Årsregnskab 2023
Resumé
Årsregnskab 2023 viser, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har overholdt de ordinære budgetter for 2023, og at der har været flere ekstraordinære udgifter til indkvartering af fordrevne ukrainere end ventet.
På servicerammen er der et merforbrug på 16,0 mio. kr. (1,3 pct.), som skyldes et merforbrug på 18,2 mio. kr. til Ukraine-indsatsen modgået delvist af et mindreforbrug på 2,2 mio. kr. på den ordinære drift.
På indsatsrammen er der et mindreforbrug på 34,6 mio. kr. (6,3 pct.), som primært vedrører køb af beskæftigelsestilbud til ledige.
På overførselsrammen er der et mindreforbrug på 59,3 mio. kr. (0,8 pct.), som skyldes færre udgifter til a-dagpengemodtagere end forudsat.
På anlægsrammen er der et mindreforbrug på 0,9 mio. kr. (7,8 pct.), som primært vedrører det Ukraine-relaterede anlægsprojekt Pavilloner på Speditørvej.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender udvalgets bidrag til Københavns Kommunes årsregnskab for 2023.
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at anlægsregnskabet godkendes, jf. bilag 5.
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal aflægge regnskab for 2023. Årsregnskabet inkl. vedlagte bilag er – med forbehold for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets godkendelse - sendt til Økonomiforvaltningen den 19. februar 2024 med henblik på Økonomiforvaltningens tværgående konsolidering af kommunens årsregnskab.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal desuden forelægge afsluttede anlægsregnskaber til godkendelse i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget med henblik på efterfølgende forelæggelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentation til godkendelse.
Løsning
Årsregnskab 2023 er aflagt i overensstemmelse med kommunens regnskabscirkulære, herunder gældende lovgivning og inden for statens retningslinjer fastlagt i Budget- og regnskabssystemer for kommuner.
Tabel 1 viser de væsentligste afvigelser mellem korrigeret budget vedtaget af Borgerrepræsentationen pr. 31. december 2023 og regnskab 2023. Afvigelser med positivt fortegn betyder mindreforbrug. Alle afvigelser er yderligere uddybet i bilag 2.
Tabel 1. Afvigelser mellem budget og regnskab 2023
Der er redegjort for de væsentligste afvigelser nedenfor.
1. Afvigelser på servicerammen
Servicerammen udviser et merforbrug på 16,0 mio. kr. i forhold til budgettet, hvori indgår en budgetpost på 175,1 mio. kr. til indkvartering, mv. af fordrevne ukrainere.
Merforbruget skyldes et merforbrug på 18,2 mio. kr. vedrørende Ukraine-indsatsen grundet flere udgifter end ventet til indkvartering, hvilket modgås delvist af et mindreforbrug på 2,2 mio. kr. på den ordinære drift grundet en række afvigelser, herunder et merforbrug grundet udskudte indtægter fra STAR og mindreforbrug relateret til bl.a. tilbageholdenhed med ansættelser med henblik på tilpasning til bevillingsniveauet i 2024. De Ukraine-relaterede merudgifter dækkes efter sædvanlig praksis af kommunekassen.
2. Afvigelser på indsatsrammen
Indsatsrammen udviser et mindreforbrug på 34,6 mio. kr. i forhold til budgettet, der blev reduceret med 92,6 mio. kr. i forbindelse med 3. regnskabsprognose (BIU 13/11-2023, pkt. 6).
Mindreforbruget vedrører dels køb af beskæftigelsestilbud til ledige (22,0 mio. kr.) grundet mindreforbrug på en række områder, og dels Integration og danskuddannelse (9,5 mio. kr.) grundet færre udgifter end ventet til køb af danskuddannelse til udlændinge. Herudover har forvaltningen modtaget flere resultattilskud for udlændinge end forudsat (3,1 mio. kr.).
3. Afvigelser på overførselsrammen
Overførselsrammen udviser et mindreforbrug på 59,3 mio. kr. i forhold til budgettet, der blev reduceret med 238,4 mio. kr. i forbindelse med 3. regnskabsprognose (BIU 13/11-2023, pkt. 6).
Mindreforbruget skyldes primært færre a-dagpengemodtagere end ventet, hvilket har betydet et mindreforbrug på 78,6 mio. kr. På de øvrige områder er der mindre afvigelser, der samlet har betydet et merforbrug på 19,3 mio. kr.
4. Afvigelser på anlægsrammen
Anlægsrammen udviser et mindreforbrug på 0,9 mio. kr. og vedrører mindre afvigelser på en række anlægsprojekter.
Der er afsluttet to anlægsprojekter i 2023. Der henvises til bilag 5, der viser regnskaberne Ny udbudsportal og Midlertidig indkvartering (Amager Strandvej).
5. Afvigelser på finansposter
På finansposter er der en afvigelse på 21,3 mio. kr., der primært vedrører forskydninger i tilgodehavende hos staten grundet stigningen i integrationsindtægter for ukrainere.
Økonomi
Se ovenfor.
Politisk handlerum
Regnskabstallene for 2023 er endelige, så forvaltningen har ikke mulighed for at ændre regnskabstallene. Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ikke godkender Årsregnskab 2023, vil forvaltningen kunne uddybe forklaringerne til årsregnskabet.
Videre proces
Økonomiforvaltningen samler de enkelte udvalgs bidrag til kommunens årsregnskab 2023 og forelægger det samlede regnskab for Økonomiudvalget den 23. april 2024 og for Borgerrepræsentationen den 2. maj 2024.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen oversender indstillingens at-pkt 5 om anlægsregnskaber til behandling i Økonomiudvalget og efterfølgende Borgerrepræsentationen.
Henrik Lund / Signe Maria Christensen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.