Mødedato: 03.10.2011, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Temaer for Metodeudviklingspuljen 2012 for beskæftigelsesindsatsen

Se alle bilag

Med Metodeudviklingspuljen øremærkes 10 mio. kr. af budgettet til beskæftigelsesindsats i 2012 til metodeudvikling af indsatsen for udsatte kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 2.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager evalueringen af Metode­udviklingspuljen for 2010 til efterretning,
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender tema og tildelingskriterier for Metodeudviklingspuljen i 2012,
  3. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at der af metodeudviklingspuljen afsættes 500.000 kr. til fælles evaluering samt udarbejdelse af plan for implementering,
  4. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender de overordnede rammer for puljeudbuddet, herunder tildelingskriterier og procesplan.

Problemstilling

I 2009 besluttede Beskæftigelses- og Integrationsudvalget at afsætte 15 mio. kr. til fortsættelse af Metodeudviklingspuljen i 2010 til at udvikle nye metoder i indsatsen for de svageste af kontanthjælpsmodtagerne. Midlerne blev bevilget af midlerne til køb af beskæftigelsesindsats til den daværende matchgruppe 4 og 5 (ikke-arbejdsmarkedsparate ledige).

Der foreligger nu en afsluttende evaluering af 6 af de 9 projekter, der blev tildelt midler for 2010, mens de resterende 3 evalueringer ikke er færdige, da projekterne er blevet forlænget.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal herudover tage stilling til hvilket tema og hvilke tildelingskriterier, der skal være gældende for udbuddet af Metodeudviklings­puljen for 2012, og til den overordnede procesplan for udbuddet. Metodeudviklingspuljen for 2012 udgør 10 mio. kr., jf. BIU-mødet d. 20. juni 2011, pkt. 4.

Løsning

Evaluering af metodeudviklingspuljen 2010
Den overordnede konklusion er, at de enkelte projekter bidrager med væsentlige metodemæssige elementer til beskæftigelsesindsatsen overfor nogle af de svageste grupper, herunder til grupper, som det har vist sig vanskeligt at henvise til relevant aktivering.

I lighed med tidligere år har udfordringerne først og fremmest bestået i visitationen til projekterne og i kommunikationen mellem projekterne og jobcentret. Den samlede evaluering er vedlagt som bilag 1.

Et af projekterne er ved at blive implementeret  i den ordinære beskæftigelsesindsats, idet Café Exit har indgået aftale om at blive underleverandør til Incitas uddannelsespakke. Herudover fortsætter Beskæfigelseskonsortiet settlementernes projekt, idet der er givet en fornyet metodeudviklingsbevilling for 2011. Erfaringerne med disse projekter og erfaringerne med resten af metodeudviklingspuljen 2009 og 2010 indgår ved tilrettelæggelsen af udbud af beskæftigelsesindsatsen fra medio 2012.

Tema for Metodeudviklingspuljen i 2012
Forvaltningen foreslår, at temaet for metodeudviklingspuljen i 2012 bliver:

”Beskæftigelsesfremme for de svageste kontanthjælpsmodtagere med inddragelse af virksomheds- eller uddannelsesintroduktion som led i en helhedsorienteret indsats mod marginalisering”

 

I 2010 var metodeudviklingspuljen opslået med 5 temaer. Da puljen blev reduceret til 10 mio. kr. i 2011 blev der imidlertid kun givet støtte til 3 projekter. Det foreslåede tema er dog så bredt, at en række forskellige målgrupper kan indtænkes indenfor temaet.

 

Det forventes, at temaet vil kunne bidrage med redskaber til at skabe – og evt. fastholde – kontakt mellem de svageste grupper af kontanthjælpsmodtagere og udannelse / virksomheder.

 

Rammer for Metodeudviklingspuljen i 2012

Udbuddet af Metodeudviklingspuljen er ikke omfattet af EU-udbudspligt, da den kommunale beskæftigelsesindsats er undtaget i EU’s Udbudsdirektiv. Ved udbud på området gælder dog fortsat, at de grundlæggende EU-retlige principper om ligebehandling, gennemsigtighed, ikke-diskrimination og objektivitet samt tilbudslovens annonceringspligt skal overholdes, når et indkøb overstiger en vis værdi.

 

Tilbudsloven indebærer bl.a., at aftaler skal tildeles på baggrund af på forhånd offentliggjorte tildelingskriterier. Eftersom kommunen her efterspørger nytænkning i form af hidtil utænkte løsninger i beskæftigelsesindsatsen, anbefaler forvaltningen, at midlerne tildeles på baggrund af relativt overordnede tildelingskriterier. Årsagen er, at det må forventes, at metodeudviklingsprojekterne indeholder betydelige elementer af innovation mht. målgruppeinddeling og løsningsforslag, der er svære på forhånd at opstille præcise tildelingskriterier for. Kriterierne er beskrevet i bilag 2.

 

I forbindelse med tilbudsvurderingen nedsætter forvaltningen et fagligt kvalificeret bedømmelsesudvalg, som vil inddele de indkomne forslag i tre grupper:  

  1. Højt kvalificerede tilbud, som bedømmelsesudvalget anbefaler,

  2. Kvalificerede projekter, som bedømmelsesudvalget anbefaler i det omfang, der er midler til det ud fra en samlet prioritering,

  3. Projekter som bedømmelsesudvalget anbefaler til afslag pga. mangler på et eller flere områder.

Inden for de enkelte af de 3 grupper vil projekterne ikke blive prioriteret. Projekter som ikke opfylder de fastsatte minimumskrav, er ikke konditionelle og vil derfor ikke blive taget med i bedømmelsen.

 

På mødet den 16. januar 2012 skal Beskæftigelses- og Integrationsudvalget træffe beslutning om tildeling af midler til projekterne blandt projekter i gruppe 1, 2 og 3. Beslutningen skal for hvert af de udvalgte projekter begrundes i henhold til samtlige de af udvalget besluttede tildelingskriterier. Dette gælder ikke mindst i de tilfælde hvor lavere prioriterede projekter vælges på bekostning af højere prioriterede projekter.


Evaluering og plan for efterfølgende implementering af metodeudviklingspuljen 2012
 

De enkelte projekter har indtil nu selv kunnet vælge evalueringsform. Nogle projekter evalueres eksternt og andre evalueres internt. Produkterne af evalueringerne er derfor meget forskellige, og de er gennemgående meget positive overfor det projekt, som har bestilt evalueringen.

 

Forvaltningen finder på denne baggrund, at det er hensigtsmæssigt, at der sker en fælles evaluering af projekterne. Det foreslås, at der reserveres 5 % af bevillingen til denne evaluering, og at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen udpeger en fælles evaluator, således at evalueringen foregår efter en fælles formel. Evalueringen bør omfatte en kvalitativ evaluering af de enkelte projekter, en effektevaluering og en borgertilfredshedsundersøgelse.

Evalueringen skal også indeholde en plan for hvordan projekterne eller dele heraf kan implementeres i den ordinære beskæftigelsesindsats. Implementeringen kan ske ved at eksisterende leverandører optager succesfulde metodeudviklingsprojekter som underleverandør, eller ved at metoder fra metodeudviklingspuljen indarbejdes i eksisterende tilbudspakker. På længere sigt anvendes resultaterne fra metodeudviklingspuljerne i forbindelse med udarbejdelse af fremtidige udbud af beskæftigelsesindsatsen, idet udbuddene vil blive udformet, så det tilgodeser metoder fra succesfulde metodeudviklingsprojekter.

Økonomi

Der afsættes 10 mio. kr. til Metodeudviklingspuljen i 2012. Midlerne afsættes fra budgettet til beskæftigelsesindsats til målgruppen.

Tabel: Økonomiske konsekvenser af indstillingen

Mio. kr. (2012-priser)

2012

1. Indstillingens udgiftsvirkning i alt

10,0

Heraf:

- Udlodning til metodeudviklingsprojekter

9,5

- evaluering

0,5

2. Afsatte midler i budgettet

10,0

Heraf:

- Beskæftigelsesindsats

10,0

 

3. Difference

0,0

 

Videre proces

Metodeudviklingspuljen annonceres i dagspressen og på kommunens hjemmeside umiddelbart efter Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets godkendelse. Samtidig orienteres nuværende leverandører og tidligere ansøgere m.fl..

Det forventes, at der kan træffes tildelingsbeslutning ultimo november 2011, således at der kan indgås kontrakt med leverandørerne senest 31. januar 2012 med henblik på projektstart senest 1. april 2012.

 

Indstilling til tema behandles på BIU’s møde

03-10-2011

Annoncering af pulje

07-10-2011

Informationsmøde for tilbudsgivere

24-10-2011

Ansøgningsfrist

07-11-2011

Tilbudsvurdering afsluttes

08-12-2011

BIU træffer tildelingsbeslutning

16-01-2012

Projektopstart

01-04-2012

Projektslut

31-03-2013

 

BILAG

  1. Evaluering af metodeudviklingsprojekter (MUP) 2010
  2. Tildelingskriterier for Metodeudviklingspuljen 2012

Morten Binder    / Kaj Ove Christiansen

 

 

Beslutning

Der var følgende afstemninger:

1. at.
Blev enstemmigt vedtaget

2. at.
SF stillede følgende ændringsforslag:
"at Beskæftigelses og Integrationsudvalget godkender, at metodeudviklingspuljens tema bliver en helhedsorienteret indsats, hvor sundheds-, social- og  beskæftigelsesindsats sammentænkes/integreres."
Liste For Imod Undlod
A X
B X
C X
F X
O X
Ø X
Ændringsforslaget blev vedtaget og temaet i indstillingens 2. at ændres således i forhold til det vedtagne og tildelingskriterierne rettes i overensstemmelse hermed.

3. at.
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag:
"Forvaltningen foretager selv en evaluering."
Liste For Imod Undlod
A X
B X
C X
F X
O X
Ø X
Ændringsforslaget blev forkastet.

Dernæst var der afstemning om det oprindelige 3. at.
Liste For Imod Undlod
A X
B X
C X
F X
O X
Ø X

Indstillings 3. at blev således vedtaget.

4. at.
Blev enstemmigt vedtaget

Der var følgende protokolbemærkninger:

Det Radikale Venstre, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Dansk Folkeparti ønsker at understrege at:
- evalueringen skal indtænkes fra projekternes påbegyndelse.
- evalueringen skal forholde sig til om projekternes erfaringer og resultater betyder at det vil være hensigtsmæssigt at ændre rammerne for samarbejdet mellem BIF, SOF og SUF.

Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti ønsker at:
BIF bør overvejer at opbygge kompetence til at evaluere projekter fremadrettet.

Til top