere
  • Indgribende indsats for individer i ekstremistiske miljøer

Tværgående samarbejde om forebyggelse af radikalisering
Københavns Kommune etablerede i 2016 en tværfaglig koordineringsenhed til håndtering af konkrete bekymringer om radikalisering. Koordineringsenheden sikrer tværgående koordinering af bekymringshenvendelser og videndeling mellem de involverede myndigheder. VINK er tovholder for enheden, som derudover består af kommunale parter fra jobcenter, Socialforvaltningen, SSP København samt Københavns Politi og Kriminalforsorgen. I 2017 modtog koordineringsenheden 85 bekymringshenvendelser, hvoraf 10 blev vurderet som begrundede (dvs. koordineringsenheden efter kvalificering har vurderer, at henvendelsen omhandler mulig radikalisering). 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Temadrøftelsens konklusioner kan inkorporeres i implementeringen af VINK’s handleplan i 2019, ligesom udvalget kan vælge at rejse budgetønsker på baggrund af temadrøftelsen. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget får en status på VINK's handleplan 2018-19 i april 2019.

Michael Baunsgaard Schreiber / Jeppe Bøgh Andersen

 

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.

Til top