Mødedato: 03.10.2011, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Forslag til bydelsplan for Brønshøj-Husum

Se alle bilag
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal fremsende høringssvar til Økonomiudvalget vedr. udkast til bydelsplan for Brønshøj-Husum

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender vedlagte høringssvar til Økonomiudvalget

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte den 21. februar 2008 koncept for bydelsplanlægningen (BR 100/08). Der skal i perioden 2008-2011 udarbejdes en bydelsplan for hver af de 10 bydele. Arbejdet organiseres i tre bølger. Borgerrepræsentationen godkendte den 10. juni 2009 første bølge af bydelsplanerne, der omfattede Valby, Vanløse og Østerbro og den 4. november 2010 anden bølge, som omfattede bydelene Amager Vest, Amager Øst, Bispebjerg og Vesterbro-Kgs. Enghave. Tredje bølge omfatter bydelene Brønshøj-Husum, Nørrebro og Indre By-Christianshavn og blev igangsat i september 2010.

Af konceptet fremgår, at Økonomiudvalget forud for endelig politisk behandling af bydelsplanerne er forpligtet til at sende de udarbejdede forslag til bydelsplaner i høring i de respektive lokaludvalg og fagudvalg m.m.. I forlængelse heraf er udarbejdet et udkast til bydelsplan for de tre bydele i tredje bølge, som Økonomiudvalget på mødet den 16. august 2011 vedtog at sende i høring i fagudvalg, lokaludvalg og relevante råd.


Løsning

Jf. konceptet ’10-i-en’ er formålet med bydelsplanlægningen:


1. at igangsætte en sammenhængende og fremadrettet dialog mellem Borgerrepræsentationen og københavnerne om byens udvikling, og hvordan bydelene kan indgå heri.


2. at formulere lokale principper for bydelenes fremtidige udvikling i relation til byens centrale målsætninger, der fremgår af den til enhver tid gældende kommuneplanstrategi.


Med udgangspunkt heri har Økonomiforvaltningen i tæt samarbejde med Brønshøj-Husum Lokaludvalg udarbejdet et udkast til bydelsplan for Brønshøj-Husum.


For at imødekomme formålet om dialog er bydelsplanen udarbejdet på baggrund af en længere lokal proces, som har involveret borgere, lokale aktører, medlemmer af Borgerrepræsentationen samt ansatte i Københavns Kommunes forvaltninger. Den lokale, borgerinddragende proces har været forankret i Brønshøj-Husum Lokaludvalg.
Resultaterne af den lokale proces er blevet samlet op af Brønshøj-Husum Lokaludvalg og overleveret til Økonomiforvaltningen, som på baggrund af det overleverede materiale har udarbejdet det endelige forslag til bydelsplan for Brønshøj-Husum.
Fagforvaltningerne har bidraget og været involveret i hele processen. De har bidraget med viden og input om konkrete politikker og tiltag indenfor deres sektorområder og har medvirket til at kvalificere ideer og indhold.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens bemærkninger til forslag til indsatser:
Forslag til bydelsplanen indeholder ikke emner eller forslag i relation til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens opgaveportefølje. Det er derfor ikke muligt at kommentere på mulighederne for, hvordan bydelsplanen kan indgå i forvaltningens fremtidige arbejde eller om der er forslag, som BIU kan have interesse i at fremme ved budgetforhandlingerne.  

Forvaltningen foreslår, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget opfordrer Lokaludvalget til at forholde sig til tryghed i bydelen, set i lyset af resultaterne af Tryg-hedsindekset, hvor bydelen er markeret med markant og intensiveret behov for indsats. Endvidere at forholde sig til arbejdet i partnerskabet om en helhedsorienteret tryghedsindsats i Tingbjerg og Utterslevhuse, som er indgået mellem Københavns kommune, Københavns Politi, SSP København, boligorganisationerne FSB og SAB/KAB samt Tingbjerg Fællesråd med henblik på at nedbringe kriminaliteten og øge den oplevede tryghed i området og at igangsætte og styrke tiltag, der bidrager til at gøre området til et bedre sted at bo og besøge. 

Økonomi

Der er ikke afsat særskilte midler til realisering af bydelsplanerne. Realisering kræver derfor, at forslagene i planen prioriteres i budgetforhandlinger, eller at der findes finansiering på anden vis. Borgerrepræsentationen er ikke forpligtet til at afsætte midler til forslagene.


Videre proces

Beskæftigelses-og Integrationsudvalgets høringssvar fremsendes til Økonomiudvalget. Efter høringen fremlægges bydelsplanen til endelig politisk behandling i Økonomiudvalget den 22. november 2011 og i Borgerrepræsentationen den 1. december 2011. Bydelsplanerne i tredje bølge vil herefter blive elektronisk publiceret på den digitale kommuneplan som et bilag til kommuneplanen. Borgerrepræsentationen vil i forbindelse med den endelige godkendelse blive orienteret, såfremt den kommende budgetproces påvirker bydelsplanernes indhold. 

BILAG
  1. Forslag til bydelsplan for Brønshøj-Husum
  2. Udkast til høringssvar til Økonomiudvalget

Morten Binder    /Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top