Mødedato: 04.05.2015, kl. 10:00
Mødested: Skriftlig votering

Skriftlig votering - valg af destination for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets studietur i 2015

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, 
  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vælger Paris som destination for udvalgets studietur i 2015

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har nedsat en arbejdsgruppe til planlægning af udvalgets studietur den 18. – 21. oktober 2015. Arbejdsgruppen består af Anna Mee Allerslev, Andreas Keil og Lars Aslan Rasmussen. På et møde den 20. april 2015 besluttede arbejdsgruppen at foreslå udvalget, at Paris vælges som destination for studieturen. På baggrund af dette, har forvaltningen udarbejdet nærværende indstilling. Forslaget sendes hermed i skriftlig høring og votering i udvalget.

Løsning

På baggrund af arbejdsgruppens input foreslår Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, at studieturen bygges op omkring tre hovedtemaer:

1) Forebyggelse af radikalisering, herunder indsatser i udsatte boligområder og velkomst af nytilkomne udlændinge
2) Erhvervsfremme og iværksætteri, herunder tiltrækning og fastholdelse af udenlandske studerende
3) Beskæftigelses- og integrationsindsatser, herunder politikudvikling og erfaringsudveksling

Ad 1) Forebyggelse af radikalisering:
Paris oplevede den 7. januar 2015 et terrorangreb på avisen Charlie Hebdo. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan finde inspiration i de aktiviteter, som Paris har iværksat som følge af terrorangrebet. Der er bl.a. tale om en styrket indsats til forebyggelse af radikalisering og fremme af tolerance over for nytilkomne udlændinge. Forstæderne til Paris har gentagne gange været scene for voldsomme uroligheder blandt unge beboere, og områderne har et højt niveau af kriminalitet og utryghed. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan her finde inspiration i byens kriminalpræventive strategier i de udsatte boligområder. Udvalget kan endvidere besøge UNESCO, der arbejder med dialog mellem forskellige kulturer og fælles værdier. Besøgene kvalificeres med input fra Magnus Ranstorp, formand for kommunens ekspertgruppe til forebyggelse af radikalisering.

Ad 2) Erhvervsfremme og iværksætteri:
Paris arbejder målrettet for at tiltrække internationale virksomheder, og byen markedsfører sig i høj grad på sin centrale placering i Europa og sin innovative kapacitet. Herunder er Paris særlig kendt for sine stærke iværksættere. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan finde inspiration hos erhvervsklyngen ’Finance Innovation’, der leverer finansiel service til byens erhvervsliv, samt OECD der arbejder med byens regionale og internationale udvikling. Desuden har Paris en række velrenommerede universiteter (f.eks. Sorbonne og ParisTech), der formår at tiltrække og fastholde velkvalificerede udenlandske studerende. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan finde inspiration gennem møder med universitetsledelsen, studenterorganisationer og øvrige civilsamfundsorganisationer. Endelig vil udvalget kunne høre nærmere om den franske dimittendindsats fra de lokale jobcentre.

Ad 3) Beskæftigelses- og integrationsindsatser:
Som hovedstad er den kommunale indsats i Paris tæt forbundet til den nationale agenda. Borgmesterkontoret i Paris kan give udvalget input til god praksis i byens beskæftigelses-, erhvervs- og integrationsindsatser. Ligeledes kan den danske ambassade i Paris give en introduktion til de diplomatiske relationer og samarbejdsflader mellem Frankrig og Danmark. Endelig kan møder med lokale fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer give indblik i det franske arbejdsmarked. Besøgene kvalificeres med input fra den franske ambassade i København, der også vil bistå med aftaler med relevante ministerier inden for uddannelse, integration og beskæftigelse.

Økonomi

Økonomien for studieturen præsenteres i en efterfølgende indstilling.

Videre proces

De enkelte udvalgsmedlemmer tilkendegiver senest den 3. maj 2015, hvorvidt de kan tilslutte sig Paris som destination for udvalgets studietur i 2015. Tilkendegivelsen rettes til forvaltningens udvalgssekretær Anna Ballan på zu1c@bif.kk.dk

Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender valget af Paris som destination for studieturen, så vil forvaltningen arbejde videre med turens planlægning. Forvaltningen udarbejder en indstilling til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde den 22. juni 2015, som redegør nærmere for studieturens forventede program og budget.
Birgitte Hansen    /    Michael Baunsgaard Schreiber

Beslutning

Udfaldet af den skriftlige votering var som følger:

For stemte: 10 (A, B, F, Ø, V, I)
Imod stemte: 1 (C)
Undlod: Ingen

Indstillingen blev dermed godkendt.

De konservative afgav følgende protokolbemærkning:
"Jeg er ikke enig i destinationen. Der er andre hovedstæder, som vi kan lære mere af mht. integration og beskæftigelse. Frankrig har en lang kolonihistorie, som har givet dem et helt andet indvandringsmønster, end vi har haft i Danmark. Frankrig har også altid været mindre monokulturelt end Danmark, hvilket også gør, at deres udfordringer er anderledes end vores. De har desuden ikke et velfærdssamfund, som er opbygget på samme måde.

Jeg mener det er langt mere oplagt at tage til Stockholm eller Oslo, hvis samfund ligner vores meget mere. Hvis de har nogle gode løsninger, vil de være direkte anvendelige i Danmark. Det vil ikke være tilfældet med de løsninger, vi kan studere i Paris. Selv Malmø ville vi formentlig kunne lære mere af."
Til top